Legal Aliens.
Valget er endelig
overstået. Det har været ok at følge, temmelig meget på sidelinjen, da vi endnu
ikke er stemmeberettigede i Grønland. Det kræver min. 6 måneders
folkeregisteradresse i landet. Og det er et land, Grønland. Det er en varm
kartoffel hver gang der er valg heroppe; Selvstyre/selvstændighed/sprog/kultur.
Hvad betyder rigsfællesskabet med Danmark for grønlænderne? Hvorfor taler (størstedelen)
af danskerne i Grønland ikke grønlandsk? Og hvordan frigør et land på under
60.000 indbyggere sig, når det, netop på grund af det lave indbyggertal, er
afhængigt af andre lande til uddannelse, udvikling, arbejdskraft osv.?
Det er
uundgåeligt at der i perioden op til og lige efter valget vil være fokus på
netop os, de fremmede. De legale fremmede, som leverer arbejdskraft i stor stil
til bl.a. sundhedssektoren. Tager vi jobs fra grønlændere, som går arbejdsløse
og er de arbejdsløse på grund af os? Nu mærker vi på egen krop, nok i mindre
målestok, men alligevel, hvordan det føles at være en del af den minoritet i et
land, som der er mange holdninger til, også negative. Det nystiftede parti,
Partii Inuit, bryder sig bestemt ikke om, at så mange danskere stadig opholder
sig i landet, sidder på arbejdspladserne, taler dansk, er danske. Hvis det stod
til dem løsrev Grønland sig fra Danmark øjeblikkeligt og alle danskere ville
blive sat på fly og sendt lige lukt tilbage til den gamle kolonimagt. De har
nægtet at deltage i dansksprogede debatter og selveste Ask Rostrup fik den
kolde skulder; Vi svarer kun på grønlandsk og nej, vi oversætter ikke svarene
til dansk. Det bliver kaldt GF – Grønlandsk Folkeparti – af spøgefuglene, og
selv om mange grønlændere griner af dem (som vi engang grinte af DF), er de
alligevel kommet ind i Naalakkersuisut med uhyggeligt mange kandidater (2 stk.
Det er mange heroppe!). De andre store partier, IA og Siumut ønsker også højere
grad af selvstændighed. Og jeg forstår det sgu godt; Nu ser det faktisk ud til
at dette smukke, barske land kan komme til at forsørge sig selv og samtidigt
blive selvforsynende med arbejdskraft. På SANA er der rigtig, rigtig meget
veluddannet, topkvalificeret grønlandsk personale, og der kommer hele tiden
flere til. Der bliver talt rigtig meget dansk fagpersonalet imellem, idet det
stadigvæk er lidt over halvdelen af personalet som er danskere, men patienterne
er grønlændere og de taler mest, bedst og helst grønlandsk. Mange af de helt
unge taler faktisk kun grønlandsk.
Jeg bruger tolk rigtig tit. Mange har ældre familiemedlemmer med sig, som kan
tolke. Og de er rigtig gode til dansk… Jeg tænker at både Kuupik Kleist og
Aleqa Hammond har fuldstændig ret når de siger, at Danmark og Grønland for evigt
vil være forbundne pga. den lange fælles historie, de mange følelsesmæssige
bånd og de tusindvis af 'blandede' familier der findes. Men det er ikke
meningen at Danmark skal holde fast i Grønland som en del af Rigsfællesskabet
hvis Grønland ikke ønsker at forblive en del af det, hverken af sentimentale
eller økonomiske årsager. Og den danske interesse i Grønland kommer til at
klinge meget, meget hult når TV2 i mere end 30 sek. formår at have et japansk
flag på skærmen i dækningen af det grønlandske valg, og at Politiken (af alle!)
får skrevet, at der kører valgbusser rundt i hele landet fordi man kun kan
stemme i Nuuk. Man behøver ikke at kigge længe på et kort over Grønland for at
forstå hvorfor dette er en fuldstændig vanvittig idé. Der må sidde nogle
journalister med meget røde ører et sted… Når alt dette er sagt er det vigtigt
for mig også at nævne at vi så absolut ikke har oplevet hverken ubehageligheder
eller racisme fra nogen grønlændere. Tvært imod er grønlændere meget
imødekommende, hjælpsomme, tålmodige og humoristiske. Jeg får altid hjælp i
bussen når jeg bakser rundt med klapvogn med ødelagte bremser og en 4-årig med
et ben i gips; Når Gro sidder og synger for sig selv får hun altid et smil og
et 'iggu' med på vejen og mine kystpiger, som ikke forstår særligt meget dansk
og slet ikke taler det, er nemme og lattermilde at være sammen med på trods af
veer.
Jeg skal måske
lige nævne, for bekymrede bedsteforældre, tanter og onklers skyld, at Gro ikke
er kommet alvorligt til skade. Men på sin første tur på sine helt egne,
splinter nye ski, væltede hun og vred uheldigvis sit venstre ben på en måde,
som gjorde frygteligt ondt på hende. Det skete på øvebakken, lige neden for SANA
og vi fik hende derfor prompte på skadestuen. Her kunne de berolige os med at
der ikke var noget tegn på brud. Da hun et døgn senere stadig ikke kunne støtte
på benet og kun ville kravle rundt, måtte vi afsted med hende igen; Der er
ingen 4-årige, uanset hvor veludviklet diva-genet er, som stadig synes det er
sjovt eller interessant at ynke sig selv og kravle rundt 24 timer efter man har
slået sig. Et røntgenbillede og to poser LEGO senere fik vi bekræftet at der
ikke var noget brud, men at specialisten først ville kunne se billedet et par
dage efter. Fint, så. Gro fik det lidt bedre, men humpede stadig noget og
ømmede sig en del onsdag, da jeg fik en opringning fra hospitalet; Nu havde
ortopædkirurgen endelig set billederne og mente at der var tale om en
forskubbet tibia. De anbefalede gips i tre uger samt nye billeder, da Gro havde
gået på benet. Så Gro er nu en hel del rigere på LEGO og er blevet en lille
service-narkoman. Der bliver noget at vende hende af med, når det bliver den
3.4. og gipsen endelig skal af. Farmor har sendt opgavehæfter en masse, så
tøsen er heldigvis godt underholdt så længe. Alle vores fortrædeligheder til
trods er der rigtig gode nyheder på børnepasningsfronten; Gro er blevet tilbudt
plads i Børnehaven Esther, en privat institution med 20 børn i alderen 3-6 år.
De mangler en på Gros alder i en gruppe, som består af 6 børn. Esther betegner
sig som en idrætsbørnehave, hvor der er max fokus på krop og bevægelse. Der er
svømmeundervisning to gange om ugen og om sommeren er der bålmad og fjeldture,
om vinteren skiundervisning på pisterne. Lige noget for vores
skovbørnehavevante unge. Hun glæder sig vildt, men har det helt ok med en måned
mere hos dagplejemor Karen. De to er blevet rigtig, rigtig fine venner. Asger
er også virkelig glad for Karen; Der er kys og kram både morgen og eftermiddag
og kuldskære Karen er begyndt at bevæge sig en del mere ud med ungerne nu, hvor
vejret er blevet mildere og vinden bider knap så meget. Der er en god kilometer
imellem Gros kommende børnehave og Karens hus, så vi overvejer meget bare at
beholde Asger i dagplejen i stedet for at sætte næserne op efter en vuggestueplads
som ikke kommer. Det haster i hvert fald ikke lige nu.
Et af ugens
højdepunkter for mig har helt sikkert været, at min kære veninde og kollega
Charlotte kom forbi for en kort bemærkning; Hun er jordemoder i Qaqortoq på
sydgrønland, hvor hun startede 1. marts (også med to unger og en mand) og hun
havde en patientevakuering med indbygget overnatning i Nuuk. Selvom hun har
haft en ualmindeligt hård start dernede og jeg kan genkende noget af hendes
grønlandsmathed, var det ufatteligt rart at se et velkendt ansigt.
Højdepunkt nr. to
har helt sikkert været i dag; Stenbidersæsonen er startet. De kvikke tænker nok
med det samme 'Stenbiderrogn', og til jer kan jeg sige; JA! Vi kommer til at
leve af denne gudespise og fylde fryseren op med det over den næste måned. På
brættet i dag har vi købt 1,5 kg. urenset, frisk stenbiderrogn til 80 kr! Efter
rensning og dræning har det givet os 1000 g. af de smukkeste, lækreste lyserøde
perler, som bare venter på hårdristet rugbrød, creme fraiche og finthakkede
rødløg og vores nye venner Karina og Uusaqqak, som kommer og hjælper os med at
sætte dem til livs i morgen aften. (Jeg er i øvrigt sikker på, at jeg næste
gang vil kunne rense rognene op noget mere effektivt end i dag, hvor jeg tror
der gik lidt flere rogn til spilde end nødvendigt var.)
Vi ved at I, i Danmark, atter har kulde og sne. Vi er meget misundelige. Efter en hel måned med fænomenalt vintervejr begyndte det i går at regne. Og blæse. Og tø. I dag er det blevet til regulært tøbrud; Stort set al vores smukke, sprøde sne er smeltet. Der er is og sjap alle vegne, og jeg er sikker på at Nuuk er så grim, som den kan blive lige nu, før fjeldet bliver grønt til sommer. Når så megen sne og is smelter så hurtigt, som det har gjort det sidste døgn, forstår en grå dansker for alvor, hvad der ligger i ordet TØBRUD. Vandet fosser i småbitte floder ned af gaderne, når man står ved havet kan man høre smeltevandet strømme ud i det og skipisterne står nøgne og triste hen allerede; Det er maj-vejr i marts måned. ØV! Men, som I vil kunne se på de vedhæftede billeder, har himlen altid 1000 farver, uanset hvor gråt det er. Himlen i Grønland er altid ufatteligt smuk. Vandet er altid ufatteligt smuk. Vi er omgivet af farver fra naturen. Selv det sorte grundfjeld har ved nærmere eftersyn mange nuancer af sort, grå, brug og grøn. Heldigvis har vi nu fået et kamera, som er i stand til at gøre disse farver ret. Se selv:
Dramatisk himmel over SANA
Den Arktiske havn i tusmørket
Mums
Godthåbsfjorden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar