Her er tiden din egen.

Peqqik er det Grønlandske sundhedsvæsen, og 'Her er tiden din egen' er det motto, som bruges som overskrift i jobannoncerne. Og de har jo ret. Selvom jeg har været rimeligt hårdt spændt for rent arbejdsmæssigt, kan vi jo se at vi har betydeligt mere tid til ungerne og os selv end vi havde hjemme i DK. Vi bruger ikke i nærheden af så megen tid på logistik, som vi har været vant til i København. Det med at bo tæt på sin arbejdsplads i en lille by, hvor ungerne også bliver passet rimeligt tæt på, kan altså også noget. Ikke fordi vi ikke savner København. Det gør vi på mange måder. Men vi nyder altså vores break fra en rimeligt hektisk hverdag. Michael har meget nemt ved at få lagt de timer han skal på arbejde, uden at det betyder meget lange pasningsdage for børnene; Ofte kan jeg både aflevere og hente igen når jeg har døgnvagt og vi har nogle lange og hyggelige eftermiddage med børnene. Og hvad gør man så med al den tid heroppe i Arktis? Vi kører ture med kælk og klapvogn i vejret. Kigger på vandet og de forbiflydende isskosser- og nu også bjerge. Vi slæber ungerne med på café, maler billeder med vandfarver og pallietter, læser bøger og forsøger at lære Asger at tale lidt mere. Det går ikke så godt med det sidste. At kalde ham tavs ville simpelthen ikke være rimeligt; Han er en temperamentsfuld lille herre, der så rigeligt formår at give udtryk for sine behov, men der er ikke så mange ord. Mest lyde og mimik. I aftes skete der dog gennembrud da Gro læste en bog om brandbiler højt. Pludselig pegede Asger på en brandbil og sagde 'BuBa, BuBa'. Meget, meget sødt. Gro var henrykt! Det er måske det gode ved Gros situation lige nu; Hun og Asger er blevet meget tæt knyttede. De kan virkelig pisse hinanden af på den trælse måde som kun søskende kan, men først og fremmest er de kærlige og omsorgsfulde over for hinanden og giver hinanden så megen glæde og mange grin. Gro er i det hele taget noget gladere og harmonisk end hun har været i perioden efter mor Marens hjemrejse. Hun begynder atter at ligne den glade og milde pige, som vi for snart halvanden måned siden tog ud af sin fantastiske børnehave og flyttede herop til nyt med nyt på, ikke altid på den gode måde. Vi har haft en vældigt rar og sjov weekend med skiløb, kælkning og i det hele taget masser af udetid. Gro er virkeligt sej til at løbe på ski – hun er frygtløs og vedholdende, og selv om hendes egne ski endnu ikke er kommet giver hun den gerne gas på pisterne i låneski og støvler som måske er lidt for store. Nu skal hun lige lære at bremse og så er det op i højderne med far i liften. Hun er begyndt selv at opdage naturen omkring sig og kommenterer nu dagligt på himlens mange farver, på isbjergenes størrelse, og isskossernes former. Således opdagede hun i dag en isskos, som gravgiveligt havde form som en søhest.

Jeg fik taget lidt hul på det sociale liv heroppe da jeg fredag aften var ude at spise på Hotel Hans Egedes restaurant, Sarfalik. Det er et af de bedste spisesteder i Nuuk, og jeg skal love for at jeg fik en på opleveren rent gastronomisk. I den super hyggelige, uformelle men tydeligtvis high-end atmosfære (med levende PikkeHyanist, som spillede blød musik) fik vi serveret agurke G&T's som aperitifs og herefter en kæmpe skaldyrstallerken med lutter lokale råvarer. Hele jomfruhummere, grillede tigerrejer, hummer, snowcrab, fjordrejer, letrøgede kammuslinger og diverse hjemmelavede dressinger og tilbehør til. Vi blev serviceret af intet mindre end tre tjenere, som hele tiden sørgede for vin i glassene og for info om maden. På den gode måde. Ikke noget selvhøjtideligt snobberi her; Alle kender alle, så der er ingen grund til at være kølig, distanceret eller formel. Jeg kunne simpelthen ikke spise dessert efter den omgang gumlen, knækken, sugen og smasken i skønne skaldyr, så min dessert bestod af en grønlandsk kaffe. Til jer, som ikke ved hvad det er, kommer opskriften her: 2 dele Kahlua, 2 dele Ballantine's whiskey, 2 dele kaffe. Herpå flødeskum, overhældt med brændende Grand Marnier; Således har man Grundfjeldet, Indlandsisen og over dette det flammende Nordlys. Og en meget, meget stærk og lækker kop sprutkaffe. For min skyld kan den irske udgave godt gå hjem og lægge sig efter at have prøvet dette. 

Nu venter endnu en lang arbejdsuge for mig med 7 vagter i rap. Forude venter påsken med en god stak fridage og begyndende planlægning af ferien i uge 15.