Påske i 4-somhed.

Det har slet ikke været så slemt, som jeg troede.

Men lad mig starte et andet sted; Lad mig starte med at tage tråden op fra sidst. Aleqa Hammond har efter mere end en uges forhandlinger sat sin regering. Resultatet er et meget håndfast tegn på at Grønland er i forandring. Siumut gør, i koalition med Atassut og Partii Inuit (nu med to ministerposter), op med nul-tolerancepolitikken i forhold til udvinding af Uran. Grønlands naturressourceeventyr inkluderer nu et af de mest kontroversielle grundstoffer, hvilket for alvor sætter sindene i kog og skiller vandene. Vi er uden for EU, men det er et meget, meget utvetydigt signal at sende Europa og, mest af alt, Danmark; Vi vil selv bestemme over vores undergrund og vores land og vi er i bund og grund ikke interesserede i, hvad I måtte mene om de beslutninger vi tager. De fleste danske politikere henviser (klogeligt eller konfliktsky?) til Grønlands selvstyre og eget ansvar. Grønland bestemmer selv, og Danmark skal så vidt muligt undgå at have nogen som helst holdning til det. Er jeg farvet? Ja, det er jeg sgu nok. Jeg tror 100% på at Grønland skal være så selvstændigt som overhovedet muligt, skal kunne løsrive sig fra Danmark, hvis det er det befolkningen ønsker og at Christiansborg skal respektere selvstyret med alt det måtte indebære, selvom det betyder kameluld mellem tænderne ind imellem. Men der er intet i mig, der synes at et civiliseret samfund skal udvinde uran. Hvad enten det skal bruges til at forsyne verdens atomkraftværker eller til at udvikle stormagter og slyngelstaters våbenprogrammer. På tirsdag er her kommunevalg. Og selv om jeg tvivler på at Kommuneqarfik Sermersooq, som vi bor i, har nogen som helst indflydelse på minedriftspolitikken heroppe, kan min stemme kun gå til et af de to partier, som er imod Grønlands bidrag til a-kraftsindustrien. Så nu har jeg lige et døgns tid til at finde ud af, om jeg er mest til IA eller Demokraatit...

Nå, men som tidligere fortalt, så er sneen forsvundet fra Nuuks gader og for de laveste fjelde. Selvom skisæsonen er sluttet 2 måneder for tidligt (og det er jo ærgerligt) har det dog sine fordele. De skønne runde fjeldknolde der omgiver byen er pludselig blevet farbare og med hver sin unge spændt fast på ryggen har vi udforsket nogle af de dele af byen, som ellers har været totalt utilgængelige. Vi har travet nogle gode ture efter arbejdstid og jeg har været ude at løbe. (AVAVAV, mine lår. Her er skisme noget mere kuperet end Amager, og jeg har brugt muskler jeg ikke anede, jeg havde) Michael har fået skiftet pigdækkene ud med almindelige dæk, og mountainbiken er blevet luftet nogle gange i det stejle landskab. Landskabet forandrer sig hele tiden heroppe. Det ene øjeblik er her frostgrader med forrædderiske, stort set usynlige overisninger af stier, gader og skråninger, det næste risler vandet nedad, nedad mod bunden af den nærmeste dal, for det meste på jorden, men ind imellem under det tynde islag, som ligger tilbage. Det ser meget smukt ud. Man åbner sin vinterjakke og sveder i Sorel-støvlen. Solbrillerne er i brug dagligt på trods af det tidlige tidspunkt på året. Solen er knivskarp og overjordisk smuk heroppe på denne himmel og her, præcis ved jævndøgn, ses det smukkeste, vildeste nordlys på de klare, kolde aftner.

Jeg har haft fri det meste af påsken, har dog lige en døgnvagt i morgen på 2. påskedag, men vi har haft god tid til børnene og os selv. Torsdag aften var vi inviteret til fest hos min kollega Tina, og jeg fik lov at tage af sted. Michael passede ungerne. Jeg havde en meget, meget sjov aften med søde og rare mennesker, fantastisk grønlandsk mad og en hjemmelavet sortebærlikør for meget. Fredag havde jeg regulære tømmermænd, og det var uhensigtsmæssigt. Vi skulle nemlig til påskefrokost hos vores venner, Karina og Uusaqqak. Jeg fik dog mandet mig op, og efter lidt frisk luft og mad i maven fik jeg det faktisk godt nok til at give Mattak'en en chance. Mattak er en kæmpe delikatesse heroppe. Det er hvalhud med et tyndt lag spæk, som man spiser råt med lidt salt eller aromat på. Karina serverede det på en human måde og havde således skåret spæksiden meget tyndt ud, så man selv kunne regulere stykkernes størrelse. Og Mattak smager faktisk ikke helt så dårligt, som man kunne forestille sig som en, der ikke ligefrem er vokset op med det. Smagen er kraftig, havagtig, men også rund og blød i kraft af spæklaget, som efterlader en lidt nøddet, avocadoagtig fornemmelse i mudhulen. Uusaqqak fik fortalt, at man ikke skal tygge for længe på det eller forsøge at kværne det til den sædvanlige synkekonsistens; Det kan simpelthen ikke tygges op, hudlaget. Det er lidt som at tygge på viskelæder. Det handler simpelthen om at få den der meget specielle (og på ingen måde dårlige) smag i munden, og så sluge krabaten ret hurtigt derefter. Dildsnaps egner sig fint til, fandt vi ud af. Vi gik en tur ned til stranden fra det hyggelige rækkehus med den mest guddommelige udsigt. Her var flere hundrede isskosser strandet i ebben, og de lå i solskinnet og lyste blåt og turkisgrønt i de mange forskellige formationer, havet har givet dem. Naturen er i sandhed den største kunstner!

Asger og Asger hyggede sig med at løbe lidt rundt efter hinanden og Silja og Gro nød hinandens selskab med perleplader, prinsessefilm og prinsessemanerer. Gro slog hul i hovedet på hjørnet af sofabordet, men slap for en syning, da først blødningen var stoppet nok til at vi kunne få overblik over skaden. Lidt drama skal der åbenbart til. Karina kogte lammesuppe til os som skrub-af-mad og vi tog glade hjem, mætte af god mad og fantastisk selskab.

                                         Mattak

                                         Silja og Gro - nu også med plaster

Resten af påsken har vi bare været os; Vi har hygget max med loppemarkedstur (nu en gammel lysglobus og en fin sengelampe rigere), vandrestøvleshopping (nu en hel del fattigere, sådan rent pengemæssigt) samt nydt en solbeskinnet tur op på skiliften, hvor der var blevet skrabet sne nok sammen til at GM i freestyle snowboard/alpinski kunne afvikles. Mega festligt, ret vildt og fantastisk, som de (tilsyneladende) dødsforagtende løbere kastede sig ud i stunts . Vi langtidsstegte en grønlandsk lammekølle krydret med kvanfrø og timian, perfekt tilberedt og med en skøn rødvin til. Ungerne har i dag mæsket sig i påskeæg og vi har hygget herhjemme med påskefrokost og ægpustning. Rart og kun lidt vemodigt. Vi har skypet med begge familier og kan selvfølgelig godt mærke, at vi savner familien og vennerne, men vi kan også mærke at vi har godt af at rykke sammen som familie og bruge vores krudt på hinanden i meget større grad end vi har haft mulighed for i lang tid derhjemme. Billeder følger i morgen. Glædelig påske.

                                          Påskemiddag

                                                       Hujende GM Snowball tilskuer

Legal Aliens.

Valget er endelig overstået. Det har været ok at følge, temmelig meget på sidelinjen, da vi endnu ikke er stemmeberettigede i Grønland. Det kræver min. 6 måneders folkeregisteradresse i landet. Og det er et land, Grønland. Det er en varm kartoffel hver gang der er valg heroppe; Selvstyre/selvstændighed/sprog/kultur. Hvad betyder rigsfællesskabet med Danmark for grønlænderne? Hvorfor taler (størstedelen) af danskerne i Grønland ikke grønlandsk? Og hvordan frigør et land på under 60.000 indbyggere sig, når det, netop på grund af det lave indbyggertal, er afhængigt af andre lande til uddannelse, udvikling, arbejdskraft osv.?

Det er uundgåeligt at der i perioden op til og lige efter valget vil være fokus på netop os, de fremmede. De legale fremmede, som leverer arbejdskraft i stor stil til bl.a. sundhedssektoren. Tager vi jobs fra grønlændere, som går arbejdsløse og er de arbejdsløse på grund af os? Nu mærker vi på egen krop, nok i mindre målestok, men alligevel, hvordan det føles at være en del af den minoritet i et land, som der er mange holdninger til, også negative. Det nystiftede parti, Partii Inuit, bryder sig bestemt ikke om, at så mange danskere stadig opholder sig i landet, sidder på arbejdspladserne, taler dansk, er danske. Hvis det stod til dem løsrev Grønland sig fra Danmark øjeblikkeligt og alle danskere ville blive sat på fly og sendt lige lukt tilbage til den gamle kolonimagt. De har nægtet at deltage i dansksprogede debatter og selveste Ask Rostrup fik den kolde skulder; Vi svarer kun på grønlandsk og nej, vi oversætter ikke svarene til dansk. Det bliver kaldt GF – Grønlandsk Folkeparti – af spøgefuglene, og selv om mange grønlændere griner af dem (som vi engang grinte af DF), er de alligevel kommet ind i Naalakkersuisut med uhyggeligt mange kandidater (2 stk. Det er mange heroppe!). De andre store partier, IA og Siumut ønsker også højere grad af selvstændighed. Og jeg forstår det sgu godt; Nu ser det faktisk ud til at dette smukke, barske land kan komme til at forsørge sig selv og samtidigt blive selvforsynende med arbejdskraft. På SANA er der rigtig, rigtig meget veluddannet, topkvalificeret grønlandsk personale, og der kommer hele tiden flere til. Der bliver talt rigtig meget dansk fagpersonalet imellem, idet det stadigvæk er lidt over halvdelen af personalet som er danskere, men patienterne er grønlændere og de taler mest, bedst og helst grønlandsk. Mange af de helt unge taler faktisk kun grønlandsk. Jeg bruger tolk rigtig tit. Mange har ældre familiemedlemmer med sig, som kan tolke. Og de er rigtig gode til dansk… Jeg tænker at både Kuupik Kleist og Aleqa Hammond har fuldstændig ret når de siger, at Danmark og Grønland for evigt vil være forbundne pga. den lange fælles historie, de mange følelsesmæssige bånd og de tusindvis af 'blandede' familier der findes. Men det er ikke meningen at Danmark skal holde fast i Grønland som en del af Rigsfællesskabet hvis Grønland ikke ønsker at forblive en del af det, hverken af sentimentale eller økonomiske årsager. Og den danske interesse i Grønland kommer til at klinge meget, meget hult når TV2 i mere end 30 sek. formår at have et japansk flag på skærmen i dækningen af det grønlandske valg, og at Politiken (af alle!) får skrevet, at der kører valgbusser rundt i hele landet fordi man kun kan stemme i Nuuk. Man behøver ikke at kigge længe på et kort over Grønland for at forstå hvorfor dette er en fuldstændig vanvittig idé. Der må sidde nogle journalister med meget røde ører et sted… Når alt dette er sagt er det vigtigt for mig også at nævne at vi så absolut ikke har oplevet hverken ubehageligheder eller racisme fra nogen grønlændere. Tvært imod er grønlændere meget imødekommende, hjælpsomme, tålmodige og humoristiske. Jeg får altid hjælp i bussen når jeg bakser rundt med klapvogn med ødelagte bremser og en 4-årig med et ben i gips; Når Gro sidder og synger for sig selv får hun altid et smil og et 'iggu' med på vejen og mine kystpiger, som ikke forstår særligt meget dansk og slet ikke taler det, er nemme og lattermilde at være sammen med på trods af veer.

Jeg skal måske lige nævne, for bekymrede bedsteforældre, tanter og onklers skyld, at Gro ikke er kommet alvorligt til skade. Men på sin første tur på sine helt egne, splinter nye ski, væltede hun og vred uheldigvis sit venstre ben på en måde, som gjorde frygteligt ondt på hende. Det skete på øvebakken, lige neden for SANA og vi fik hende derfor prompte på skadestuen. Her kunne de berolige os med at der ikke var noget tegn på brud. Da hun et døgn senere stadig ikke kunne støtte på benet og kun ville kravle rundt, måtte vi afsted med hende igen; Der er ingen 4-årige, uanset hvor veludviklet diva-genet er, som stadig synes det er sjovt eller interessant at ynke sig selv og kravle rundt 24 timer efter man har slået sig. Et røntgenbillede og to poser LEGO senere fik vi bekræftet at der ikke var noget brud, men at specialisten først ville kunne se billedet et par dage efter. Fint, så. Gro fik det lidt bedre, men humpede stadig noget og ømmede sig en del onsdag, da jeg fik en opringning fra hospitalet; Nu havde ortopædkirurgen endelig set billederne og mente at der var tale om en forskubbet tibia. De anbefalede gips i tre uger samt nye billeder, da Gro havde gået på benet. Så Gro er nu en hel del rigere på LEGO og er blevet en lille service-narkoman. Der bliver noget at vende hende af med, når det bliver den 3.4. og gipsen endelig skal af. Farmor har sendt opgavehæfter en masse, så tøsen er heldigvis godt underholdt så længe. Alle vores fortrædeligheder til trods er der rigtig gode nyheder på børnepasningsfronten; Gro er blevet tilbudt plads i Børnehaven Esther, en privat institution med 20 børn i alderen 3-6 år. De mangler en på Gros alder i en gruppe, som består af 6 børn. Esther betegner sig som en idrætsbørnehave, hvor der er max fokus på krop og bevægelse. Der er svømmeundervisning to gange om ugen og om sommeren er der bålmad og fjeldture, om vinteren skiundervisning på pisterne. Lige noget for vores skovbørnehavevante unge. Hun glæder sig vildt, men har det helt ok med en måned mere hos dagplejemor Karen. De to er blevet rigtig, rigtig fine venner. Asger er også virkelig glad for Karen; Der er kys og kram både morgen og eftermiddag og kuldskære Karen er begyndt at bevæge sig en del mere ud med ungerne nu, hvor vejret er blevet mildere og vinden bider knap så meget. Der er en god kilometer imellem Gros kommende børnehave og Karens hus, så vi overvejer meget bare at beholde Asger i dagplejen i stedet for at sætte næserne op efter en vuggestueplads som ikke kommer. Det haster i hvert fald ikke lige nu.

Et af ugens højdepunkter for mig har helt sikkert været, at min kære veninde og kollega Charlotte kom forbi for en kort bemærkning; Hun er jordemoder i Qaqortoq på sydgrønland, hvor hun startede 1. marts (også med to unger og en mand) og hun havde en patientevakuering med indbygget overnatning i Nuuk. Selvom hun har haft en ualmindeligt hård start dernede og jeg kan genkende noget af hendes grønlandsmathed, var det ufatteligt rart at se et velkendt ansigt.

Højdepunkt nr. to har helt sikkert været i dag; Stenbidersæsonen er startet. De kvikke tænker nok med det samme 'Stenbiderrogn', og til jer kan jeg sige; JA! Vi kommer til at leve af denne gudespise og fylde fryseren op med det over den næste måned. På brættet i dag har vi købt 1,5 kg. urenset, frisk stenbiderrogn til 80 kr! Efter rensning og dræning har det givet os 1000 g. af de smukkeste, lækreste lyserøde perler, som bare venter på hårdristet rugbrød, creme fraiche og finthakkede rødløg og vores nye venner Karina og Uusaqqak, som kommer og hjælper os med at sætte dem til livs i morgen aften. (Jeg er i øvrigt sikker på, at jeg næste gang vil kunne rense rognene op noget mere effektivt end i dag, hvor jeg tror der gik lidt flere rogn til spilde end nødvendigt var.)

Vi ved at I, i Danmark, atter har kulde og sne. Vi er meget misundelige. Efter en hel måned med fænomenalt vintervejr begyndte det i går at regne. Og blæse. Og tø. I dag er det blevet til regulært tøbrud; Stort set al vores smukke, sprøde sne er smeltet. Der er is og sjap alle vegne, og jeg er sikker på at Nuuk er så grim, som den kan blive lige nu, før fjeldet bliver grønt til sommer. Når så megen sne og is smelter så hurtigt, som det har gjort det sidste døgn, forstår en grå dansker for alvor, hvad der ligger i ordet TØBRUD. Vandet fosser i småbitte floder ned af gaderne, når man står ved havet kan man høre smeltevandet strømme ud i det og skipisterne står nøgne og triste hen allerede; Det er maj-vejr i marts måned. ØV! Men, som I vil kunne se på de vedhæftede billeder, har himlen altid 1000 farver, uanset hvor gråt det er. Himlen i Grønland er altid ufatteligt smuk. Vandet er altid ufatteligt smuk. Vi er omgivet af farver fra naturen. Selv det sorte grundfjeld har ved nærmere eftersyn mange nuancer af sort, grå, brug og grøn. Heldigvis har vi nu fået et kamera, som er i stand til at gøre disse farver ret. Se selv:

                                                        Dramatisk himmel over SANA

                                          Den Arktiske havn i tusmørket

                                         Mums

                                          Godthåbsfjorden

Her er tiden din egen.

Peqqik er det Grønlandske sundhedsvæsen, og 'Her er tiden din egen' er det motto, som bruges som overskrift i jobannoncerne. Og de har jo ret. Selvom jeg har været rimeligt hårdt spændt for rent arbejdsmæssigt, kan vi jo se at vi har betydeligt mere tid til ungerne og os selv end vi havde hjemme i DK. Vi bruger ikke i nærheden af så megen tid på logistik, som vi har været vant til i København. Det med at bo tæt på sin arbejdsplads i en lille by, hvor ungerne også bliver passet rimeligt tæt på, kan altså også noget. Ikke fordi vi ikke savner København. Det gør vi på mange måder. Men vi nyder altså vores break fra en rimeligt hektisk hverdag. Michael har meget nemt ved at få lagt de timer han skal på arbejde, uden at det betyder meget lange pasningsdage for børnene; Ofte kan jeg både aflevere og hente igen når jeg har døgnvagt og vi har nogle lange og hyggelige eftermiddage med børnene. Og hvad gør man så med al den tid heroppe i Arktis? Vi kører ture med kælk og klapvogn i vejret. Kigger på vandet og de forbiflydende isskosser- og nu også bjerge. Vi slæber ungerne med på café, maler billeder med vandfarver og pallietter, læser bøger og forsøger at lære Asger at tale lidt mere. Det går ikke så godt med det sidste. At kalde ham tavs ville simpelthen ikke være rimeligt; Han er en temperamentsfuld lille herre, der så rigeligt formår at give udtryk for sine behov, men der er ikke så mange ord. Mest lyde og mimik. I aftes skete der dog gennembrud da Gro læste en bog om brandbiler højt. Pludselig pegede Asger på en brandbil og sagde 'BuBa, BuBa'. Meget, meget sødt. Gro var henrykt! Det er måske det gode ved Gros situation lige nu; Hun og Asger er blevet meget tæt knyttede. De kan virkelig pisse hinanden af på den trælse måde som kun søskende kan, men først og fremmest er de kærlige og omsorgsfulde over for hinanden og giver hinanden så megen glæde og mange grin. Gro er i det hele taget noget gladere og harmonisk end hun har været i perioden efter mor Marens hjemrejse. Hun begynder atter at ligne den glade og milde pige, som vi for snart halvanden måned siden tog ud af sin fantastiske børnehave og flyttede herop til nyt med nyt på, ikke altid på den gode måde. Vi har haft en vældigt rar og sjov weekend med skiløb, kælkning og i det hele taget masser af udetid. Gro er virkeligt sej til at løbe på ski – hun er frygtløs og vedholdende, og selv om hendes egne ski endnu ikke er kommet giver hun den gerne gas på pisterne i låneski og støvler som måske er lidt for store. Nu skal hun lige lære at bremse og så er det op i højderne med far i liften. Hun er begyndt selv at opdage naturen omkring sig og kommenterer nu dagligt på himlens mange farver, på isbjergenes størrelse, og isskossernes former. Således opdagede hun i dag en isskos, som gravgiveligt havde form som en søhest.

Jeg fik taget lidt hul på det sociale liv heroppe da jeg fredag aften var ude at spise på Hotel Hans Egedes restaurant, Sarfalik. Det er et af de bedste spisesteder i Nuuk, og jeg skal love for at jeg fik en på opleveren rent gastronomisk. I den super hyggelige, uformelle men tydeligtvis high-end atmosfære (med levende PikkeHyanist, som spillede blød musik) fik vi serveret agurke G&T's som aperitifs og herefter en kæmpe skaldyrstallerken med lutter lokale råvarer. Hele jomfruhummere, grillede tigerrejer, hummer, snowcrab, fjordrejer, letrøgede kammuslinger og diverse hjemmelavede dressinger og tilbehør til. Vi blev serviceret af intet mindre end tre tjenere, som hele tiden sørgede for vin i glassene og for info om maden. På den gode måde. Ikke noget selvhøjtideligt snobberi her; Alle kender alle, så der er ingen grund til at være kølig, distanceret eller formel. Jeg kunne simpelthen ikke spise dessert efter den omgang gumlen, knækken, sugen og smasken i skønne skaldyr, så min dessert bestod af en grønlandsk kaffe. Til jer, som ikke ved hvad det er, kommer opskriften her: 2 dele Kahlua, 2 dele Ballantine's whiskey, 2 dele kaffe. Herpå flødeskum, overhældt med brændende Grand Marnier; Således har man Grundfjeldet, Indlandsisen og over dette det flammende Nordlys. Og en meget, meget stærk og lækker kop sprutkaffe. For min skyld kan den irske udgave godt gå hjem og lægge sig efter at have prøvet dette. 

Nu venter endnu en lang arbejdsuge for mig med 7 vagter i rap. Forude venter påsken med en god stak fridage og begyndende planlægning af ferien i uge 15.