Evig Vinter.

Så kommer det uigenkaldeligt sidste afsnit i vores rejsedagbog fra Nuuk. Det er længe siden jeg har skrevet – det er der flere årsager til, nogle lidt mere trivielle end andre. Mest af alt er tiden strøget afsted og nærmest forsvundet mellem hænderne på os. Vi har i skrivende stund tre dage og fire nætter tilbage i det, som i meget høj grad føles som vores by.

Nuuk har set sin længste, koldeste og mest snefyldte vinter i mange år. Og vi var her til at opleve det! Vi føler os meget heldige og dybt taknemmelige. Som jeg har skrevet tidligere har vi haft sne siden November. Der har været perioder hvor sneen har været sort og kedelig. Især langs med vejene er det slemt, hvor bilernes pigdæk, lag for lag kører asfalten af. Men sneen er kommet igen 'with a vengence' hver gang vi har tænkt, at nu kan de grå og grimme rester lige så godt tage og smelte. Det betyder at vi her, midt i April, netop har haft det største snefald denne vinter, en snestorm efterfulgt af et par døgn med tæt, tæt on/off sne. Her ligger nu minimum 1 meter sne i hele byen og fjeldene er pakket ind i en stor, blød dyne som glimter blændende hvidt i den høje sol og slår over i en klar, lyseblå farve når mørket sænker sig ved 21-tiden. For at være ærlig passer det os fint med en forlænget vinter. Vi kender alt til mellemsæsonerne her i Grønland og føler egentlig ikke det store behov for at genopleve tøbruddet, regnen og de voldsomme storme fra syd. Når det så er sagt skal der ikke herske et sekunds tvivl om, hvor stort et savn det bliver at undvære denne vilde, utæmmede natur og den måde selvsamme har fungeret som en stor, kold og viunderlig legeplads for os og børnene på.

Tungen lige i munden

Første tur på langrendsski

Sne, sol, SMIL!

Gro længst væk, i fuldt drøn på langrendsski

Lige nu når snedriverne nogle steder op til tagrenderne

Man må ikke spise istapper - selv om man gerne ville

Jeg har ikke kunne udfolde mig helt så meget på to brædder som jeg egentlig havde tænkt at jeg skulle. To dage efter at jeg havde købt liftkort til hele sæsonen kom jeg galt afsted på Michaels 15-20 cm. for lange langrendsski. Jeg benyttede mig af en fridag sammen med Marie, en skøn quinde hvis børn går i børnehave med Gro. Hun og manden, Mikkel, er begge læger i Sundhedscentret og vi har lært hinanden lidt at kende over de seneste fire-fem måneder. Det er jo rart og praktisk at have hverdagsfri sammen og da vejret var vidunderligt ville vi tage ud at løbe en tur på langrendsløjpen. Men, ak, efter 15 minutter havde jeg et grimt styrt på vej ned af bakke; Michaels lange ski viste sig at være umulige for mig at styre på nedadgående strækninger. Resultatet var et forstrukket ledbånd i knæet og en meget lang skadespause fra alle aktiviteter der belaster knæet mere end almindelig gang. Jeg gjorde dog turen færdig – og hvilken tur det var! Ikke desto mindre er det hvad en ellers lang og ret fantastisk skisæson bød på for mig. Men hvor jeg fejlede, vandt Michael. Den svorne alpinløber købte sig et par begynder-langrendsski i November måned og blev hurtigt bidt af den lidt mindre action-prægede men noget mere teknisk krævende disciplin. Halvvejs inde i December kom jeg til at spørge ham, om ikke han skulle løbe ACR. Arctic Circle Race betegnes som verdens hårdeste langrendsløb. Det afholdes i fjeldene rundt om Sisimiut og byder på 160 km. løb i uvejsomt, barskt og overvældende smukt tærræn og overnatning i en teltcamp midt i fjeldet. Tilsyneladende havde Michael selv tænkt præcis det samme. Det satte gang i en sand lavine af research, nyanskaffelser, benhård træning og nørderi udi kunsten at vokse og smøre sine ski, så de glider perfekt i sneens temperatur og beskaffenhed her og nu. Michael har knoklet med træningen i tre måneder. I høj sol, ekstrem kulde, blæst og tø (som vi har haft ganske kortvarigt). I bulderragende, arktisk mørke med pandelampen spændt om huen, under blafrende nordlys, fire gange om ugen. Det har krævet meget tid, selvfølgelig. Tid hvor jeg så har jongleret unger og hjem – og dermed en af mine mange undskyldninger for at sylte denne rejsedagbog.

Michael løb ACR her i starten af April; Kulminationen på masser af træning og masser af spænding. Michael burde selv skrive om det – måske det kommer på som en tilføjelse senere en dag, ved lejlighed. Jeg lader billederne, taget af nogle officials under løbet og offentliggjort på løbets facebookside, tale for sig selv.

Målstregen på ACR's andendag - den hårdeste

Rute- og højdeprofil for dag 2 i ACR

Målstregen i Sisimit - så er man brugt!

Michaels ambition med deltagelsen var at gennemføre løbet. Jeg melder med stolhed at han ikke bare gennemførte, men faktisk fik rigtig pæne midterplaceringer i begge kategorier; Samlet 160 km: nr. 45 ud af 100. Mænd, 160 km: nr. 34 ud af 58. Jeg er overbevist om at Michael har fået smag for mere, ud over selvfølgelig en oplevelse for livet.

Den første tid efter nytår har været præget af at det har været mørketid. Jeg er ret sikker på at jeg tidligere har skrevet om hvordan en ellers gammel, 'trofast' bekendt, vinterdepressionen, har undladt at genere mig i denne kolde, klare og snefyldte arktiske vinter. Det fortsatte; Jeg har vitterligt ikke, for første gang i 15 år, været vinterdepri. Til gengæld har min krop godt kunne mærke at dagene har været kortere end korte – med dagslys i mindre end fire timer. Timer, hvor man for det meste er på arbejde. De dage hvor det har været overskyet er det slet ikke blevet rigtig lyst. Jeg har været træt med træt på. Jeg har haft et fuldstændigt umætteligt søvnbehov, lige som resten af familien. Vores unger har ellers altid været ret morgenfriske. Men hele januar og det meste af februar har vi måttet vække dem om morgenen når vi ikke kunne trække den længere og i de samme måneder er jeg kommet halsende ned på arbejde i sidste øjeblik – noget der for mig er atypisk og noget jeg bestemt ikke bryder mig om. Vinterfridagene er blevet brugt ude – så meget temperaturerne og snefaldet har tilladt det. Ungerne er blevet benhårde vinterbørn – de kan være ude time efter time i hård frost. De tumler omkring i snedriverne langs vejene, de kælker hujene og skrigende ned af de stejleste skrænter de kan komme i nærheden af, med pink æblekinder og ånden stående i krystaltåger omkring deres hue-indpakkede hoveder. Gro og Michael har brugt mange timer på skibakken og den store tøs er blevet ubegribeligt sej til at styre skienen ned af fjeldene. Hun og bedsteveninden Maja drager afsted på egen hånd når de møder hinanden derude. Afsted kører de, de to små 5-årige tøser, op med 'storeliften' og susende ned af pisten. Det er utroligt at se. Vi skal nok få nogle fede skiferier med børnene på slæb.

Vi har fået et lidt mere udadvendt socialt liv heroppe nu. Når man har opholdt sig så længe i sådan en lille by udvikler nogle bekendtskaber sig til regulære venskaber. Der er masser af skønne mennesker heroppe som vi kun lige har fået kradset overfladen på. Vi har selvfølgelig set en del til Karina, Uusaqqaq og deres dejlige børn som ungerne nyder. Vi glæder os til at de kommer og besøger os til sommer når de er på ferie i Danmark. I kommer til at møde dem til Gros fødselsdagskaffemik. Mikkel og Marie og deres to drenge har vi bygget Iglo'er med og tog med dem og deres gæster fra Danmark på en sidste, iskold og helt fantastisk sejltur i Godthåbsfjorden, ind til bygden Kapisillit. Vejret var med os på trods af at vi var inde i en periode med ustadigt, stormende vejr, hvor termometret hele tiden lå og svingede med et par grader omkring frysepunktet.

Iglo 1

Iglo 2

Iglo 3 - Gro og Karl

Feeeest - forsinket julefrokost med Karina, Uusaqqak, Silja og lille Asger

Sidste sejltur i Godthåbsfjorden

Hygge indendørs i Targaen - Marie og Karl

Kapisillit - smukt  grimt samtidig

Gammelt koloni-hus, nu bygdens eneste butik

Varm cacao og kanelsnegle i det fri. Kun lidt koldt

Find polarræven!

Jeg har haft en del ture ud at vifte med ørerne med mine meget dejlige kolleger og yndlings-Tina har vi også set lidt til, selvom hun også har trænet til ACR – på 100 km.-distancen.  Vi har de seneste dage været inviteret på middag af flere omgange hos søde mennesker som har forkælet os med rensdyrryg, stegte lomvier og andre gode, Grønlandske retter. Det korte af det lange er at vi kommer til at savne dem vi har lært at kende heroppe ligesom vi savner alle dem vi efterlod derhjemme nu. Det vil nok være sådan, uanset hvor man rejser hen og uanset hvor rart det bliver at komme hjem igen, at man kommer til at efterlade noget, man gerne ville have haft med sig videre. Man kommer til at sige farvel til mennesker man holder af – man kommer til at savne og man efterlader en del af sig selv et sted som vi, i vores tilfælde ved, vi ikke kommert il at gense så ofte som vi gerne ville. Vi kommer til at tage en del af Grønland med hjem i vores hjerter og spørgsmålet er om vi nogensinde kommer til at slippe landet helt. Hvad fremtiden bringer står på mange måder hen i det uvisse. Vi ved at Gro skal starte i skole og at der skal være ro om hendes skolestart. Vi ved også at vi skal gøre det, der er godt for os som familie og at hvis vi er utilfredse eller ikke trives i den tilværelse vi får i København, så må vi gøre tingene anderledes. Vi er i hvert fald ikke længere bange for at træffe livsforandrende beslutninger eller flytte os derhen hvor vi har brug for at være for at have det liv vi gerne vil have.

Qujanaq, Nuuk. Over and out.

                                          Arssanerit - nordlyset. Udsigten fra vores altan
                                       
Bagjul.
Efter en ret heftig juleafslutning på arbejde, hvor jeg til sidst måtte forlade mine hårdt arbejdende kolleger for at nå at komme til frisør inden jul, kunne jeg endelig holde julefri efter en meget travl måned med rigtigt mange nye Grønlandske borgere. Ungerne (i særdeleshed Gro) havde virkelig brug for ferie og jeg havde brug for at være sammen med dem. På min 1. feriedag vågnede jeg op med ondt i halsen. Altså, sådan RIGTIGT ondt i halsen. Typisk. De seks fridage jeg har haft hen over julen er derfor klaret med en ret stor mængde paracetamol og en ind imellem lettere vingeskudt mor. Men vi har hygget os og gjort alle de ting vi gerne ville og som hører sig julen til, hvor end man er i verden.
Gro og jeg bagte småkager, vi fik lavet en ordentlig omgang konfekt, ungerne har kælket og tumlet sig i sneen og vi voksne har fået bund i vasketøj, rengøring og oprydning.
Vores juletræ viste sig at være temmelig fyldigt og flot (og KNAStørt) og vi har derfor måtte omgøre hele stue-arrangementet for at få plads til at danse rundt om det; Således blev der lavet kæmpe familieseng inde på vores soveværelse og ungernes børneværelse tjener som lege- og tv-stue ind til juletræet skal ud igen.


Silja, Karina og Uusaqqaks datter, fyldte 4 år den 20.12 og vi var derfor til kaffemik den 22. i det hyggelige rækkehus i Nuussuaq. Det blæste ret kraftigt den dag og da det også frøs voldsomt var det en temmelig kølig tur fra bussen og hjem til vores søde venner. Jeg havde ikke fået tøj nok på til det vejr (tvivler faktisk på om der findes 'tøj nok' i den vejrsituation) og da vi drog hjem havde jeg fået feber. Bed i det sure æble og ringede til lægeklinikken lille juleaftens morgen. Heroppe findes der ikke privatpraktiserende almene læger som vi kender det derhjemme; De 'almene' er samlet i en lægeklinik på hospitalet. Her kan man kun bestille tid ved at ringe til klinikken mellem 08.15 og 09.00 på hverdage. Lægeklinikken betjener 16.000 borgere. Der er plads til 50 i telefonkøen. Hvis man ikke rammer et tal mellem 1 og 50 når man ringer op, kommer man simplethen ikke igennem. Tricket er; Ring op, igen og igen, fra kl. 08.12. Lige pludselig er der hul igennem, ofte lige før 08.15. Venter du med at ringe op til dit ur har passeret 08.15, så glem at komme til at tale med en læge den dag. Systemet er absurd. Og det kan tilsyneladende ikke laves om. Det betyder, at dem, der kommer igennem til lægen er de mest stædige eller de mest ressourcestærke. De andre giver op. Nå, men igennem kom jeg. Der blev udskrevet penicillin uden jeg behøvede at møde op; Jeg kender den læge, jeg talte med. Det kan være en fordel heroppe. Og det er bare overhovedet ikke ok. Det er der mange ting heroppe der ikke er. Systemet er præget af stor udskiftning i personalegrupperne i stort set alle slags offentlige stillinger. Grønland kan endnu ikke selv forsyne sig med arbejdskraft. Spørgsmålet er om et land med 59.000 indbyggere nogensinde vil kunne det. Det kræver meget at tage en uddannelse når man er grønlænder; Med mindre man vælger en af de få uddannelser man kan tage heroppe, må man rejse til Danmark eller Canada for at få en uddannelse. Det er langt væk hjemme fra og ikke alle har de sproglige eller boglige kundskaber der skal til, for at kunne klare en videregående uddannelse på et sprog, der i bedste fald er ens 2. modersmål, i værste fald et sprog man aldrig har lært at mestre til fulde i tale, og måske meget mindre i skrift. Det er de dobbeltsprogede grønlændere fra ressourcestærke familier, der tager væk for at få en uddannelse. En del vender hjem igen. Mange kommer ikke tilbage.

Lille juleaften blev vi inviteret til risengrødsspisning hos min dejlige veninde og kollega, Tupârnak og hendes mand, Simon. De er forældre til Aviaja på Asgers alder og Aputsiaq som er lidt yngre end Gro. Gro og Aputsiaq hænger sammen som ærtehalm så snart de er sammen. Det er så hyggeligt. De to forsvandt hurtigt ind på børneværelset og vi så dem ikke igen før maden var på bordet. Bagefter ville de ud at kælke. Tûparnak og Simon bor i en af lægeboligerne lige ved siden af Sana og med udsigt til sletten foran Sana og Sanabugten. Vidunderligt sted, som trafikalt er afsidesliggende og derfor fint egnet til at ungerne kan løbe ud at lege uden voksenledsagelse. Da børnen havde været ude i mindre end 10 minutter, kom Aputsiaq væltende ind af døren, stortudende... Gro listede ind i sofaen og sad og så vældigt brødbetynget ud. Jeg satte mig hen til hende for at finde ud af hvad der var sket. På Simon forstod jeg at Aputsiaq var blevet bange for spøgelser. På Gro forstod jeg at hun havde fortalt Aputsiaq Qivitoq-historier. Til jer, der ikke ved, hvad en Qivitoq er, kan jeg fortælle at det betyder 'Fjeldgænger'. Dengang man boede i små boplads- eller bygdesamfund, valgte mennesker som havde tabt ansigt (meget alvorlig ting i Grønland) at gå 'til fjelds'. Det betød at de forlod deres samfund og dermed også underskrev deres egen dødsdom; I virkeligheden har det været en form for sofistikeret selvmord. Man klarede sig i den barske natur så godt og så længe man kunne, men på et eller andet tidspunkt ville man dø af sult eller falde i en kløft eller blive overfaldet af en bjørn. Nogle gik også til fjelds med det formål at kaste sig ud fra noget højt, det går trods alt lidt hurtigere end det andet. Der er selvfølgelig opstået nogle myter omkring disse mennesker, som frivilligt har ladet sig forsvinde i fjeldene; Man mente at de erhvervede sig overnaturlige evner derude; hvordan skulle man ellers kunne overleve i denne barske natur? Man var bange for dem. Man mente at de kom ned til bygden og stjal eller overfaldt andre. Qivitoq'er er uhyggelige, magiske væsener som engang var mennesker. Ikke spøgelser (som man i øvrigt også er meget optagede af heroppe). For, ja, der er stadig en udpræget kultur omkriung det at dyrke overtro og skræk-historier; Gro har for eksempel lært om Qivitoq'er fra en pædagog i børnehaven, som tilsyneladende skræmmer livet af ungerne med den slags historier ind imellem. Vi fandt i sommer ud af, at søde dagplejemor Karen har ladet ungerne se en grønlandsk gyserfilm som handler om netop en Qivitoq. Jeg har set filmen, Qaqqat Alanngui, 'Skyggerne i fjeldet', som er mere komisk end uhyggelig for voksne mennesker, men som bestemt ikke er for små børn. Man har absolut ingen skrupler med at skræmme sine unger fra liv og sans heroppe. Angsten for naturens kræfter, for ånder, spøgelser og Qivitoq'er er en indgroet del af den grønlandske kultur og er (eller har været) en væsentlig del af den måde man opdrager sine børn på. En kvinde jeg har hjulpet med at føde, fortalte mig at man i nogle familier stadig bruger skræmmeteknikker frem for moderne opdraglse i forhold til sine børn. Hun kom med følgende eksempel; Man er ude hos nogle venner og spise aftensmad. Det er ved at være gå-hjem-tid. Man ønsker ikke at diktere hvad ens børn skal gøre. Så i stedet for at sige, at nu skal vi hjem, I skal i seng, så kigger man ud af vinduet og siger til sine børn: 'Jeg har hørt, at der bor et monster her i nærheden. Det kommer frem ved 8-tiden. Det er klokken snart. Måske skal vi gå nu, så vi ikke møder monstret?' Gro var meget ked af at have gjort sin ven så bange. Vi snakkede med ungerne om, at spøgelser og Qivitoq'er ikke findes. De troede vist ikke på os...

                                                       Top-stjernen sættes på af top-tøsen

Den 24.12. sov vi længe. Det var jo dejligt, men skype-aftalerne med alle derhjemme måtte vige for en hurtig morgenmad, da vi skulle nå ned til Sana i god tid før kl. 10.00. Vi, og resten af byen, tog opstilling på den rigtige side af afspærringerne, og ca. 10.15 kunne vi høre den helikopter som vi ventede på. I en af Air Greenlands flotte, røde helkoptere, kom selveste julemanden flyvende og landede i en sky af ophvirvlet sne fra rotorerne. Vi stod en meter fra ungerne, som var placeret forrest så de kunne se det hele (Asger og Gro ses tydeligt på et af billederne fra dagen på Sermitsiaqs hjemmeside, www.sermitsiaq.ag). Da rotorerne stod helt stille skete der nogte, der for mig var uforudset; Afspærringerne blev brudt og alle Nuuks børn styrtede afsted mod helikopteren. Der så man lige mig få hjertestop; Gro er stor efterhånden og god til at passe på sig selv. Men Asger, frygtløs som han er, er altså stadig bare en lille prut, som nemt kan løbes over ende. Hørte til min ærgelse mig selv råbe til Michael: 'Fang Asger, fang Asger!!' Hønemor! Michael fik løbet Asger op helt henne ved helikopteren. Der var selvfølgelig ikke sket ham noget. Man passer på hinanden heroppe. Ingen børn kom til skade. Nogle blev lidt væk fra deres forældre, men fandt dem igen. Da vi havde hilst på den flotte julemand gik vi ind på hospitalet, hvor der var julehygge-arrangement for hospitalsansatte og deres familier. Her var godter, kaffe og juletræ. Og julemanden var forbi - der blev taget billeder i bedste selfie-stil og med hele familieopstillinger - nu med arm om julemand. Han havde en hjælper med, som delte skumfiduser ud til børnene. Da han var gået var der en, der hev en harmonika frem og begyndte at spille julemelodier. Der blev sunget på dansk, færøsk og grønlandsk på en gang. Festligt.

                                         Waiting for Santa

                                          Santa's ride
                                       
Jeg drog alene til julegudstjeneste. Hvilket var lidt trist. Men da jeg hylede det meste af gudstjenesten var det nok meget godt at Gro ikke var med. Det var en fin, dansk gudstjeneste hvor jeg tænkte rigtigt meget på familien derhjemme og min fars julegudstjenste. Vi nåede til slutningen af gudstjenesten hvorunder jeg en del gange havde slugt et par klumper og blinket et par tårer væk. Præsten bredte armene ud og sagde 'Modtag herrens velsignelse'. Og så begyndte hun at synge. Med den fineste, klareste stemme lyste hun velsignelsen på grønlandsk. Da begyndte tårerne at trille. Så meget, at min sidekammerat, en diakonisse-nonne, kiggede medlidende på mig... Hun har sikkert tænkt at jeg var en eller anden ensom stakkel der er flygtet herop fra en kummerlig tilværelse i Danmark...

                                          Juleaften.

Juleaften var alt andet end ensom; Min kollega Pia, som havde vagt på afdelingen, og hendes kæreste Dennis kom og spiste. Og så en meget, meget sød kollega fra Uummanaq, Lea, som var strandet i Nuuk hen over julen. Jeg kender hende ganske overfladisk da hun var jordemoderstuderende på Herlev lige før vi rejste. En dejlig pige, som ikke havde noget sted at være til jul. Heldigvis var der masser af mad, som primæt Michael stod for; And, flæskesteg med sprød svær, gammeldaws rødkål, brune og hvide kartofler, skøn sovs og waldorfsalat. Mums. Ungerne kunne også lide maden, især kød og sovs (man er vel Dynnweber). Pia stod for ris à la manden og mandlen, som vi først fandt i den aller sidste portion. Jeg var vinderen. Og havde kvalme af al den mad. Ret hurtigt derefter blev juletræet tændt, så de to meget utålmodige unger kunne få lov at gå ombord i det gaveorgie, der ventede dem under træet. Det var helt vanvittigt, så mange gaver der lå til dem. De flåede den ene pakke op efter den anden. Der var meget nyt legetøj. Og det var på sin vis også tiltrængt. Det var en meget træt Asger som vi til sidst måtte putte. Da gæsterne var gået fik Gro sin dyne ind på sofaen, hvor hun lå og faldt i søvn lige så stille mens Michael og jeg ryddede op efter maden, fik et glas rødvin sammen og pakkede vores gaver op. En fantastisk juleaften.

                                          Juledag - hygge og leg

                                          Juledag - Tuapannguits skønne legeplads

                                          Fam. Dynnweber - Rock and roll christmas

Juledag var vi selvfølgelig trætte og jeg var stadig småsyg. Ungerne legede med deres gaver og vi gik en vidunderlig tur hvor Gro fik prøvet sin nye snow-kick, en slags løbehjul, bare til sne, men carvingski under i stedet for hjul. Det var herligt. Vi måtte aflyse den planlagte julefrokost den 26., da jeg stadig langt fra var frisk. Til gengæld blev vi inviteret på kaffe hos Karina og Uusaqqak. Karina havde simpelthen lavet gaver til os alle sammen; Michael og jeg fik hver en sofapude med sælskindsbetræk, Asger et par futter med sælskind og Gro de smukkeste, hjemmestrikkede håndledsvarmere. Så rørende og fint. Der vanker dæleme en ekstraordinært god julefrokost til dem i januar. Julen har været fredfyldt og hyggelig. Vi har selvfølgelig savnet familien og de traditioner der erforbundne med de mennesker vi plejer at fejre julen med, men vi har sandelig nydt vores helt egen jul. Michael har haft masser af ture ude med løbe- og skitræning; han har planer om at deltage i Arctic Circle Race i Sisimiut til april, måske sammen med min kollega Tina som han træner med. ACR er et langrendsløb på 160 km over 3 dage. Det er et ret ekstremt løb, men han er sej, min mand, og jeg tror på at han kan klare det. Især hvis han får trænet godt frem mod foråret. Jeg begyndte på arbejde i går og er døgnvagt i dag og faktisk nærmest resten af året; Nytårs aften har jeg tjansen, så vi skal være herhjemme i tilfælde af at jeg arbejder, så Michael ikke skal stå alene med ungerne og have dem bakset hjem på egen hånd langt over normal sengetid. Vi ved endnu ikke om vi får gæster, men det er sådan set ok. Det bliver under alle omstændigheder anderledes i år, da jeg er på kald og vi ikke skal fejre nytår med den flok venner og deres unger som vi plejer. Vi håber på klart vejr nytårsnat; Det skulle være helt fantastisk med fyrværkeriet over Nuuk og Qinngorput. Godt nytår til jer alle sammen. Vi ses snart!

Så kommer der atter til at være lidt rigelig stor afstand mellem mine indlæg her på vores rejsedagbogs-blog. Michael har hjulpet mig med at huske og få overblik over de ting der er foregået siden han og Gro kom tilbage fra deres lille uplanlagte efterårsferie i Danmark. Jeg vil forsøge at få de vigtige ting med; Det er jo også vores hverdagsliv vi har her i Nuuk og derfor vil dét at vi lever heroppe og de ekstraordinære oplevelser vi har, hele tiden flette sig ind i netop hverdagen, som jo i sig selv bliver for triviel at skrive om i en rejsedagbog.

Michael og Gro havde en hektisk og god tur til Danmark, om end anledningen var trist. Gro nåede at se alle de længselsfulde bedsteforældre, oldemødre, onkler, tanter, fætre og kusiner og, som en sidste icing on the cake, bedsteveninden, sjælevennen Carla, som lige nu bor hjemme på Lyneborggade 25. De havde på det tidspunkt været væk fra hinanden i mere end 7 måneder, så det var lidt spændende. Michael fortæller, at de tog hinanden i hånden og gik i gang med at lege, fuldstændigt som de plejer, som om de sidste 7 måneder med 3500 km's afstand var væk, som dug for solen. Det er rørende. 

Gro var kun jetlag-ramt i et par dage, så var hun på toppen igen. Hun har fået nogle gode legekammerater ude i børnehaven, hvor hun trives. Det er en lille institution og Gro hører til i 'skolegruppen', bestående af 6 børn som er skoleklar i '14. Det er 50/50 drenge og piger og i modsætning til skovbørnehaven i København, lader det faktisk til at drengene og pigerne godt gider lege med hinanden, hvilket er rigtig sundt for Gros meget veludviklede tøse-gen. Hun har fået en rigtig god veninde, Maja, som hun har leget meget med på det seneste. Pigerne har holdt sleep-overs med hinanden et par gange, og det har været super hyggeligt.

Lucia-optog i Esther Børnehave. Gros første

Lidt kærestetid er det også blevet til for os voksne. Min meget søde veninde og kollega, Tina, tilbød helt uopfordret at passe ungerne en aften. Hun er en dejlig pige, som er vanvittigt god til børn og som begge ungerne er faldet pladask for. Hun hedder således 'yndlings-Tina' herhjemme… Det var vidunderligt at kunne invitere hinanden på date på Nuuks absolut bedste gourmet-restaurant, Nipisa, hvor man kan vælge mellem 5 retter i alt. Vi valgte en fuld menu med tilhørende vine. De kloge siger at et kort menukort som regel er garant for kvalitet. Det var i overvældende grad rigtigt her. Vi har aldrig fået bedre mad; Som lille, hyggelig appetizer fik vi en meget tynd skive røget hval med grillet gedeost på. UHM, for en himmerigsmundfuld. Forret nummer 1 bestod af en lakse/nooritang-rulle med avocadocreme og soyadrops. Forret nummer 2 var en fiskebouillon med wontons med snekrabbe, torsk og krydderurter. Pyh. Så langt, så godt. Den tilhørende vinmenu blev der skænket af løbende og jeg er ret sikker på at jeg allerede her, efter anden forret, fik sagt til Michael at jeg nok ikke kom ædru derfra. 1. hovedret var grønlandsk lam med græskar på tre måder; bagt, stegt og puréret. Helt specielt, saftigt og velkomponeret. Herefter stod den på moskusoksefillet, anrettet som en rulle af det lækreste, møre kød, omgivet af et tyndt lag soufflé, rodfrugtepuré og med sortebærsauce (ekstra med på kande – skisme god stil). Nu var vi godt mætte, for ikke at sige fulde, men der var jo også lige en dessert at klemme ned. Det var en af de mest pudsige kombinationer vi nogensinde havde set, anrettet ret kunstfærdigt på tallerknen; En flødebolle med hindbærfyld, rabarberis, chokolademousse, friske blåbær, alt sammen garneret med lakrids-candyfloss! Anretningen lignede, efter Michaels udsagn, 'En nisse, der havde kastet op'. Heldigvis fungerede de mange smagsindtryk fint sammen, selvom det stak noget ud fra den i øvrigt meget stilrene menu. Men sikken oplevelse! Vi fik også talt meget sammen den aften og det tilbagevendende tema måtte jo uværgerligt blive vores tid her i Nuuk.

Vores tanker kredser meget om det faktum at mit vikariat allerede slutter den 30.04. og at dette føles som meget snart. Tiden er fløjet afsted heroppe og vi føler slet ikke at vi er færdige med Grønland endnu. Spørgsmålet er om vi nogen sinde bliver det. Vi skal hjem heroppe fra; Michael må tilbage til sit 'rigtige' job og Gro skal starte i skole. Vi prøver selvfølgelig på ikke at bruge for megen tid på at være vemodige og triste over at denne 'ferie' fra vores lidt hektiske Københavner-liv snart er slut og bare nyde de fordele her er, mens vi er i det.

For tiden er det meget nemt at nyde at være her; Vejret er vidunderligt, på trods af at vi har haft en del forvinterstorme som har fået de tidligere storme vi har oplevet, til at ligne milde briser. Med middelvindshastighed på lidt over 30 m/sek og vindstød på over 50 m/sek i omtrent 24 timer i streg, har vi således oplevet en hel by gå i stå. Lukkede skoler og institutioner, indstillede busser og mig, samlet op og kørt på arbejde af en rar gummiged-chauffør. Han fik ondt af danskeren i snedriven som, klamrende sig til en lygtepæl, var i gang med at fiske mobilen op af lommen for at give chefen besked på en ret betydelig forsinkelse. Der er ikke meget plads i førerkabinen til de her enorme sneryddere og komfortabelt var det ikke. Men så er det prøvet. Heldigvis havde vi skønt vejr i vores ferie i november. Planen var egentlig at vi skulle en tur til Island på afslapning i den Blå Lagune, shopping og hygge i Reykjavik, men den uforudsete tur til Danmark spiste de penge vi skulle have brugt. Det endte med at være rigtig godt for os at vi bare skulle være hjemme i Nuuk, uden planer. Vi nød det skønne, kolde vintervejr, som kom den uge; klingende frost, en smule pyntelig sne og unger med behov for samvær og hygge. Vi gik lange ture, hvor vi bl.a. samlede stykker fra strandede isskosser i kolonihavnen mhp at knuse dem og pakke dem i fryseren som blærede indlands-isterninger, shoppede nødvendigheder og for alvor kom i gang med julepynten. Mørket var så småt begyndt at komme snigende på det tidspunkt og pga det meget juleagtige vejr føltes det ikke helt så forkert eller forbudt at komme tidligt i gang. Michael fik startet sit luffe-projekt og er nu indehaver af et par meget smukke, flot håndsyende sælskindsluffer. Han er vanvittigt stolt af dem, og det forstår jeg sådan set godt…

Sundowner: Hendricks G&T med indlandsisterning

Efter ferien sluttede først i november har der været travlhed i det lille hjem; Jeg har haft nogle heftige døgnvagter men derudover også rigtig mange faste dagvagter, hvilket betyder at det har været nogle lange institutionsdage for ungerne og ikke så mange fridage eller korte dage, som jeg plejer at kunne give dem. Dertil kommer at vi har været afsted til hver sin julefrokost to weekender i træk, begge meget festlige, sjove og langt fra tørre. Man kan godt mærke at det frustrerer ungerne når halve weekender forsvinder med tømmermandspleje og ud-af-huset-aktiviteter i hensyn til den ramte forældre. Nu her, den sidste uge før vi går på juleferie, kan vi også mærke at der atter, især for Gros vedkommende, er behov for ferie. Jeg har ikke regulær ferie i julen, men har helt fri fra den 21.-26. december, så det føles egentlig meget som en lille ferie. Det bliver så skønt at fejre jul heroppe, bare os og så et par middagsgæster juleaften; ro og fred, sne og kulde. Ingen stress og ingen jag, bare gøre de ting, vi har lyst til.

Himlens nuancer før solen går ned.

Det er meget nemt at komme i julehumør heroppe. Alle vejne er der orange papirstjerner i vinduerne som lyser op her i den allermørkeste tid; Solen står op lidt før ti og er reelt gået ned ca. 15.30 igen. På overskyede dage bliver det faktisk slet ikke rigtigt lyst. Til gengæld ligger her sne og den friske, kolde luft gør det til en vidunderlig lise at trække vejret dybt ned i lungerne når man er ude. 'Den blå time' er tiden fra kl. 14 til solen er helt væk; Her antager himlen den mest dybe, blå farve jeg nogensinde har set, og da sneen reflekterer det lys, der nu er, får man en oplevelse af, at nogen har farvet alt meget blåt i mange nuancer. Når solen er fremme kommer der endvidere en helt klar, lyserød stribe på himmelhvælvingen modsat det verdenshjørne solen nu engang går ned i. Og nej, det er ikke rigtigt vest. Solen er nu så langt fra os at den titter op nærmest i stik syd ud på formiddagen, vandrer en doven tur lige over horisontlinjen mod vest, og forsvinder så i havet igen ganske tæt på samme sted, som den dukkede frem fra. Det er en syret oplevelse at betragte solens korte vej lige over horisontlinjen på det her tidspunkt af året, men også spændende og lidt sjovt.

Juletræet på pladsen hvor blok P har ligget

I går holdt vi, traditionen tro, julehygge med hjemmebagte æwleskiver og glögg. Vi har endnu ikke været så mange mennesker i den lille lejlighed før, og på et tidspunkt var støjniveauet infernalsk. Mine æbleskiver blev gode – selvom det var uden kærnemælk. Jeg betragter ikke mig selv som et nærigt eller, for den sags skyld, nøjsomt menneske, men med en literpris på 49 kr. måtte jeg finde på et alternativ. Det blev en blanding af vores UHT-behandlede mælk, som nu er blevet hverdag (kan knapt nok huske smagen af frisk mælk) og frisk ymer. Glimrende resultat. Der blev flettet stjerner, arbejdet i skind, snakket, grinet og leget med ungerne. Mik-konceptet er genialt; Det er bare rart og uformelt at holde åbent hus på den måde i et bestemt tidspunkt, hvor man kan komme dryssende som det passer ind i ens planer. Der er ingen der kigger skævt til dem, der bare stikker hovedet ind, nupper en hurtig 'hånder' og smutter efter en halv times tid. Og man kan være sikker på at alle er daffet hjem igen til den tid, man i invitationen har angivet. Dermed var lejligheden ryddet op og køkkenet rent kl 18, på trods af at vi har haft op imod 30 gæster i løbet af eftermiddagen. Vi smed ungerne på den virkeligt gode Stiga-kælk som Michael har købt til ungerne (og i øvrigt slet ikke selv er interesseret i, overhovedet), tog en aften-spadserertur gennem byen og hentede noget så ekstravagant som pizza på byens nogenlunde hædderlige pizzaria. Dejlig dag, hyggelig aften med ungerne foran fjerneren med vores ret uhyggelige julekalender 'Pagten' – som ungerne bestemt ikke skal se alene. Gro er meget ambivalent omkring den. Hun vil rigtig gerne se den og er meget optaget af historien, men får ind imellem for meget, når der er et ekstra uhyggeligt afsnit.

Asger trives i de kolde omgivelser

Nu venter juleferien forude – tiltrængt og i høj grad fortjent. Jeg er træt, Michael er træt og ungerne er trætte. Vi skal bare hygge os max, spise god mad, kælke i sneen og varme os på hinanden. Glædelig jul til alle derhjemme. Vil forsøge at sparke et afsnit mere ind inden nytår.

Solen titter frem over horisonten kl. 10.00

Alene hjemme.

Michaels farfar, Heinrich, døde forrige lørdag morgen. Michaels telefon ringede første gang kl. 03.40. Da sov vi stadig. Jeg registrerede blot en lyd og tidspunktet. Da der blev ringet for tredje gang stod jeg op og tog telefonen. Klokken var 06.30. Det var svigermor med den triste meddelelse.

Han sov roligt ind et sted mellem hjemmesygeplejerskens besøg midt på natten og først på morgenen. Vi vidste godt at det lakkede mod enden; Det var gået stejlt ned af bakke et par uger. 15 minutter efter at Michael lagde røret på var hans og Gros billetter købt og betalt så de kunne tage hjem til Sønderjylland for at deltage i begravelsen.

Det blev en underlig dag, hvor jeg blev kaldt på arbejde mindre end en time senere og jeg måtte forlade min mand og overlade ungerne til ham. Det var ikke rart at gå sin vej. Michael var ked af det og Gro selvfølgelig også påvirket af det hele.

Natten til søndag fik Asger falsk strubehoste og høj feber. Jeg vågnede tidligt på morgenen ved at han ikke kunne trække vejret og kastede sig rundt i sengen i desperation for at få luft nok. Så så man lige mig komme meget hurtigt ned på skadestuen med lillefyren, som dog havde overskud til at udbryde et langtrukkent 'Øøøøøøj!' til den smukke stjernehimmel og den tindrende klare natteluft.

Efter en boksekamp hvor moderen forsøgte at tackle og trøste drengen samtidig, så han kunne få sin bricanyl-adrenalin inhalation, blev hans vejrtrækning bedre og vi kunne gå beroligede hjem. Men det var en weekend præget af lidt (forståelig) tristesse, bekymring og mig i vagt. Min vidunderlige kollega, Katsi, tilbød at tage 1.kaldet hele døgnet søndag så undertegnede kunne slappe lidt mere af og tage mig af Asger og resten af familien.

De fløj i tirsdags, Michael og Gro. Og de kommer hjem til os igen i morgen.

Det har været en ret begivenhedsrig uge, hvor jeg har prøvet kræfter med alenemor-rollen; Asger forblev syg det meste af ugen og jeg måtte klare mig på chefens og kollegernes goodwill; først få afsat døgnvagterne til andre (den klarede min glimrende chef), bruge noget afspadsering på, i første omgang at passe den lille feberramte karklud herhjemme og senere på at få lov at møde forsinket ind i vagt da vuggestuen først åbner når jeg skal møde. Onsdag aften fik jeg gæster. Svend og Anne var i Nuuk for at besøge Johannes og Diana. Asger var på ingen måde i bedring, men alligevel lykkedes det mig at få bikset en ret lækker middag sammen bestående af fårekølle (langtidsstegt – den passede sig selv), svamperisotto som jeg forberedte og Svend tilberedte og rodfrugtpuré. Diana havde taget skønne, friske grønlandske rejer med og Anne og Svend stod for desserten i form af en Wales-kringle som gjorde Svend nostalgisk efter sin salig mors sønderjyske kaffebord. Det blev en ret hyggelig aften med masser af snak og dejligt selskab. Det er altid interessant at have gæster heroppe som ikke har været her før. At opleve den umiddelbare fascination der rammer de fleste, af dette uberørte, voldsomme og smukke land, som vi alle har hørt om hele vores liv, men som de færreste af os ved noget som helst om. Svend og Anne er jo om sig; De havde alle mulige aftaler med de fleste 'who's who' i Nuuk og Svend skulle selvfølgelig holde foredrag om kristen etik på Ilimarfik, universitetet, på teologisk fakultet. Det kunne jeg jo qua min (midlertidige) alenemor-status ikke deltage i. Det var ellers nogle spændende emner omkring homoseksuelle ægteskaber, provokerede aborter osv... Foredraget blev godt nok sendt live på KNRs radiokanal, men på et tidspunkt hvor en vis lille herre skulle puttes...

Det lykkedes mig at komme (temmelig snottet) på arbejde fredag og lørdag havde jeg inviteret kollegerne hjem til en gang tøsehygge-fællesspisning. Her blev der sludret og sladret, drukket (lidt for meget) hvidvin og grinet en hel del. Jeg er virkelig velsignet med nogle meget dejlige kolleger heroppe. Jeg er i det hele taget meget glad for jobbet og har svært ved at acceptere at min karrieres højdepunkt allerede snart er overstået og at jeg stadig har minimum 30 år tilbage i faget. Det bliver en voldsom forandring at skulle omstille mig til igen at arbejde i faste aften- og nattevagter, fast hver 2. weekend og i en afdeling hvor teknologien er altoverskyggende og at der derfor er meget, meget langt imellem fødsler uden indgreb i en eller anden afskygning. Samtidig bliver det jo også dejligt at komme hjem til familien og vennerne derhjemme. Det savn bliver på ingen måde mindre som ugerne og månederne går. Til gengæld flyver tiden afsted i rasende fart. Jeg har stadig til gode at forsøge at nedlægge et dyr og håber meget på at komme afsted her i løbet af vintren, på rype- og harejagt.

Vinteren lurer rundt om hjørnet; Dagstemperaturen er faldet drastisk og ligger nu stabilt lige omkring frysepunktet. Det mærkes tydeligt i luftens sprødhed og tørke. Himmelen antager atter de mest utrolige farver omkring solnedgang; dybe men klare farver, blå, grå og lyserød i striber over horisonten bag de nu permanent snedækkede fjeldtinder. Nordlyset flammer på de klare aftener i et omfang som jeg ikke har oplevet før og månen står op et nyt sted over fjeldende hver aften noget længere mod nord end den foregående dag. (Jeg skal til at lege lidt med vores kamera som jo skulle kunne fange dette fantastiske naturfænomen uden e store vanskeligheder). Vandet er det meste af tiden et lysende spejl, der bidrager til dette overjordiske lysspil som bare gør vinteren heroppe så ubegribeligt smuk.

Asger og jeg har sat punktum for vores sygdomsprægede, men hyggelige, aleneuge med engelske bøffer, pommes og løse ærter. Mor her har endda bikset en hæderlig sovs sammen til lillefyren som dog stadig faster lidt, nok pga synkesmerter. Vi glæder os til at få resten af familien hjem. Nu savner vi dem.

                                                       Svend, Anne og Asger i køkkenet. 

                                                       Gros forklæde atter i brug.

En forsømt rejsedagbog kræver nogle sider. Jeg kommer til at give den gas denne gang, da jeg ikke har skrevet siden juni. Jeg sidder i stuen her en smuk, lettere overskyet og råkold september-søndag-morgen med lyden af ungerne der leger hyggeligt med deres farmor på gulvet og som altid har jeg udsigt til smukke fjelde, hvis tinder allerede er drysset med sne og alle de sommergrønne farver derude er blevet mere brune, røde og dybe som følge af en tidligt indsættende nattefrost. Men alt det vender jeg tilbage til. I første omgang spoler jeg tilbage til Grønlands nationaldag, den 21. juni, hvor vi startede vores ferie med en tre timers forsinkelse i lufthavnen i Nuuk. Jeg skulle hilse de uindviede og sige, at Nuuk lufthavn bestemt ikke er noget ophidsende sted at opholde sig, men vi fik tiden til at gå. Flyveturen ned over Grønland var fantastisk; Det sommergrønne var endnu ikke slået igennem her i Nuuk, og turen sydover varslede løfter om et grønnere og mere frodigt Sydgrønland. Vi overfløj blå, forrevne og uoverskueligt brede gletschere, skinnende tyrkisfarvede smeltevandssøer på indlandsisen, dybe fjorde med vand i mange nuancer af blå og grøn, brudt af spiraler af mudder og jord, skyllet ud i havet med smeltevandet fra fjeldene. (Muligvis stammer enkelte af disse billeder fra dagen før, hvor jeg var afsted på min første evakueringstur til Ilulissat og Sisimiut, ledsaget af Johannes. Hyggeligt med selskab af en slags slægtning og meget spændende  at komme ud at hente en patient fra kysten. (Jeg lagde venflon i flyet. Med rystende hænder, da Johannes tørt fik bemærket, at det altså er en meget vanskelig manøvre om bord på en Dash-7, men det lykkedes!)) Tilbage til turen. Vi landede i Narsarsuaq i strålende solskin. Jeg måtte knibe en tåre; De stejle fjeldsider der skråner ned mod lufthavnen var fyldt med høje, smukke piletræer. Spækket med det fineste, lysegrønne løv. Mine udbrud førte til en rar bemærkning fra en medpassager. 'Velkommen til Sydgrønland. Her er meget grønt'. 25 minutter efter landingen blev vi kaldt ud til den helikopter, som skulle bære os det sidste stykke til vores endelige destination: Qaqortoq. Helikopterture er en larmende og meget spændende affære. Det at se jorden i fugleperspektiv, men allievel være så tæt på at man kan se alt, var noget af en oplevelse. Efter så mange måneder i barske, golde Vestgrønland var det virkelig en fryd at se kultiverede landområder ved fåreholderstationerne, græsmarker, blomster og små træer, alt sammen omgivet af høje, ensomme fjelde. Det første vi så af Qaqortoq var et meget stort og flot isbjerg, som lå i havet lige ud for heliporten. I det vi landede så vi fire velkendte ansigter, hvoraf to var små og sad på kroppe, som hoppede op og ned af spænding. Anton, Virgil, Charlotte og Richard ventede os lige uden for heliporten. Vidunderligt, frydefuldt at slå armene om en kær veninde, purre op i drengenes blonde, tykke hår og få et bjørnekram af Richard. Vi kørte alle otte i taxabus igennem den meget kønne bymidte over hvilken 'Prinsesserne' (to sammengroede fjelde) tårner, med de karakteristiske farverige grønlandske træhuse drysset ud over fjeldene som konfetti. Turen endte ved den formidable storsø som danner bunden i en gryde af stejle fjelde og ved hvilken Charlottes og Richards hyggelige, varme rækkehus ligger.

                                          Qaqortoqs smukke huse på prinsersserne.

Vi var så heldige at Richard og Charlotte havde taget fri hele ugen, og ungerne hade meget stor glæde af hinanden. Anton og Gro fandt melodien med det samme. Og naboens datter Ninna legede med Gro når Anton for afsted med drengene fra gaden. Det er tankevækkende når man som en rigtig københavnerfamilie ser ungerne løbe rundt i timevis på vejen og lege frit og uden konstant voksenopsyn. Det bliver tydeligvis nogle andre lege og en helt anden fordybelse i det, de foretager sig. Noget som aldrig i samme grad ville kunne lade sig gøre hjemme i København hvor vi ængstelige forældre altid har et øje på hver finger og antennerne ude efter løse muskelhunde, teenagere på knallerter og forsøger at holde ungerne så langt fra vejene og dermed bilerne, som muligt. Ugen gik med en masse kvalitets-voksensnak, fantastisk mad, indendørs hygge i perioder, hvor regnen simpelthen var for voldsom til at ungerne kunne være ude i længere tid af gangen, vandreture gennem denne kuperede og yndige by, grøn og frodig og med grøfter spækket af lilla lupiner og gule sibiriske valmuer. Bymidten er idyllisk og hyggelig med et lille torv, hvor en mindebrønd over lokale helte pryder. En formiddag var vi så heldige at være på det rette sted på det rette tidspunkt; Byens nyudklækkede studenter kom gående i parade og slog til sidst ring om mindebrønden, hvorpå de dansede rundt om den og sang. (Både Michael og jeg blev helt nostalgiske ved denne tradition som i den grad vækker mindelser om hjembyen og dans om Alspigen med studenterhuen på.) Hele sceneriet sluttede selvfølgelig med at 'duksen' – hende med det højeste gennemsnit – blev smidt i springvandet og de stolte forældre kastede mønter højt op i luften, til glæde for børnene, som frådende kastede sig over mønterne som det så er meningen man snolder op. (Det er en grønlandsk tradition, 'Bacca', som udføres i tide og utide, når man får en god nyhed om en barnefødsel, en graviditet, et frieri, 1. skoledag, konfirmation eller en hvilken som helst lejlighed, hvor folk finder sig selv i en eksalteret sindstilstand og derfor begynder at kaste penge til højre og venstre. Og det ender som regel i gråd og tænders gnidsel, idet der altid vil være nogle unger som føler sig forbigået med for få mønter eller slet ingen.) Ikke desto mindre var det festligt og sjovt og Gro holdt op med at græde da Charlotte forbarmede sig og stak hende en 2-krone så hun havde lige så mange mønter som Anton. Børnene snoldede gladeligt småpengene op hos købmanden og så var den skid slået. En enkelt aften blev vi velsignede med fantastisk sommervejr. Det blev fejret med grill på gaden, hvor vi stillede borde og stole ud, bagte brød, pillede rejer og drak en vidunderlig Alsacevin mens ungerne sprang rundt om os og legede til langt ud på aftenen i den aldrig nedgående sommersol . En aften fyldt med idyl og hvor en ægte følelse af lykke og velvære sneg sig ind på den måde, hvor man tænker, at man bare kunne blive siddende lige her, sådan her, resten af sit liv. Med vemod tog vi afsked med familien en tidlig og regntung torsdag morgen. (Vi håber lidt på et julevisit, afhængigt af om Charlotte kan holde fri i helligdagene og om Air Greenland er i humør til at udbyde nogle rimelige priser til den tid.)

                                          Anton og Gro i fjeldet

                                          Grillaften på gaden

 Sarfaq Ittuk, kystskibet (som sejler langs vestkysten), lagde ud præcis kl 7.00 med hele familien om bord; Foran os 1½ døgns sejlads hjem til Nuuk. Den første dag om bord på denne overraskende fine, komfortable færge var meget smuk. Vi sejlede tæt på kysten i et farvand spækket med meget store isskosser og en formidabel udsigt til den vestgrønlandske kystlinje med iskappen som en underlig, hvid horisont lige durk oven på grundfjeldet. Midt på eftermiddagen nåede vi vores første stop på turen; Den lille bitte bygd Arsuk. Klemt inde imellem en nærmest vertikal fjeldvæg og havet fik jeg klaustrofobi på indbyggernes vegne, på trods af den helt ubeskrivelige skønhed der omgav bygden. Samtidigt ramtes jeg af et lidt fortørnet vemod over den grad af forfald som en del af bygden var udsat for. Huse, som så ud til at kunne blæse omkuld ved den mindste vind, bilvrag efterladt på skrænterne og en overfyldt 'jerndump', hvor rustne containere, olietønder og andet skrammel væltede ned af klipperne. Der er en underlig dobbelthed i forhold til naturen heroppe. Grønlændere er stolte af den unikke og i meget høj grad også uberørte natur men har samtidig tilsyneladende ingen skrupler med at stille store, halvrustne, grimme 20-fodscontainere op ved siden af husene til opbevaring af diverse ting og sager. Byens gader flyder med ødelagte e-paller, plastikposer, udtjente biler efterlades på afsidesliggende p-pladser eller i grøfter i industriområdet. Dette gør sig gældende for Nuuk, som heroppe er den eneste storby, men at se den samme tilsyneladende fuldstændigt ligegyldige holdning til den enestående natur og manglende æstetik i forhold til de omgivelser man lever i, afspejlet i selv den mindste lille bygd, gjorde (og gør) mig sørgmodig. Vi sov rimeligt roligt i vores trange kahyt og vågnede dagen efter til en råkold og tåget sejltur. Vi kunne kun se de nederste 10-20 meter af fjeldene og udsigt var der ikke meget af. Vi fordrev dagen med kortspil, kaffedrikning og hygge med ungerne i salonerne og i caféen. Mens Michael og jeg spillede Uno med Gro tussede Asger rundt og charmede en flok teenage-drenge som var på tur med fodboldholdet. Og inden vi vidste af det gik han rundt og studerede en skinnende 5-krone. Hvor han havde den fra forbliver et mysterium, men Richard havde inden afrejsen fortalt os om at de ofte har oplevet at vildt fremmede mennesker har stukket deres børn småmønter, hvis de synes at drengene er søde eller sjove. Så mon ikke lillefyren har charmet sig til denne lille belønning?

Vi anløb Atlanthavnen i Nuuk kl. 15.00 fredag eftermiddag, glade og mætte af oplevelser. Hjemme ventede Elisabeth og Sejr, min gamle gymnasieveninde og hendes lille søn, som havde boet i vores lejlighed mens vi var væk. Det var hyggeligt og rart at have dem boende lidt, ungerne legede med Sejr og jeg fik nogle gode snakke med Elisabeth. Da hun rejste, rejste Gro også fra os, om end for en kortere periode. Mandag morgen sejlede hun afsted sammen med 11 andre børn fra børnehaven og de ansatte. Kolonien varede i 5 dage og foregik dybt inde i Amaralikfjorden (Lysefjord), lidt syd for Nuuk. Vi hørte ikke en klap fra dem hele ugen og hentede en lykkelig og træt Gro på kajen fredag eftermiddag. Asger var henrykt for at have hende hjemme, hvilket vi selvfølgelig også var.

Dagen efter Gro kom hjem fyldte den store tøs fem år! Fødselsdagsgaven over dem alle var at moster Dagmar, onkel Jesper og kusine Hilde landede i Nuuk for at være her i 14 dage. Hvor vidunderligt at se familie igen. Hvor skønt at kramme min lille niece og dufte til hendes hår. Det var et dejligt besøg som bød på alt, rent vejrmæssigt. Jeg mangler at sige, at Nuuk var 'sprunget ud' under vores ferie i Qaqortoq; Vi kom hjem til en by, hvor de golde og rå fjeldvægge pludselig bugnede af saftiggrøn spændstighed og den lave bevoksning afslørede lupiner, sibiriske valmuer og ranunkler, dog ikke i samme omfang som sydpå. Vejret var mildere; Vi havde vidunderlige, solrige og nærmest varme dage men oplevede jo også, hvordan en lumsk tåge fra havet kunne rulle ind over byen i løbet af få minutter og som et trylleslag få temperaturen til at falde voldsomt på meget kort tid. Dette tågefænomen heroppe er en historie i sig selv. Nogle dage når tågen ikke ind til land, men bliver liggende ude på havet med det resultat at vi kan gå i strålende solskin i Kolonihavnen, med en væg af tåge lige ved vandkanten.  Vi havde nogle gode dage hvor vi virkelig fik gennemtrawlet Nuuk og alle de seværdigheder byen byder på, både i form af museer, udsigtspunkter og gastronomi. Dagmar fik shoppet lidt og inviterede sin kulturelt sultne søster i biffen for at se en Canadisk inuit-film, som var meget fin og sjov. Det var en smuk og solrig aften og vi gik en tur i Myggedalen som ligger meget idyllisk lige ud til fjorden. Klokken var mange og der var fuldstændigt stille. Pludselig hørte vi en blåst fra fjorden. Ja, vi hørte den før vi så den hval, som havde lavet lyden. Men hurtigt fik vi øje på den, langt ude i fjorden. Den var oppe og blæse syv-otte gange, hvorpå vi så den store krop rulle over havoverfladen og dykke dybt ned, med den smukke, graciøse hale som det  sidste syn. Fjorden vrimlede med pukkelhvaler den aften og vi spottede ikke mindre end 4 – den sidste på meget tæt hold - på turen hjem til lejligheden. Jesper var meget misundelig og brugte meget tid på at kigge efter disse havkæmper resten af deres tid heroppe. Højdepunktet under Dagmars og Jespers besøg heroppe var en weekendtur ind til Qooqqut, som er et sted inde i Godhåbsfjorden, ja, bygd kan man næppe kalde det, men snarere et feriested, hvor bedre stillede Nuukborgere har hytter til rekreativt brug. En slags sommerhuse. Her har en driftig Nuuk-dreng med dansk baggrund åbnet en restaurant med hytteudlejning. Vi sejlede derind med en privatchartret aluminiumsbåd 12 timer forsinket pga en fredag aften med storm. Det var stadig gråt på turen derind; skyerne hang lavt og skjulte delvist de meget høje fjelde i den del af fjorden. Vi så springende sæler men ingen hvaler. Ankomsten til Qooqqut var ret våd; Det regnede, så vi installerede os i de helt nye og komfortable men spartanske hytter med mudder på støvlerne og dryppende overtøj. Pludselig klarede det op. Solen afslørede det mest vidunderlige landskab med svimlende høje fjelde, dybe dale og elve, der bugtede sig ned af fjeldsiderne og løb ud i havet. Varmen kom den eftermiddag og vi fik brug for vores myggenet i meget højere grad end vi havde forestillet os. Luften var tyk af bitte små fluer som søgte ind i alle eksponerede kropsåbninger. Jeg fik slugt nogle stykker og Asger, som kategorisk nægtede at have sit net over ansigtet måtte få fisket døde fluer ud af næsen og ørerne om aftenen. Vi kogte kaffe på trangiaen og stegte Michaels ene rødfisk på en medbragt engangsgrill og indtog aftensmaden i restauranten som overraskede meget positivt. Michael og Jesper drog ud for at fiske, dog uden held, og vi fik vandret lidt med de små i rygsække og Gro springende af sted over fjeldknolde og fra sten til sten over vandløb. Et mere idyllisk sted på denne jord tror jeg ikke findes. Til alle, der overvejer at besøge Nuuk om sommeren vil jeg sige, at en tur ind til Qooqqut er et must!

                                          Hilde og Gro i smukke Qooqqut

 Dagmars og Jespers besøg bød også på en heldagstur ind til isfjorden med en Targa (motorbåd) med SMÆK på! Dagmar var lidt hvid om næbbet, men jeg tror resten af selskabet morede sig over farten og dønningerne. Turen gik forbi fuglefjeldet, smukt og frodigt, fyldt med måger og mågeunger, som skreg ørerdøvende. Isfjorden frembød meget store og meget flotte isskosser men desværre var bræen gemt bag en tæt tåge. Jeg tror nu nok at både Jesper og Dagmar nød turen og fik en god oplevelse. Det var hårdt at tage afsked i lufthavnen, men fantastisk at have besøg. Det er rørende at folk har lyst til at betale de ågerpriser Air Greenland kræver, for at besøge os heroppe.

14 dage senere kom så mor, far og Ingeborg på besøg i næsten 3 uger. Endnu en gang skønt at få besøg hjemmefra. Mor og far blev installeret i en lejlighed på Rambøll ganske gratis og Ingeborg boede hos os. Egentlig skulle hun og Gro bo sammen, men vores Grønlandseventyr og det at vi har været os fire, alene sammen uden anden familie i 7 måneder, har åbenbart betydet at Gro er meget knyttet til os og ikke gerne giver slip på os. Til tider var hun decideret afvisende over for sin moster og bedsteforældrene, hvilket gjorde mig både ked af det og frustreret. Nu har jeg haft noget tid til at tænke lidt over det hele og jeg er nået frem til at det nok er en meget naturlig reaktion; 7 måneder er meget, meget lang tid for et lille barn. Hun har sandsynligvis ikke reflekteret over at hendes elskede familie ikke har besøgt hende oftere pga meget stor afstand og økonomi. Hun er blevet vant til at være meget sammen med os, ikke at blive passet så ofte osv. Det sædvanlige ritual med at blive puttet af mormor eller ligge i ske med moster når man kan, er dødt. Forhåbentlig kun midlertidigt. Det var vidunderligt at se, hvordan min far tog Grønland til sig. Han er glad for skovene og træerne og har tidligere givet udtryk for, at et land af bare is og fjeld, ikke interesserede ham. Træer må der til. Heldigvis overraskede landet her ham positivt og jeg kunne mærke at han trods alt satte pris på denne uberørthed, ensomhed og det storslåede i naturen heroppe. Far var ikke sen til at fatte fiskestangen og tage ud i det blå; Desværre var afkastet til at overse. Ingeborg og far brugte det meste af den 1. fisketur til at ordne en knudret fiskesnøre og hive alt muligt andet end spisefisk ud af havet. Til gengæld havde de det vist sjovt. Mormor hyggede max om ungerne, som villigt lod sig føre med på museum, i svømmehallen og i sofaen, hvor der blev læst historier og sunget sange. Ingeborg havde slæbt Four Jacks med og introducerede det til Gro. Det var en stor succes. Gro lærte selvfølgelig 'Mandalay' udenad i rekordfart.  Den 1. uge var præget af lidt uro; Gro var tydeligvis temmelig kriseramt efter bedste-veninden fra børnehaven var rejst hjem til Danmark, (et vilkår heroppe – stor udskiftning i børn og voksne i institutionerne), og havde nogle ret voldsomme følelsesudbrud ind imellem. I den slags situationer er det ærligt talt lidt hårdt at have gæster. Ens mere eller mindre begavede forsøg på at tackle diverse situationer på bliver uvægerligt observeret og ind imellem jo også kommenteret, hvilket ikke altid er lige rart (om end det kan være vældigt nyttigt og lærerigt). Heldigvis faldt der efterhånden ro på det hele og det endte med at blive dejligt for Gro også, at have besøg. Imens mor, far og 'moster hængelår' var her, var vejret vidunderligt. Stabilt godt sommervejr i næsten 14 dage har vi hverken haft før eller siden. Vi spottede hvaler. Rigtig mange hvaler. Mor og far passede ungerne en dag, hvor Michael, Ingeborg og jeg vandrede en lang tur, rundt om fjeldet Lille Malene og op til 'udsigten', hvorfra man har den mest guddommelige udsigt ind i Kobbefjord. Turen går primært på tværs af højdekurverne og min højdestræk blev udfordret til det yderste. Jeg kom slet ikke med det sidste stykke op – jeg turde ikke gå længere til sidst i angst for ikke at turde gå ned igen. Fjeldene i Nuuk er ikke sådan at spøge med – redningsaktionerne på begge Malenefjeldende forløber sig d.d. til 14 stk. i år. Sidste år var der en dødsulykke på Store Malene, hvor en kvinde styrtede ned. Disse historier kørte rundt i hovedet på mig jo stejlere det blev og til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen og lade min meget sejere søster og min mand fortsætte de sidste 50 meter op til udsigtspunktet. Imens ventede jeg på dem ved en af de mange smukke, spejlblanke og uhyggeligt dybe smeltevandssøer der findes oppe i fjeldet. Jeg blev spist af myg men nød stilheden og den vidunderlige udsigt jeg trods alt også havde fra min venteposition.

                                         Ingeborg på toppen

Vi havde forsøgt at arrangere en overnatningstur til Kapsillit, en bygd helt inde i bunden af Godthåbsfjorden hvorfra man kan vandre ind til indlandsisen. Beskeden fra det bureau der står for bookingen af det lille-bitte vandrerhjem derinde var, at alt var booket hele august og hele september. Så turen gik atter en gang til vidunderlige Qooqqut. Og det var heller ikke ringe. Af sted gik det i en lille, åben fiskerjolle med 25 knob gennem fjorden, iført overlevelsesdragter og i vidunderligt vejr. I Qooqqut var der mindst lige så skønt som første gang vi var der. Knapt så varmt, men nu med store, saftige blåmuslinger på stranden som bare kunne plukkes under ebben, modne sortebær i massevis, blåbær i noget mere beskedent omfang og Tuparnat, arktisk timian, som det var bøvlet men hyggeligt at samle. Ungerne var henrykte. De satte sig i hver sin klynge sortebær-lyng og gik i gang med at forsyne sig. Vi fik virkelig en fornemmelse af naturens eget spisekammer på denne tur. Vi fiskede (små) torsk fra bådebroen og det lykkedes Michael og far at hive tre flotte ørreder op af vandet ved et af elvudløbene. De to døgn vi havde derinde var slet ikke nok.

                                          Blåbærrov i Qooqqut

 Vi kom tilbage til et pludseligt efterårskoldt Nuuk. Atter hjemme blev der kogt blåbær- og sortebærmarmelader og tørret timian til den store guldmedalje. Vi drak grønlandsk kaffe et par gange – stor succes, og med rette, vi fik vandret lidt mere og hyggede os sammen. Da den sidste aften kom, blev jeg kaldt på arbejde midt i marsvin-bøfferne. Jeg måtte tage min afsked i hast og kom derfor temmelig nedslået på arbejde. Det endte dog med at være en af de slags vagter, hvor jeg hurtigt kom på andre tanker og glemte alt andet end mit job, hele natten. Næste morgen kunne Michael berette om en meget hård og tårevædet afsked i Atlanthavnen, hvor de tre dejlige mennesker stævnede ud om bord på Sarfaq Ittuk med kurs mod Ilulissat.

Dagen efter begyndte det at regne. Og det har det gjort lige siden, med enkelte undtagelser. Nattefrosten er sat ind, de sprøde grønne farver er falmet til brunt, rødt og mosgrønt. Også smukt, men det er sket med uhyggelig hast. Fjeldtinderne er pudret med et tyndt lag sne og aftenhimlen har atter fået sine tusinde nuancer af grøn og blå tilbage. Dagen er aftaget med mere end 2 timer siden slutningen af august, hvor mor, far og Ingeborg rejste.

Sidste hold gæster, min kære svigermor og –far, ankom 14 dage senere. Endnu en periode med 'undtagelsestilstand' i det lille hjem, på den gode måde. Ungerne, især Asger, knyttede sig endnu en gang tæt til bedsteforældrene, som alle 4 bærer titlen 'mormor'. Endnu engang var det vidunderligt at opleve hvordan vores gæster var meget og positivt overraskede over Grønlands ynder og de ting naturen og omgivelserne har at byde på. Georg sagde lige ud, at han slet ikke havde haft lyst til at komme herop, at Grønland ikke sagde ham det fjerneste. Men da tågen over fjeldene trak sig tilbage og afslørede vores fantastiske udsigt, efterhånden som vi fik vist dem byen og naturen omkring os, måtte han også give sig. Michael havde yderligere en mission; at udfordre sine forældre smagsløg. Vi startede forsigtigt ud med indbagt, dybstegt torsk. Det faldt utroligt nok i rimeligt god jord. Stenbiderrognene og krabbe-maki-rullerne fik vi lov at have for os selv, men ellers gled der både vesterhavstorsk og grønlandsk lam ned. Med vellyst, oven i købet. Det var en fornøjelse at lave mad til dem. Besøget bød på flere vandreture og Nuuks fjelde faldt i god jord hos svigerfar som desværre kom galt af sted på den sidste tur som Michael og han var på. Han er nu sygemeldt i tre uger, da slaget på knæet åbenbart kræver mere ro end først antaget. Besøget bød på endnu en fantastisk tur ind til isfjorden. Det virkeligt dårlige efterårsvejr holdt pause den weekend, og solen strålede ned fra en blå, men ikke helt skyfri, himmel. Fuglefjeldet var nu forladt, men isfjorden var overjordisk smuk i solen og bræen kunne nu tydligt ses fra båden. Vi var tæt på den, måske kun 1000 meter fra kanten, og med kikkert så vi ind over gletscheren og ind til indlandsisen. Turen hjem derfra var lovligt spændende; Isskosserne begyndte at lukke sig om båden og den korte tur ud af selve isfjorden var lovlig dramatisk, hvor Targaens køl kom lidt mere i nærkontakt med isen end kaptajnen brød sig om. Når man tænker på hvor stilfærdig og tilforladelig, isen virker når man bare glider forbi den eller ligger stille midt i den, (om bord på båden, selvfølgelig), er det lidt en overraskelse hvor voldsom og larmende samme is bliver, når den rammer en båd, der for fuldt drøn forsøger at komme væk fra den.

                                          Georg og Anne Marie i isen

Vi nåede helskindede ud af isens favntag og påbegyndte turen tilbage mod Nuuk. Det bød på et stop i den nedlagte, ubegribeligt smukke bygd, Qoornoq, som også er et ferie-fridags-tilflugtssted for Nuukborgere med pengepungen i orden. Solen stod lavt ind over den yndige bygd og vi mødte en familie på vej hjem til hytten. Faren havde et jagtgevær med og drengen fortalte stolt hvordan han havde skudt til måls efter en plastikflaske, som han efter alt at dømme, havde ramt adskillige gange. Det er helt normalt heroppe at børnene lærer at betjene en jagtriffel allerede længe før de er myndige. Mange drenge får deres første riffel foræret når de bliver konfirmeret og nedlægger deres første rensdyr eller moskusokse samme år. Man forsømmer nærmest sit barn hvis man ikke sørger for at lære det at nedlægge dyr allerede tidligt i livet.

                                                       Qoornoqs kirkegård

Sidste stop på turen gik forbi Sermitsiaqs imponerende vandfald. Smukt og overvældende er det at stå neden for de kaskader af smeltevand, der løber ned fjeldsiden og i solskind siges at danne tusindvis af bitte små regnbuer. For Georg og Anne Marie blev det til en sejltur mere, hvorfra de så sæler og endnu en gang var heldige med sejlvejret. Om natten var det så tilbage i al sin pragt; Nordlyset. Jeg var lykkelig over at især min svigermor nåede at opleve dette naturens mest underfulde fænomen. Det viste sig så at de havde set det aftenen før, på vej hjem til Rambøll-lejligheden, men at Anne Marie havde været overbevist om at det blot var en sky, der blev lyst op nede fra. Næ, de er ikke sådan at imponere, de sønderjyder.

Vi har nu været her i otte måneder og har således syv tilbage heroppe i det høje, smukke nord. Vi begynder at savne vores familie og venner noget mere inderligt nu end vi har gjort tidligere. Måske fordi alle gæsterne og al selskabelighed hen over sommeren har skubbet til vores hjemve og længsel efter livet i Danmark. Vi kan mærke at vi rykker os meget på det personlige plan og at det er godt for os at være her. Michael keder sig måske lidt rigeligt, rent arbejdsmæssigt, men siger selv at han nyder det heroppe. Børnene trives også. Asger er begyndt i vuggestue og det er virkelig godt for ham. Der begynder at ske noget med hans sprog nu efter et halvt års total stilstand. Vi har været glade for dagplejen, men det er godt at Asger er kommet videre nu. Det trængte han til. Gro er stadig glad for sin børnehave, selvom det har været en lidt hård sommer med megen udskiftning. Det er fantastisk at se, hvordan hun oplever og opdager naturen heroppe; Hun har styr på havørne, ravne og snespurve og tegner hvaler, krabber og hav og is. Hun elsker at plukke sortebær og samle spændende sten oppe i fjeldet og har virkelig nydt de sejlture vi har været på hen over sommeren. Det næste der skal ske for os er foreløbigt ingenting. Vi skal i gang med en almindelig hverdag efter en meget festlig og hektisk sommer og af med de ekstra kilo al den selsabelighed har kostet med lækker mad og vin eller øl stort set hver aften i flere uger ad gangen. 'Ferien' er slut. Nu skal vi i gang med motion og sunde kostvaner igen. Skriver igen snart.