Så kommer der
atter til at være lidt rigelig stor afstand mellem mine indlæg her på vores
rejsedagbogs-blog. Michael har hjulpet mig med at huske og få overblik over de
ting der er foregået siden han og Gro kom tilbage fra deres lille uplanlagte
efterårsferie i Danmark. Jeg vil forsøge at få de vigtige ting med; Det er jo
også vores hverdagsliv vi har her i Nuuk og derfor vil dét at vi lever heroppe
og de ekstraordinære oplevelser vi har, hele tiden flette sig ind i netop
hverdagen, som jo i sig selv bliver for triviel at skrive om i en rejsedagbog.
Michael og Gro
havde en hektisk og god tur til Danmark, om end anledningen var trist. Gro
nåede at se alle de længselsfulde bedsteforældre, oldemødre, onkler, tanter, fætre
og kusiner og, som en sidste icing on the cake, bedsteveninden, sjælevennen
Carla, som lige nu bor hjemme på Lyneborggade 25. De havde på det tidspunkt
været væk fra hinanden i mere end 7 måneder, så det var lidt spændende. Michael
fortæller, at de tog hinanden i hånden og gik i gang med at lege, fuldstændigt
som de plejer, som om de sidste 7 måneder med 3500 km's afstand var væk, som
dug for solen. Det er rørende.
Gro var kun
jetlag-ramt i et par dage, så var hun på toppen igen. Hun har fået nogle gode
legekammerater ude i børnehaven, hvor hun trives. Det er en lille institution
og Gro hører til i 'skolegruppen', bestående af 6 børn som er skoleklar i '14.
Det er 50/50 drenge og piger og i modsætning til skovbørnehaven i København,
lader det faktisk til at drengene og pigerne godt gider lege med hinanden,
hvilket er rigtig sundt for Gros meget veludviklede tøse-gen. Hun har fået en
rigtig god veninde, Maja, som hun har leget meget med på det seneste. Pigerne
har holdt sleep-overs med hinanden et par gange, og det har været super
hyggeligt.
 |
Lucia-optog i Esther Børnehave. Gros første
Lidt kærestetid
er det også blevet til for os voksne. Min meget søde veninde og kollega, Tina,
tilbød helt uopfordret at passe ungerne en aften. Hun er en dejlig pige, som er
vanvittigt god til børn og som begge ungerne er faldet pladask for. Hun hedder
således 'yndlings-Tina' herhjemme… Det var vidunderligt at kunne invitere
hinanden på date på Nuuks absolut bedste gourmet-restaurant, Nipisa, hvor man
kan vælge mellem 5 retter i alt. Vi valgte en fuld menu med tilhørende vine. De
kloge siger at et kort menukort som regel er garant for kvalitet. Det var i
overvældende grad rigtigt her. Vi har aldrig fået bedre mad; Som lille,
hyggelig appetizer fik vi en meget tynd skive røget hval med grillet gedeost
på. UHM, for en himmerigsmundfuld. Forret nummer 1 bestod af en
lakse/nooritang-rulle med avocadocreme og soyadrops. Forret nummer 2 var en
fiskebouillon med wontons med snekrabbe, torsk og krydderurter. Pyh. Så langt,
så godt. Den tilhørende vinmenu blev der skænket af løbende og jeg er ret
sikker på at jeg allerede her, efter anden forret, fik sagt til Michael at jeg
nok ikke kom ædru derfra. 1. hovedret var grønlandsk lam med græskar på tre
måder; bagt, stegt og puréret. Helt specielt, saftigt og velkomponeret.
Herefter stod den på moskusoksefillet, anrettet som en rulle af det lækreste,
møre kød, omgivet af et tyndt lag soufflé, rodfrugtepuré og med sortebærsauce
(ekstra med på kande – skisme god stil). Nu var vi godt mætte, for ikke at sige
fulde, men der var jo også lige en dessert at klemme ned. Det var en af de mest
pudsige kombinationer vi nogensinde havde set, anrettet ret kunstfærdigt på
tallerknen; En flødebolle med hindbærfyld, rabarberis, chokolademousse, friske
blåbær, alt sammen garneret med lakrids-candyfloss! Anretningen lignede, efter
Michaels udsagn, 'En nisse, der havde kastet op'. Heldigvis fungerede de mange
smagsindtryk fint sammen, selvom det stak noget ud fra den i øvrigt meget
stilrene menu. Men sikken oplevelse! Vi fik også talt meget sammen den aften og
det tilbagevendende tema måtte jo uværgerligt blive vores tid her i Nuuk.
|
Vores tanker
kredser meget om det faktum at mit vikariat allerede slutter den 30.04. og at
dette føles som meget snart. Tiden er fløjet afsted heroppe og vi føler slet
ikke at vi er færdige med Grønland endnu. Spørgsmålet er om vi nogen sinde
bliver det. Vi skal hjem heroppe fra; Michael må tilbage til sit 'rigtige' job og
Gro skal starte i skole. Vi prøver selvfølgelig på ikke at bruge for megen tid
på at være vemodige og triste over at denne 'ferie' fra vores lidt hektiske
Københavner-liv snart er slut og bare nyde de fordele her er, mens vi er i det.
For tiden er det
meget nemt at nyde at være her; Vejret er vidunderligt, på trods af at vi har
haft en del forvinterstorme som har fået de tidligere storme vi har oplevet,
til at ligne milde briser. Med middelvindshastighed på lidt over 30 m/sek og
vindstød på over 50 m/sek i omtrent 24 timer i streg, har vi således oplevet en
hel by gå i stå. Lukkede skoler og institutioner, indstillede busser og mig,
samlet op og kørt på arbejde af en rar gummiged-chauffør. Han fik ondt af
danskeren i snedriven som, klamrende sig til en lygtepæl, var i gang med at
fiske mobilen op af lommen for at give chefen besked på en ret betydelig
forsinkelse. Der er ikke meget plads i førerkabinen til de her enorme
sneryddere og komfortabelt var det ikke. Men så er det prøvet. Heldigvis havde
vi skønt vejr i vores ferie i november. Planen var egentlig at vi skulle en tur
til Island på afslapning i den Blå Lagune, shopping og hygge i Reykjavik, men
den uforudsete tur til Danmark spiste de penge vi skulle have brugt. Det endte
med at være rigtig godt for os at vi bare skulle være hjemme i Nuuk, uden
planer. Vi nød det skønne, kolde vintervejr, som kom den uge; klingende frost,
en smule pyntelig sne og unger med behov for samvær og hygge. Vi gik lange
ture, hvor vi bl.a. samlede stykker fra strandede isskosser i kolonihavnen mhp
at knuse dem og pakke dem i fryseren som blærede indlands-isterninger, shoppede
nødvendigheder og for alvor kom i gang med julepynten. Mørket var så småt
begyndt at komme snigende på det tidspunkt og pga det meget juleagtige vejr
føltes det ikke helt så forkert eller forbudt at komme tidligt i gang. Michael
fik startet sit luffe-projekt og er nu indehaver af et par meget smukke, flot
håndsyende sælskindsluffer. Han er vanvittigt stolt af dem, og det forstår jeg
sådan set godt…
 |
| Sundowner: Hendricks G&T med indlandsisterning |
Efter ferien
sluttede først i november har der været travlhed i det lille hjem; Jeg har haft
nogle heftige døgnvagter men derudover også rigtig mange faste dagvagter,
hvilket betyder at det har været nogle lange institutionsdage for ungerne og
ikke så mange fridage eller korte dage, som jeg plejer at kunne give dem. Dertil
kommer at vi har været afsted til hver sin julefrokost to weekender i træk,
begge meget festlige, sjove og langt fra tørre. Man kan godt mærke at det
frustrerer ungerne når halve weekender forsvinder med tømmermandspleje og
ud-af-huset-aktiviteter i hensyn til den ramte forældre. Nu her, den sidste uge
før vi går på juleferie, kan vi også mærke at der atter, især for Gros
vedkommende, er behov for ferie. Jeg har ikke regulær ferie i julen, men har
helt fri fra den 21.-26. december, så det føles egentlig meget som en lille
ferie. Det bliver så skønt at fejre jul heroppe, bare os og så et par
middagsgæster juleaften; ro og fred, sne og kulde. Ingen stress og ingen jag,
bare gøre de ting, vi har lyst til.
 |
| Himlens nuancer før solen går ned. |
Det er meget nemt
at komme i julehumør heroppe. Alle vejne er der orange papirstjerner i
vinduerne som lyser op her i den allermørkeste tid; Solen står op lidt før ti
og er reelt gået ned ca. 15.30 igen. På overskyede dage bliver det faktisk slet
ikke rigtigt lyst. Til gengæld ligger her sne og den friske, kolde luft gør det
til en vidunderlig lise at trække vejret dybt ned i lungerne når man er ude.
'Den blå time' er tiden fra kl. 14 til solen er helt væk; Her antager himlen
den mest dybe, blå farve jeg nogensinde har set, og da sneen reflekterer det
lys, der nu er, får man en oplevelse af, at nogen har farvet alt meget blåt i
mange nuancer. Når solen er fremme kommer der endvidere en helt klar, lyserød
stribe på himmelhvælvingen modsat det verdenshjørne solen nu engang går ned i.
Og nej, det er ikke rigtigt vest. Solen er nu så langt fra os at den titter op
nærmest i stik syd ud på formiddagen, vandrer en doven tur lige over
horisontlinjen mod vest, og forsvinder så i havet igen ganske tæt på samme
sted, som den dukkede frem fra. Det er en syret oplevelse at betragte solens
korte vej lige over horisontlinjen på det her tidspunkt af året, men også
spændende og lidt sjovt.
 |
| Juletræet på pladsen hvor blok P har ligget |
I går holdt vi,
traditionen tro, julehygge med hjemmebagte æwleskiver og glögg. Vi har endnu ikke
været så mange mennesker i den lille lejlighed før, og på et tidspunkt var
støjniveauet infernalsk. Mine æbleskiver blev gode – selvom det var uden kærnemælk.
Jeg betragter ikke mig selv som et nærigt eller, for den sags skyld, nøjsomt
menneske, men med en literpris på 49 kr. måtte jeg finde på et alternativ. Det
blev en blanding af vores UHT-behandlede mælk, som nu er blevet hverdag (kan
knapt nok huske smagen af frisk mælk) og frisk ymer. Glimrende resultat. Der
blev flettet stjerner, arbejdet i skind, snakket, grinet og leget med ungerne. Mik-konceptet
er genialt; Det er bare rart og uformelt at holde åbent hus på den måde i et
bestemt tidspunkt, hvor man kan komme dryssende som det passer ind i ens
planer. Der er ingen der kigger skævt til dem, der bare stikker hovedet ind,
nupper en hurtig 'hånder' og smutter efter en halv times tid. Og man kan være sikker
på at alle er daffet hjem igen til den tid, man i invitationen har angivet.
Dermed var lejligheden ryddet op og køkkenet rent kl 18, på trods af at vi har
haft op imod 30 gæster i løbet af eftermiddagen. Vi smed ungerne på den
virkeligt gode Stiga-kælk som Michael har købt til ungerne (og i øvrigt slet
ikke selv er interesseret i, overhovedet), tog en aften-spadserertur gennem
byen og hentede noget så ekstravagant som pizza på byens nogenlunde hædderlige
pizzaria. Dejlig dag, hyggelig aften med ungerne foran fjerneren med vores ret
uhyggelige julekalender 'Pagten' – som ungerne bestemt ikke skal se alene. Gro
er meget ambivalent omkring den. Hun vil rigtig gerne se den og er meget
optaget af historien, men får ind imellem for meget, når der er et ekstra
uhyggeligt afsnit.
 |
| Asger trives i de kolde omgivelser |
Nu venter
juleferien forude – tiltrængt og i høj grad fortjent. Jeg er træt, Michael er
træt og ungerne er trætte. Vi skal bare hygge os max, spise god mad, kælke i
sneen og varme os på hinanden. Glædelig jul til alle derhjemme. Vil forsøge at
sparke et afsnit mere ind inden nytår.
 |
| Solen titter frem over horisonten kl. 10.00 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar