Så kommer der atter til at være lidt rigelig stor afstand mellem mine indlæg her på vores rejsedagbogs-blog. Michael har hjulpet mig med at huske og få overblik over de ting der er foregået siden han og Gro kom tilbage fra deres lille uplanlagte efterårsferie i Danmark. Jeg vil forsøge at få de vigtige ting med; Det er jo også vores hverdagsliv vi har her i Nuuk og derfor vil dét at vi lever heroppe og de ekstraordinære oplevelser vi har, hele tiden flette sig ind i netop hverdagen, som jo i sig selv bliver for triviel at skrive om i en rejsedagbog.

Michael og Gro havde en hektisk og god tur til Danmark, om end anledningen var trist. Gro nåede at se alle de længselsfulde bedsteforældre, oldemødre, onkler, tanter, fætre og kusiner og, som en sidste icing on the cake, bedsteveninden, sjælevennen Carla, som lige nu bor hjemme på Lyneborggade 25. De havde på det tidspunkt været væk fra hinanden i mere end 7 måneder, så det var lidt spændende. Michael fortæller, at de tog hinanden i hånden og gik i gang med at lege, fuldstændigt som de plejer, som om de sidste 7 måneder med 3500 km's afstand var væk, som dug for solen. Det er rørende. 

Gro var kun jetlag-ramt i et par dage, så var hun på toppen igen. Hun har fået nogle gode legekammerater ude i børnehaven, hvor hun trives. Det er en lille institution og Gro hører til i 'skolegruppen', bestående af 6 børn som er skoleklar i '14. Det er 50/50 drenge og piger og i modsætning til skovbørnehaven i København, lader det faktisk til at drengene og pigerne godt gider lege med hinanden, hvilket er rigtig sundt for Gros meget veludviklede tøse-gen. Hun har fået en rigtig god veninde, Maja, som hun har leget meget med på det seneste. Pigerne har holdt sleep-overs med hinanden et par gange, og det har været super hyggeligt.

Lucia-optog i Esther Børnehave. Gros første

Lidt kærestetid er det også blevet til for os voksne. Min meget søde veninde og kollega, Tina, tilbød helt uopfordret at passe ungerne en aften. Hun er en dejlig pige, som er vanvittigt god til børn og som begge ungerne er faldet pladask for. Hun hedder således 'yndlings-Tina' herhjemme… Det var vidunderligt at kunne invitere hinanden på date på Nuuks absolut bedste gourmet-restaurant, Nipisa, hvor man kan vælge mellem 5 retter i alt. Vi valgte en fuld menu med tilhørende vine. De kloge siger at et kort menukort som regel er garant for kvalitet. Det var i overvældende grad rigtigt her. Vi har aldrig fået bedre mad; Som lille, hyggelig appetizer fik vi en meget tynd skive røget hval med grillet gedeost på. UHM, for en himmerigsmundfuld. Forret nummer 1 bestod af en lakse/nooritang-rulle med avocadocreme og soyadrops. Forret nummer 2 var en fiskebouillon med wontons med snekrabbe, torsk og krydderurter. Pyh. Så langt, så godt. Den tilhørende vinmenu blev der skænket af løbende og jeg er ret sikker på at jeg allerede her, efter anden forret, fik sagt til Michael at jeg nok ikke kom ædru derfra. 1. hovedret var grønlandsk lam med græskar på tre måder; bagt, stegt og puréret. Helt specielt, saftigt og velkomponeret. Herefter stod den på moskusoksefillet, anrettet som en rulle af det lækreste, møre kød, omgivet af et tyndt lag soufflé, rodfrugtepuré og med sortebærsauce (ekstra med på kande – skisme god stil). Nu var vi godt mætte, for ikke at sige fulde, men der var jo også lige en dessert at klemme ned. Det var en af de mest pudsige kombinationer vi nogensinde havde set, anrettet ret kunstfærdigt på tallerknen; En flødebolle med hindbærfyld, rabarberis, chokolademousse, friske blåbær, alt sammen garneret med lakrids-candyfloss! Anretningen lignede, efter Michaels udsagn, 'En nisse, der havde kastet op'. Heldigvis fungerede de mange smagsindtryk fint sammen, selvom det stak noget ud fra den i øvrigt meget stilrene menu. Men sikken oplevelse! Vi fik også talt meget sammen den aften og det tilbagevendende tema måtte jo uværgerligt blive vores tid her i Nuuk.

Vores tanker kredser meget om det faktum at mit vikariat allerede slutter den 30.04. og at dette føles som meget snart. Tiden er fløjet afsted heroppe og vi føler slet ikke at vi er færdige med Grønland endnu. Spørgsmålet er om vi nogen sinde bliver det. Vi skal hjem heroppe fra; Michael må tilbage til sit 'rigtige' job og Gro skal starte i skole. Vi prøver selvfølgelig på ikke at bruge for megen tid på at være vemodige og triste over at denne 'ferie' fra vores lidt hektiske Københavner-liv snart er slut og bare nyde de fordele her er, mens vi er i det.

For tiden er det meget nemt at nyde at være her; Vejret er vidunderligt, på trods af at vi har haft en del forvinterstorme som har fået de tidligere storme vi har oplevet, til at ligne milde briser. Med middelvindshastighed på lidt over 30 m/sek og vindstød på over 50 m/sek i omtrent 24 timer i streg, har vi således oplevet en hel by gå i stå. Lukkede skoler og institutioner, indstillede busser og mig, samlet op og kørt på arbejde af en rar gummiged-chauffør. Han fik ondt af danskeren i snedriven som, klamrende sig til en lygtepæl, var i gang med at fiske mobilen op af lommen for at give chefen besked på en ret betydelig forsinkelse. Der er ikke meget plads i førerkabinen til de her enorme sneryddere og komfortabelt var det ikke. Men så er det prøvet. Heldigvis havde vi skønt vejr i vores ferie i november. Planen var egentlig at vi skulle en tur til Island på afslapning i den Blå Lagune, shopping og hygge i Reykjavik, men den uforudsete tur til Danmark spiste de penge vi skulle have brugt. Det endte med at være rigtig godt for os at vi bare skulle være hjemme i Nuuk, uden planer. Vi nød det skønne, kolde vintervejr, som kom den uge; klingende frost, en smule pyntelig sne og unger med behov for samvær og hygge. Vi gik lange ture, hvor vi bl.a. samlede stykker fra strandede isskosser i kolonihavnen mhp at knuse dem og pakke dem i fryseren som blærede indlands-isterninger, shoppede nødvendigheder og for alvor kom i gang med julepynten. Mørket var så småt begyndt at komme snigende på det tidspunkt og pga det meget juleagtige vejr føltes det ikke helt så forkert eller forbudt at komme tidligt i gang. Michael fik startet sit luffe-projekt og er nu indehaver af et par meget smukke, flot håndsyende sælskindsluffer. Han er vanvittigt stolt af dem, og det forstår jeg sådan set godt…

Sundowner: Hendricks G&T med indlandsisterning

Efter ferien sluttede først i november har der været travlhed i det lille hjem; Jeg har haft nogle heftige døgnvagter men derudover også rigtig mange faste dagvagter, hvilket betyder at det har været nogle lange institutionsdage for ungerne og ikke så mange fridage eller korte dage, som jeg plejer at kunne give dem. Dertil kommer at vi har været afsted til hver sin julefrokost to weekender i træk, begge meget festlige, sjove og langt fra tørre. Man kan godt mærke at det frustrerer ungerne når halve weekender forsvinder med tømmermandspleje og ud-af-huset-aktiviteter i hensyn til den ramte forældre. Nu her, den sidste uge før vi går på juleferie, kan vi også mærke at der atter, især for Gros vedkommende, er behov for ferie. Jeg har ikke regulær ferie i julen, men har helt fri fra den 21.-26. december, så det føles egentlig meget som en lille ferie. Det bliver så skønt at fejre jul heroppe, bare os og så et par middagsgæster juleaften; ro og fred, sne og kulde. Ingen stress og ingen jag, bare gøre de ting, vi har lyst til.

Himlens nuancer før solen går ned.

Det er meget nemt at komme i julehumør heroppe. Alle vejne er der orange papirstjerner i vinduerne som lyser op her i den allermørkeste tid; Solen står op lidt før ti og er reelt gået ned ca. 15.30 igen. På overskyede dage bliver det faktisk slet ikke rigtigt lyst. Til gengæld ligger her sne og den friske, kolde luft gør det til en vidunderlig lise at trække vejret dybt ned i lungerne når man er ude. 'Den blå time' er tiden fra kl. 14 til solen er helt væk; Her antager himlen den mest dybe, blå farve jeg nogensinde har set, og da sneen reflekterer det lys, der nu er, får man en oplevelse af, at nogen har farvet alt meget blåt i mange nuancer. Når solen er fremme kommer der endvidere en helt klar, lyserød stribe på himmelhvælvingen modsat det verdenshjørne solen nu engang går ned i. Og nej, det er ikke rigtigt vest. Solen er nu så langt fra os at den titter op nærmest i stik syd ud på formiddagen, vandrer en doven tur lige over horisontlinjen mod vest, og forsvinder så i havet igen ganske tæt på samme sted, som den dukkede frem fra. Det er en syret oplevelse at betragte solens korte vej lige over horisontlinjen på det her tidspunkt af året, men også spændende og lidt sjovt.

Juletræet på pladsen hvor blok P har ligget

I går holdt vi, traditionen tro, julehygge med hjemmebagte æwleskiver og glögg. Vi har endnu ikke været så mange mennesker i den lille lejlighed før, og på et tidspunkt var støjniveauet infernalsk. Mine æbleskiver blev gode – selvom det var uden kærnemælk. Jeg betragter ikke mig selv som et nærigt eller, for den sags skyld, nøjsomt menneske, men med en literpris på 49 kr. måtte jeg finde på et alternativ. Det blev en blanding af vores UHT-behandlede mælk, som nu er blevet hverdag (kan knapt nok huske smagen af frisk mælk) og frisk ymer. Glimrende resultat. Der blev flettet stjerner, arbejdet i skind, snakket, grinet og leget med ungerne. Mik-konceptet er genialt; Det er bare rart og uformelt at holde åbent hus på den måde i et bestemt tidspunkt, hvor man kan komme dryssende som det passer ind i ens planer. Der er ingen der kigger skævt til dem, der bare stikker hovedet ind, nupper en hurtig 'hånder' og smutter efter en halv times tid. Og man kan være sikker på at alle er daffet hjem igen til den tid, man i invitationen har angivet. Dermed var lejligheden ryddet op og køkkenet rent kl 18, på trods af at vi har haft op imod 30 gæster i løbet af eftermiddagen. Vi smed ungerne på den virkeligt gode Stiga-kælk som Michael har købt til ungerne (og i øvrigt slet ikke selv er interesseret i, overhovedet), tog en aften-spadserertur gennem byen og hentede noget så ekstravagant som pizza på byens nogenlunde hædderlige pizzaria. Dejlig dag, hyggelig aften med ungerne foran fjerneren med vores ret uhyggelige julekalender 'Pagten' – som ungerne bestemt ikke skal se alene. Gro er meget ambivalent omkring den. Hun vil rigtig gerne se den og er meget optaget af historien, men får ind imellem for meget, når der er et ekstra uhyggeligt afsnit.

Asger trives i de kolde omgivelser

Nu venter juleferien forude – tiltrængt og i høj grad fortjent. Jeg er træt, Michael er træt og ungerne er trætte. Vi skal bare hygge os max, spise god mad, kælke i sneen og varme os på hinanden. Glædelig jul til alle derhjemme. Vil forsøge at sparke et afsnit mere ind inden nytår.

Solen titter frem over horisonten kl. 10.00