En forsømt rejsedagbog kræver nogle sider. Jeg kommer til at give den gas denne gang, da jeg ikke har skrevet siden juni. Jeg sidder i stuen her en smuk, lettere overskyet og råkold september-søndag-morgen med lyden af ungerne der leger hyggeligt med deres farmor på gulvet og som altid har jeg udsigt til smukke fjelde, hvis tinder allerede er drysset med sne og alle de sommergrønne farver derude er blevet mere brune, røde og dybe som følge af en tidligt indsættende nattefrost. Men alt det vender jeg tilbage til. I første omgang spoler jeg tilbage til Grønlands nationaldag, den 21. juni, hvor vi startede vores ferie med en tre timers forsinkelse i lufthavnen i Nuuk. Jeg skulle hilse de uindviede og sige, at Nuuk lufthavn bestemt ikke er noget ophidsende sted at opholde sig, men vi fik tiden til at gå. Flyveturen ned over Grønland var fantastisk; Det sommergrønne var endnu ikke slået igennem her i Nuuk, og turen sydover varslede løfter om et grønnere og mere frodigt Sydgrønland. Vi overfløj blå, forrevne og uoverskueligt brede gletschere, skinnende tyrkisfarvede smeltevandssøer på indlandsisen, dybe fjorde med vand i mange nuancer af blå og grøn, brudt af spiraler af mudder og jord, skyllet ud i havet med smeltevandet fra fjeldene. (Muligvis stammer enkelte af disse billeder fra dagen før, hvor jeg var afsted på min første evakueringstur til Ilulissat og Sisimiut, ledsaget af Johannes. Hyggeligt med selskab af en slags slægtning og meget spændende  at komme ud at hente en patient fra kysten. (Jeg lagde venflon i flyet. Med rystende hænder, da Johannes tørt fik bemærket, at det altså er en meget vanskelig manøvre om bord på en Dash-7, men det lykkedes!)) Tilbage til turen. Vi landede i Narsarsuaq i strålende solskin. Jeg måtte knibe en tåre; De stejle fjeldsider der skråner ned mod lufthavnen var fyldt med høje, smukke piletræer. Spækket med det fineste, lysegrønne løv. Mine udbrud førte til en rar bemærkning fra en medpassager. 'Velkommen til Sydgrønland. Her er meget grønt'. 25 minutter efter landingen blev vi kaldt ud til den helikopter, som skulle bære os det sidste stykke til vores endelige destination: Qaqortoq. Helikopterture er en larmende og meget spændende affære. Det at se jorden i fugleperspektiv, men allievel være så tæt på at man kan se alt, var noget af en oplevelse. Efter så mange måneder i barske, golde Vestgrønland var det virkelig en fryd at se kultiverede landområder ved fåreholderstationerne, græsmarker, blomster og små træer, alt sammen omgivet af høje, ensomme fjelde. Det første vi så af Qaqortoq var et meget stort og flot isbjerg, som lå i havet lige ud for heliporten. I det vi landede så vi fire velkendte ansigter, hvoraf to var små og sad på kroppe, som hoppede op og ned af spænding. Anton, Virgil, Charlotte og Richard ventede os lige uden for heliporten. Vidunderligt, frydefuldt at slå armene om en kær veninde, purre op i drengenes blonde, tykke hår og få et bjørnekram af Richard. Vi kørte alle otte i taxabus igennem den meget kønne bymidte over hvilken 'Prinsesserne' (to sammengroede fjelde) tårner, med de karakteristiske farverige grønlandske træhuse drysset ud over fjeldene som konfetti. Turen endte ved den formidable storsø som danner bunden i en gryde af stejle fjelde og ved hvilken Charlottes og Richards hyggelige, varme rækkehus ligger.

                                          Qaqortoqs smukke huse på prinsersserne.

Vi var så heldige at Richard og Charlotte havde taget fri hele ugen, og ungerne hade meget stor glæde af hinanden. Anton og Gro fandt melodien med det samme. Og naboens datter Ninna legede med Gro når Anton for afsted med drengene fra gaden. Det er tankevækkende når man som en rigtig københavnerfamilie ser ungerne løbe rundt i timevis på vejen og lege frit og uden konstant voksenopsyn. Det bliver tydeligvis nogle andre lege og en helt anden fordybelse i det, de foretager sig. Noget som aldrig i samme grad ville kunne lade sig gøre hjemme i København hvor vi ængstelige forældre altid har et øje på hver finger og antennerne ude efter løse muskelhunde, teenagere på knallerter og forsøger at holde ungerne så langt fra vejene og dermed bilerne, som muligt. Ugen gik med en masse kvalitets-voksensnak, fantastisk mad, indendørs hygge i perioder, hvor regnen simpelthen var for voldsom til at ungerne kunne være ude i længere tid af gangen, vandreture gennem denne kuperede og yndige by, grøn og frodig og med grøfter spækket af lilla lupiner og gule sibiriske valmuer. Bymidten er idyllisk og hyggelig med et lille torv, hvor en mindebrønd over lokale helte pryder. En formiddag var vi så heldige at være på det rette sted på det rette tidspunkt; Byens nyudklækkede studenter kom gående i parade og slog til sidst ring om mindebrønden, hvorpå de dansede rundt om den og sang. (Både Michael og jeg blev helt nostalgiske ved denne tradition som i den grad vækker mindelser om hjembyen og dans om Alspigen med studenterhuen på.) Hele sceneriet sluttede selvfølgelig med at 'duksen' – hende med det højeste gennemsnit – blev smidt i springvandet og de stolte forældre kastede mønter højt op i luften, til glæde for børnene, som frådende kastede sig over mønterne som det så er meningen man snolder op. (Det er en grønlandsk tradition, 'Bacca', som udføres i tide og utide, når man får en god nyhed om en barnefødsel, en graviditet, et frieri, 1. skoledag, konfirmation eller en hvilken som helst lejlighed, hvor folk finder sig selv i en eksalteret sindstilstand og derfor begynder at kaste penge til højre og venstre. Og det ender som regel i gråd og tænders gnidsel, idet der altid vil være nogle unger som føler sig forbigået med for få mønter eller slet ingen.) Ikke desto mindre var det festligt og sjovt og Gro holdt op med at græde da Charlotte forbarmede sig og stak hende en 2-krone så hun havde lige så mange mønter som Anton. Børnene snoldede gladeligt småpengene op hos købmanden og så var den skid slået. En enkelt aften blev vi velsignede med fantastisk sommervejr. Det blev fejret med grill på gaden, hvor vi stillede borde og stole ud, bagte brød, pillede rejer og drak en vidunderlig Alsacevin mens ungerne sprang rundt om os og legede til langt ud på aftenen i den aldrig nedgående sommersol . En aften fyldt med idyl og hvor en ægte følelse af lykke og velvære sneg sig ind på den måde, hvor man tænker, at man bare kunne blive siddende lige her, sådan her, resten af sit liv. Med vemod tog vi afsked med familien en tidlig og regntung torsdag morgen. (Vi håber lidt på et julevisit, afhængigt af om Charlotte kan holde fri i helligdagene og om Air Greenland er i humør til at udbyde nogle rimelige priser til den tid.)

                                          Anton og Gro i fjeldet

                                          Grillaften på gaden

 Sarfaq Ittuk, kystskibet (som sejler langs vestkysten), lagde ud præcis kl 7.00 med hele familien om bord; Foran os 1½ døgns sejlads hjem til Nuuk. Den første dag om bord på denne overraskende fine, komfortable færge var meget smuk. Vi sejlede tæt på kysten i et farvand spækket med meget store isskosser og en formidabel udsigt til den vestgrønlandske kystlinje med iskappen som en underlig, hvid horisont lige durk oven på grundfjeldet. Midt på eftermiddagen nåede vi vores første stop på turen; Den lille bitte bygd Arsuk. Klemt inde imellem en nærmest vertikal fjeldvæg og havet fik jeg klaustrofobi på indbyggernes vegne, på trods af den helt ubeskrivelige skønhed der omgav bygden. Samtidigt ramtes jeg af et lidt fortørnet vemod over den grad af forfald som en del af bygden var udsat for. Huse, som så ud til at kunne blæse omkuld ved den mindste vind, bilvrag efterladt på skrænterne og en overfyldt 'jerndump', hvor rustne containere, olietønder og andet skrammel væltede ned af klipperne. Der er en underlig dobbelthed i forhold til naturen heroppe. Grønlændere er stolte af den unikke og i meget høj grad også uberørte natur men har samtidig tilsyneladende ingen skrupler med at stille store, halvrustne, grimme 20-fodscontainere op ved siden af husene til opbevaring af diverse ting og sager. Byens gader flyder med ødelagte e-paller, plastikposer, udtjente biler efterlades på afsidesliggende p-pladser eller i grøfter i industriområdet. Dette gør sig gældende for Nuuk, som heroppe er den eneste storby, men at se den samme tilsyneladende fuldstændigt ligegyldige holdning til den enestående natur og manglende æstetik i forhold til de omgivelser man lever i, afspejlet i selv den mindste lille bygd, gjorde (og gør) mig sørgmodig. Vi sov rimeligt roligt i vores trange kahyt og vågnede dagen efter til en råkold og tåget sejltur. Vi kunne kun se de nederste 10-20 meter af fjeldene og udsigt var der ikke meget af. Vi fordrev dagen med kortspil, kaffedrikning og hygge med ungerne i salonerne og i caféen. Mens Michael og jeg spillede Uno med Gro tussede Asger rundt og charmede en flok teenage-drenge som var på tur med fodboldholdet. Og inden vi vidste af det gik han rundt og studerede en skinnende 5-krone. Hvor han havde den fra forbliver et mysterium, men Richard havde inden afrejsen fortalt os om at de ofte har oplevet at vildt fremmede mennesker har stukket deres børn småmønter, hvis de synes at drengene er søde eller sjove. Så mon ikke lillefyren har charmet sig til denne lille belønning?

Vi anløb Atlanthavnen i Nuuk kl. 15.00 fredag eftermiddag, glade og mætte af oplevelser. Hjemme ventede Elisabeth og Sejr, min gamle gymnasieveninde og hendes lille søn, som havde boet i vores lejlighed mens vi var væk. Det var hyggeligt og rart at have dem boende lidt, ungerne legede med Sejr og jeg fik nogle gode snakke med Elisabeth. Da hun rejste, rejste Gro også fra os, om end for en kortere periode. Mandag morgen sejlede hun afsted sammen med 11 andre børn fra børnehaven og de ansatte. Kolonien varede i 5 dage og foregik dybt inde i Amaralikfjorden (Lysefjord), lidt syd for Nuuk. Vi hørte ikke en klap fra dem hele ugen og hentede en lykkelig og træt Gro på kajen fredag eftermiddag. Asger var henrykt for at have hende hjemme, hvilket vi selvfølgelig også var.

Dagen efter Gro kom hjem fyldte den store tøs fem år! Fødselsdagsgaven over dem alle var at moster Dagmar, onkel Jesper og kusine Hilde landede i Nuuk for at være her i 14 dage. Hvor vidunderligt at se familie igen. Hvor skønt at kramme min lille niece og dufte til hendes hår. Det var et dejligt besøg som bød på alt, rent vejrmæssigt. Jeg mangler at sige, at Nuuk var 'sprunget ud' under vores ferie i Qaqortoq; Vi kom hjem til en by, hvor de golde og rå fjeldvægge pludselig bugnede af saftiggrøn spændstighed og den lave bevoksning afslørede lupiner, sibiriske valmuer og ranunkler, dog ikke i samme omfang som sydpå. Vejret var mildere; Vi havde vidunderlige, solrige og nærmest varme dage men oplevede jo også, hvordan en lumsk tåge fra havet kunne rulle ind over byen i løbet af få minutter og som et trylleslag få temperaturen til at falde voldsomt på meget kort tid. Dette tågefænomen heroppe er en historie i sig selv. Nogle dage når tågen ikke ind til land, men bliver liggende ude på havet med det resultat at vi kan gå i strålende solskin i Kolonihavnen, med en væg af tåge lige ved vandkanten.  Vi havde nogle gode dage hvor vi virkelig fik gennemtrawlet Nuuk og alle de seværdigheder byen byder på, både i form af museer, udsigtspunkter og gastronomi. Dagmar fik shoppet lidt og inviterede sin kulturelt sultne søster i biffen for at se en Canadisk inuit-film, som var meget fin og sjov. Det var en smuk og solrig aften og vi gik en tur i Myggedalen som ligger meget idyllisk lige ud til fjorden. Klokken var mange og der var fuldstændigt stille. Pludselig hørte vi en blåst fra fjorden. Ja, vi hørte den før vi så den hval, som havde lavet lyden. Men hurtigt fik vi øje på den, langt ude i fjorden. Den var oppe og blæse syv-otte gange, hvorpå vi så den store krop rulle over havoverfladen og dykke dybt ned, med den smukke, graciøse hale som det  sidste syn. Fjorden vrimlede med pukkelhvaler den aften og vi spottede ikke mindre end 4 – den sidste på meget tæt hold - på turen hjem til lejligheden. Jesper var meget misundelig og brugte meget tid på at kigge efter disse havkæmper resten af deres tid heroppe. Højdepunktet under Dagmars og Jespers besøg heroppe var en weekendtur ind til Qooqqut, som er et sted inde i Godhåbsfjorden, ja, bygd kan man næppe kalde det, men snarere et feriested, hvor bedre stillede Nuukborgere har hytter til rekreativt brug. En slags sommerhuse. Her har en driftig Nuuk-dreng med dansk baggrund åbnet en restaurant med hytteudlejning. Vi sejlede derind med en privatchartret aluminiumsbåd 12 timer forsinket pga en fredag aften med storm. Det var stadig gråt på turen derind; skyerne hang lavt og skjulte delvist de meget høje fjelde i den del af fjorden. Vi så springende sæler men ingen hvaler. Ankomsten til Qooqqut var ret våd; Det regnede, så vi installerede os i de helt nye og komfortable men spartanske hytter med mudder på støvlerne og dryppende overtøj. Pludselig klarede det op. Solen afslørede det mest vidunderlige landskab med svimlende høje fjelde, dybe dale og elve, der bugtede sig ned af fjeldsiderne og løb ud i havet. Varmen kom den eftermiddag og vi fik brug for vores myggenet i meget højere grad end vi havde forestillet os. Luften var tyk af bitte små fluer som søgte ind i alle eksponerede kropsåbninger. Jeg fik slugt nogle stykker og Asger, som kategorisk nægtede at have sit net over ansigtet måtte få fisket døde fluer ud af næsen og ørerne om aftenen. Vi kogte kaffe på trangiaen og stegte Michaels ene rødfisk på en medbragt engangsgrill og indtog aftensmaden i restauranten som overraskede meget positivt. Michael og Jesper drog ud for at fiske, dog uden held, og vi fik vandret lidt med de små i rygsække og Gro springende af sted over fjeldknolde og fra sten til sten over vandløb. Et mere idyllisk sted på denne jord tror jeg ikke findes. Til alle, der overvejer at besøge Nuuk om sommeren vil jeg sige, at en tur ind til Qooqqut er et must!

                                          Hilde og Gro i smukke Qooqqut

 Dagmars og Jespers besøg bød også på en heldagstur ind til isfjorden med en Targa (motorbåd) med SMÆK på! Dagmar var lidt hvid om næbbet, men jeg tror resten af selskabet morede sig over farten og dønningerne. Turen gik forbi fuglefjeldet, smukt og frodigt, fyldt med måger og mågeunger, som skreg ørerdøvende. Isfjorden frembød meget store og meget flotte isskosser men desværre var bræen gemt bag en tæt tåge. Jeg tror nu nok at både Jesper og Dagmar nød turen og fik en god oplevelse. Det var hårdt at tage afsked i lufthavnen, men fantastisk at have besøg. Det er rørende at folk har lyst til at betale de ågerpriser Air Greenland kræver, for at besøge os heroppe.

14 dage senere kom så mor, far og Ingeborg på besøg i næsten 3 uger. Endnu en gang skønt at få besøg hjemmefra. Mor og far blev installeret i en lejlighed på Rambøll ganske gratis og Ingeborg boede hos os. Egentlig skulle hun og Gro bo sammen, men vores Grønlandseventyr og det at vi har været os fire, alene sammen uden anden familie i 7 måneder, har åbenbart betydet at Gro er meget knyttet til os og ikke gerne giver slip på os. Til tider var hun decideret afvisende over for sin moster og bedsteforældrene, hvilket gjorde mig både ked af det og frustreret. Nu har jeg haft noget tid til at tænke lidt over det hele og jeg er nået frem til at det nok er en meget naturlig reaktion; 7 måneder er meget, meget lang tid for et lille barn. Hun har sandsynligvis ikke reflekteret over at hendes elskede familie ikke har besøgt hende oftere pga meget stor afstand og økonomi. Hun er blevet vant til at være meget sammen med os, ikke at blive passet så ofte osv. Det sædvanlige ritual med at blive puttet af mormor eller ligge i ske med moster når man kan, er dødt. Forhåbentlig kun midlertidigt. Det var vidunderligt at se, hvordan min far tog Grønland til sig. Han er glad for skovene og træerne og har tidligere givet udtryk for, at et land af bare is og fjeld, ikke interesserede ham. Træer må der til. Heldigvis overraskede landet her ham positivt og jeg kunne mærke at han trods alt satte pris på denne uberørthed, ensomhed og det storslåede i naturen heroppe. Far var ikke sen til at fatte fiskestangen og tage ud i det blå; Desværre var afkastet til at overse. Ingeborg og far brugte det meste af den 1. fisketur til at ordne en knudret fiskesnøre og hive alt muligt andet end spisefisk ud af havet. Til gengæld havde de det vist sjovt. Mormor hyggede max om ungerne, som villigt lod sig føre med på museum, i svømmehallen og i sofaen, hvor der blev læst historier og sunget sange. Ingeborg havde slæbt Four Jacks med og introducerede det til Gro. Det var en stor succes. Gro lærte selvfølgelig 'Mandalay' udenad i rekordfart.  Den 1. uge var præget af lidt uro; Gro var tydeligvis temmelig kriseramt efter bedste-veninden fra børnehaven var rejst hjem til Danmark, (et vilkår heroppe – stor udskiftning i børn og voksne i institutionerne), og havde nogle ret voldsomme følelsesudbrud ind imellem. I den slags situationer er det ærligt talt lidt hårdt at have gæster. Ens mere eller mindre begavede forsøg på at tackle diverse situationer på bliver uvægerligt observeret og ind imellem jo også kommenteret, hvilket ikke altid er lige rart (om end det kan være vældigt nyttigt og lærerigt). Heldigvis faldt der efterhånden ro på det hele og det endte med at blive dejligt for Gro også, at have besøg. Imens mor, far og 'moster hængelår' var her, var vejret vidunderligt. Stabilt godt sommervejr i næsten 14 dage har vi hverken haft før eller siden. Vi spottede hvaler. Rigtig mange hvaler. Mor og far passede ungerne en dag, hvor Michael, Ingeborg og jeg vandrede en lang tur, rundt om fjeldet Lille Malene og op til 'udsigten', hvorfra man har den mest guddommelige udsigt ind i Kobbefjord. Turen går primært på tværs af højdekurverne og min højdestræk blev udfordret til det yderste. Jeg kom slet ikke med det sidste stykke op – jeg turde ikke gå længere til sidst i angst for ikke at turde gå ned igen. Fjeldene i Nuuk er ikke sådan at spøge med – redningsaktionerne på begge Malenefjeldende forløber sig d.d. til 14 stk. i år. Sidste år var der en dødsulykke på Store Malene, hvor en kvinde styrtede ned. Disse historier kørte rundt i hovedet på mig jo stejlere det blev og til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen og lade min meget sejere søster og min mand fortsætte de sidste 50 meter op til udsigtspunktet. Imens ventede jeg på dem ved en af de mange smukke, spejlblanke og uhyggeligt dybe smeltevandssøer der findes oppe i fjeldet. Jeg blev spist af myg men nød stilheden og den vidunderlige udsigt jeg trods alt også havde fra min venteposition.

                                         Ingeborg på toppen

Vi havde forsøgt at arrangere en overnatningstur til Kapsillit, en bygd helt inde i bunden af Godthåbsfjorden hvorfra man kan vandre ind til indlandsisen. Beskeden fra det bureau der står for bookingen af det lille-bitte vandrerhjem derinde var, at alt var booket hele august og hele september. Så turen gik atter en gang til vidunderlige Qooqqut. Og det var heller ikke ringe. Af sted gik det i en lille, åben fiskerjolle med 25 knob gennem fjorden, iført overlevelsesdragter og i vidunderligt vejr. I Qooqqut var der mindst lige så skønt som første gang vi var der. Knapt så varmt, men nu med store, saftige blåmuslinger på stranden som bare kunne plukkes under ebben, modne sortebær i massevis, blåbær i noget mere beskedent omfang og Tuparnat, arktisk timian, som det var bøvlet men hyggeligt at samle. Ungerne var henrykte. De satte sig i hver sin klynge sortebær-lyng og gik i gang med at forsyne sig. Vi fik virkelig en fornemmelse af naturens eget spisekammer på denne tur. Vi fiskede (små) torsk fra bådebroen og det lykkedes Michael og far at hive tre flotte ørreder op af vandet ved et af elvudløbene. De to døgn vi havde derinde var slet ikke nok.

                                          Blåbærrov i Qooqqut

 Vi kom tilbage til et pludseligt efterårskoldt Nuuk. Atter hjemme blev der kogt blåbær- og sortebærmarmelader og tørret timian til den store guldmedalje. Vi drak grønlandsk kaffe et par gange – stor succes, og med rette, vi fik vandret lidt mere og hyggede os sammen. Da den sidste aften kom, blev jeg kaldt på arbejde midt i marsvin-bøfferne. Jeg måtte tage min afsked i hast og kom derfor temmelig nedslået på arbejde. Det endte dog med at være en af de slags vagter, hvor jeg hurtigt kom på andre tanker og glemte alt andet end mit job, hele natten. Næste morgen kunne Michael berette om en meget hård og tårevædet afsked i Atlanthavnen, hvor de tre dejlige mennesker stævnede ud om bord på Sarfaq Ittuk med kurs mod Ilulissat.

Dagen efter begyndte det at regne. Og det har det gjort lige siden, med enkelte undtagelser. Nattefrosten er sat ind, de sprøde grønne farver er falmet til brunt, rødt og mosgrønt. Også smukt, men det er sket med uhyggelig hast. Fjeldtinderne er pudret med et tyndt lag sne og aftenhimlen har atter fået sine tusinde nuancer af grøn og blå tilbage. Dagen er aftaget med mere end 2 timer siden slutningen af august, hvor mor, far og Ingeborg rejste.

Sidste hold gæster, min kære svigermor og –far, ankom 14 dage senere. Endnu en periode med 'undtagelsestilstand' i det lille hjem, på den gode måde. Ungerne, især Asger, knyttede sig endnu en gang tæt til bedsteforældrene, som alle 4 bærer titlen 'mormor'. Endnu engang var det vidunderligt at opleve hvordan vores gæster var meget og positivt overraskede over Grønlands ynder og de ting naturen og omgivelserne har at byde på. Georg sagde lige ud, at han slet ikke havde haft lyst til at komme herop, at Grønland ikke sagde ham det fjerneste. Men da tågen over fjeldene trak sig tilbage og afslørede vores fantastiske udsigt, efterhånden som vi fik vist dem byen og naturen omkring os, måtte han også give sig. Michael havde yderligere en mission; at udfordre sine forældre smagsløg. Vi startede forsigtigt ud med indbagt, dybstegt torsk. Det faldt utroligt nok i rimeligt god jord. Stenbiderrognene og krabbe-maki-rullerne fik vi lov at have for os selv, men ellers gled der både vesterhavstorsk og grønlandsk lam ned. Med vellyst, oven i købet. Det var en fornøjelse at lave mad til dem. Besøget bød på flere vandreture og Nuuks fjelde faldt i god jord hos svigerfar som desværre kom galt af sted på den sidste tur som Michael og han var på. Han er nu sygemeldt i tre uger, da slaget på knæet åbenbart kræver mere ro end først antaget. Besøget bød på endnu en fantastisk tur ind til isfjorden. Det virkeligt dårlige efterårsvejr holdt pause den weekend, og solen strålede ned fra en blå, men ikke helt skyfri, himmel. Fuglefjeldet var nu forladt, men isfjorden var overjordisk smuk i solen og bræen kunne nu tydligt ses fra båden. Vi var tæt på den, måske kun 1000 meter fra kanten, og med kikkert så vi ind over gletscheren og ind til indlandsisen. Turen hjem derfra var lovligt spændende; Isskosserne begyndte at lukke sig om båden og den korte tur ud af selve isfjorden var lovlig dramatisk, hvor Targaens køl kom lidt mere i nærkontakt med isen end kaptajnen brød sig om. Når man tænker på hvor stilfærdig og tilforladelig, isen virker når man bare glider forbi den eller ligger stille midt i den, (om bord på båden, selvfølgelig), er det lidt en overraskelse hvor voldsom og larmende samme is bliver, når den rammer en båd, der for fuldt drøn forsøger at komme væk fra den.

                                          Georg og Anne Marie i isen

Vi nåede helskindede ud af isens favntag og påbegyndte turen tilbage mod Nuuk. Det bød på et stop i den nedlagte, ubegribeligt smukke bygd, Qoornoq, som også er et ferie-fridags-tilflugtssted for Nuukborgere med pengepungen i orden. Solen stod lavt ind over den yndige bygd og vi mødte en familie på vej hjem til hytten. Faren havde et jagtgevær med og drengen fortalte stolt hvordan han havde skudt til måls efter en plastikflaske, som han efter alt at dømme, havde ramt adskillige gange. Det er helt normalt heroppe at børnene lærer at betjene en jagtriffel allerede længe før de er myndige. Mange drenge får deres første riffel foræret når de bliver konfirmeret og nedlægger deres første rensdyr eller moskusokse samme år. Man forsømmer nærmest sit barn hvis man ikke sørger for at lære det at nedlægge dyr allerede tidligt i livet.

                                                       Qoornoqs kirkegård

Sidste stop på turen gik forbi Sermitsiaqs imponerende vandfald. Smukt og overvældende er det at stå neden for de kaskader af smeltevand, der løber ned fjeldsiden og i solskind siges at danne tusindvis af bitte små regnbuer. For Georg og Anne Marie blev det til en sejltur mere, hvorfra de så sæler og endnu en gang var heldige med sejlvejret. Om natten var det så tilbage i al sin pragt; Nordlyset. Jeg var lykkelig over at især min svigermor nåede at opleve dette naturens mest underfulde fænomen. Det viste sig så at de havde set det aftenen før, på vej hjem til Rambøll-lejligheden, men at Anne Marie havde været overbevist om at det blot var en sky, der blev lyst op nede fra. Næ, de er ikke sådan at imponere, de sønderjyder.

Vi har nu været her i otte måneder og har således syv tilbage heroppe i det høje, smukke nord. Vi begynder at savne vores familie og venner noget mere inderligt nu end vi har gjort tidligere. Måske fordi alle gæsterne og al selskabelighed hen over sommeren har skubbet til vores hjemve og længsel efter livet i Danmark. Vi kan mærke at vi rykker os meget på det personlige plan og at det er godt for os at være her. Michael keder sig måske lidt rigeligt, rent arbejdsmæssigt, men siger selv at han nyder det heroppe. Børnene trives også. Asger er begyndt i vuggestue og det er virkelig godt for ham. Der begynder at ske noget med hans sprog nu efter et halvt års total stilstand. Vi har været glade for dagplejen, men det er godt at Asger er kommet videre nu. Det trængte han til. Gro er stadig glad for sin børnehave, selvom det har været en lidt hård sommer med megen udskiftning. Det er fantastisk at se, hvordan hun oplever og opdager naturen heroppe; Hun har styr på havørne, ravne og snespurve og tegner hvaler, krabber og hav og is. Hun elsker at plukke sortebær og samle spændende sten oppe i fjeldet og har virkelig nydt de sejlture vi har været på hen over sommeren. Det næste der skal ske for os er foreløbigt ingenting. Vi skal i gang med en almindelig hverdag efter en meget festlig og hektisk sommer og af med de ekstra kilo al den selsabelighed har kostet med lækker mad og vin eller øl stort set hver aften i flere uger ad gangen. 'Ferien' er slut. Nu skal vi i gang med motion og sunde kostvaner igen. Skriver igen snart.