Evig Vinter.

Så kommer det uigenkaldeligt sidste afsnit i vores rejsedagbog fra Nuuk. Det er længe siden jeg har skrevet – det er der flere årsager til, nogle lidt mere trivielle end andre. Mest af alt er tiden strøget afsted og nærmest forsvundet mellem hænderne på os. Vi har i skrivende stund tre dage og fire nætter tilbage i det, som i meget høj grad føles som vores by.

Nuuk har set sin længste, koldeste og mest snefyldte vinter i mange år. Og vi var her til at opleve det! Vi føler os meget heldige og dybt taknemmelige. Som jeg har skrevet tidligere har vi haft sne siden November. Der har været perioder hvor sneen har været sort og kedelig. Især langs med vejene er det slemt, hvor bilernes pigdæk, lag for lag kører asfalten af. Men sneen er kommet igen 'with a vengence' hver gang vi har tænkt, at nu kan de grå og grimme rester lige så godt tage og smelte. Det betyder at vi her, midt i April, netop har haft det største snefald denne vinter, en snestorm efterfulgt af et par døgn med tæt, tæt on/off sne. Her ligger nu minimum 1 meter sne i hele byen og fjeldene er pakket ind i en stor, blød dyne som glimter blændende hvidt i den høje sol og slår over i en klar, lyseblå farve når mørket sænker sig ved 21-tiden. For at være ærlig passer det os fint med en forlænget vinter. Vi kender alt til mellemsæsonerne her i Grønland og føler egentlig ikke det store behov for at genopleve tøbruddet, regnen og de voldsomme storme fra syd. Når det så er sagt skal der ikke herske et sekunds tvivl om, hvor stort et savn det bliver at undvære denne vilde, utæmmede natur og den måde selvsamme har fungeret som en stor, kold og viunderlig legeplads for os og børnene på.

Tungen lige i munden

Første tur på langrendsski

Sne, sol, SMIL!

Gro længst væk, i fuldt drøn på langrendsski

Lige nu når snedriverne nogle steder op til tagrenderne

Man må ikke spise istapper - selv om man gerne ville

Jeg har ikke kunne udfolde mig helt så meget på to brædder som jeg egentlig havde tænkt at jeg skulle. To dage efter at jeg havde købt liftkort til hele sæsonen kom jeg galt afsted på Michaels 15-20 cm. for lange langrendsski. Jeg benyttede mig af en fridag sammen med Marie, en skøn quinde hvis børn går i børnehave med Gro. Hun og manden, Mikkel, er begge læger i Sundhedscentret og vi har lært hinanden lidt at kende over de seneste fire-fem måneder. Det er jo rart og praktisk at have hverdagsfri sammen og da vejret var vidunderligt ville vi tage ud at løbe en tur på langrendsløjpen. Men, ak, efter 15 minutter havde jeg et grimt styrt på vej ned af bakke; Michaels lange ski viste sig at være umulige for mig at styre på nedadgående strækninger. Resultatet var et forstrukket ledbånd i knæet og en meget lang skadespause fra alle aktiviteter der belaster knæet mere end almindelig gang. Jeg gjorde dog turen færdig – og hvilken tur det var! Ikke desto mindre er det hvad en ellers lang og ret fantastisk skisæson bød på for mig. Men hvor jeg fejlede, vandt Michael. Den svorne alpinløber købte sig et par begynder-langrendsski i November måned og blev hurtigt bidt af den lidt mindre action-prægede men noget mere teknisk krævende disciplin. Halvvejs inde i December kom jeg til at spørge ham, om ikke han skulle løbe ACR. Arctic Circle Race betegnes som verdens hårdeste langrendsløb. Det afholdes i fjeldene rundt om Sisimiut og byder på 160 km. løb i uvejsomt, barskt og overvældende smukt tærræn og overnatning i en teltcamp midt i fjeldet. Tilsyneladende havde Michael selv tænkt præcis det samme. Det satte gang i en sand lavine af research, nyanskaffelser, benhård træning og nørderi udi kunsten at vokse og smøre sine ski, så de glider perfekt i sneens temperatur og beskaffenhed her og nu. Michael har knoklet med træningen i tre måneder. I høj sol, ekstrem kulde, blæst og tø (som vi har haft ganske kortvarigt). I bulderragende, arktisk mørke med pandelampen spændt om huen, under blafrende nordlys, fire gange om ugen. Det har krævet meget tid, selvfølgelig. Tid hvor jeg så har jongleret unger og hjem – og dermed en af mine mange undskyldninger for at sylte denne rejsedagbog.

Michael løb ACR her i starten af April; Kulminationen på masser af træning og masser af spænding. Michael burde selv skrive om det – måske det kommer på som en tilføjelse senere en dag, ved lejlighed. Jeg lader billederne, taget af nogle officials under løbet og offentliggjort på løbets facebookside, tale for sig selv.

Målstregen på ACR's andendag - den hårdeste

Rute- og højdeprofil for dag 2 i ACR

Målstregen i Sisimit - så er man brugt!

Michaels ambition med deltagelsen var at gennemføre løbet. Jeg melder med stolhed at han ikke bare gennemførte, men faktisk fik rigtig pæne midterplaceringer i begge kategorier; Samlet 160 km: nr. 45 ud af 100. Mænd, 160 km: nr. 34 ud af 58. Jeg er overbevist om at Michael har fået smag for mere, ud over selvfølgelig en oplevelse for livet.

Den første tid efter nytår har været præget af at det har været mørketid. Jeg er ret sikker på at jeg tidligere har skrevet om hvordan en ellers gammel, 'trofast' bekendt, vinterdepressionen, har undladt at genere mig i denne kolde, klare og snefyldte arktiske vinter. Det fortsatte; Jeg har vitterligt ikke, for første gang i 15 år, været vinterdepri. Til gengæld har min krop godt kunne mærke at dagene har været kortere end korte – med dagslys i mindre end fire timer. Timer, hvor man for det meste er på arbejde. De dage hvor det har været overskyet er det slet ikke blevet rigtig lyst. Jeg har været træt med træt på. Jeg har haft et fuldstændigt umætteligt søvnbehov, lige som resten af familien. Vores unger har ellers altid været ret morgenfriske. Men hele januar og det meste af februar har vi måttet vække dem om morgenen når vi ikke kunne trække den længere og i de samme måneder er jeg kommet halsende ned på arbejde i sidste øjeblik – noget der for mig er atypisk og noget jeg bestemt ikke bryder mig om. Vinterfridagene er blevet brugt ude – så meget temperaturerne og snefaldet har tilladt det. Ungerne er blevet benhårde vinterbørn – de kan være ude time efter time i hård frost. De tumler omkring i snedriverne langs vejene, de kælker hujene og skrigende ned af de stejleste skrænter de kan komme i nærheden af, med pink æblekinder og ånden stående i krystaltåger omkring deres hue-indpakkede hoveder. Gro og Michael har brugt mange timer på skibakken og den store tøs er blevet ubegribeligt sej til at styre skienen ned af fjeldene. Hun og bedsteveninden Maja drager afsted på egen hånd når de møder hinanden derude. Afsted kører de, de to små 5-årige tøser, op med 'storeliften' og susende ned af pisten. Det er utroligt at se. Vi skal nok få nogle fede skiferier med børnene på slæb.

Vi har fået et lidt mere udadvendt socialt liv heroppe nu. Når man har opholdt sig så længe i sådan en lille by udvikler nogle bekendtskaber sig til regulære venskaber. Der er masser af skønne mennesker heroppe som vi kun lige har fået kradset overfladen på. Vi har selvfølgelig set en del til Karina, Uusaqqaq og deres dejlige børn som ungerne nyder. Vi glæder os til at de kommer og besøger os til sommer når de er på ferie i Danmark. I kommer til at møde dem til Gros fødselsdagskaffemik. Mikkel og Marie og deres to drenge har vi bygget Iglo'er med og tog med dem og deres gæster fra Danmark på en sidste, iskold og helt fantastisk sejltur i Godthåbsfjorden, ind til bygden Kapisillit. Vejret var med os på trods af at vi var inde i en periode med ustadigt, stormende vejr, hvor termometret hele tiden lå og svingede med et par grader omkring frysepunktet.

Iglo 1

Iglo 2

Iglo 3 - Gro og Karl

Feeeest - forsinket julefrokost med Karina, Uusaqqak, Silja og lille Asger

Sidste sejltur i Godthåbsfjorden

Hygge indendørs i Targaen - Marie og Karl

Kapisillit - smukt  grimt samtidig

Gammelt koloni-hus, nu bygdens eneste butik

Varm cacao og kanelsnegle i det fri. Kun lidt koldt

Find polarræven!

Jeg har haft en del ture ud at vifte med ørerne med mine meget dejlige kolleger og yndlings-Tina har vi også set lidt til, selvom hun også har trænet til ACR – på 100 km.-distancen.  Vi har de seneste dage været inviteret på middag af flere omgange hos søde mennesker som har forkælet os med rensdyrryg, stegte lomvier og andre gode, Grønlandske retter. Det korte af det lange er at vi kommer til at savne dem vi har lært at kende heroppe ligesom vi savner alle dem vi efterlod derhjemme nu. Det vil nok være sådan, uanset hvor man rejser hen og uanset hvor rart det bliver at komme hjem igen, at man kommer til at efterlade noget, man gerne ville have haft med sig videre. Man kommer til at sige farvel til mennesker man holder af – man kommer til at savne og man efterlader en del af sig selv et sted som vi, i vores tilfælde ved, vi ikke kommert il at gense så ofte som vi gerne ville. Vi kommer til at tage en del af Grønland med hjem i vores hjerter og spørgsmålet er om vi nogensinde kommer til at slippe landet helt. Hvad fremtiden bringer står på mange måder hen i det uvisse. Vi ved at Gro skal starte i skole og at der skal være ro om hendes skolestart. Vi ved også at vi skal gøre det, der er godt for os som familie og at hvis vi er utilfredse eller ikke trives i den tilværelse vi får i København, så må vi gøre tingene anderledes. Vi er i hvert fald ikke længere bange for at træffe livsforandrende beslutninger eller flytte os derhen hvor vi har brug for at være for at have det liv vi gerne vil have.

Qujanaq, Nuuk. Over and out.