Arssanerit - nordlyset. Udsigten fra vores altan
Bagjul.
Efter en ret heftig juleafslutning på arbejde, hvor jeg til sidst måtte forlade mine hårdt arbejdende kolleger for at nå at komme til frisør inden jul, kunne jeg endelig holde julefri efter en meget travl måned med rigtigt mange nye Grønlandske borgere. Ungerne (i særdeleshed Gro) havde virkelig brug for ferie og jeg havde brug for at være sammen med dem. På min 1. feriedag vågnede jeg op med ondt i halsen. Altså, sådan RIGTIGT ondt i halsen. Typisk. De seks fridage jeg har haft hen over julen er derfor klaret med en ret stor mængde paracetamol og en ind imellem lettere vingeskudt mor. Men vi har hygget os og gjort alle de ting vi gerne ville og som hører sig julen til, hvor end man er i verden.
Gro og jeg bagte småkager, vi fik lavet en ordentlig omgang konfekt, ungerne har kælket og tumlet sig i sneen og vi voksne har fået bund i vasketøj, rengøring og oprydning.
Vores juletræ viste sig at være temmelig fyldigt og flot (og KNAStørt) og vi har derfor måtte omgøre hele stue-arrangementet for at få plads til at danse rundt om det; Således blev der lavet kæmpe familieseng inde på vores soveværelse og ungernes børneværelse tjener som lege- og tv-stue ind til juletræet skal ud igen.
Silja, Karina og Uusaqqaks datter, fyldte 4 år den 20.12 og vi var derfor til kaffemik den 22. i det hyggelige rækkehus i Nuussuaq. Det blæste ret kraftigt den dag og da det også frøs voldsomt var det en temmelig kølig tur fra bussen og hjem til vores søde venner. Jeg havde ikke fået tøj nok på til det vejr (tvivler faktisk på om der findes 'tøj nok' i den vejrsituation) og da vi drog hjem havde jeg fået feber. Bed i det sure æble og ringede til lægeklinikken lille juleaftens morgen. Heroppe findes der ikke privatpraktiserende almene læger som vi kender det derhjemme; De 'almene' er samlet i en lægeklinik på hospitalet. Her kan man kun bestille tid ved at ringe til klinikken mellem 08.15 og 09.00 på hverdage. Lægeklinikken betjener 16.000 borgere. Der er plads til 50 i telefonkøen. Hvis man ikke rammer et tal mellem 1 og 50 når man ringer op, kommer man simplethen ikke igennem. Tricket er; Ring op, igen og igen, fra kl. 08.12. Lige pludselig er der hul igennem, ofte lige før 08.15. Venter du med at ringe op til dit ur har passeret 08.15, så glem at komme til at tale med en læge den dag. Systemet er absurd. Og det kan tilsyneladende ikke laves om. Det betyder, at dem, der kommer igennem til lægen er de mest stædige eller de mest ressourcestærke. De andre giver op. Nå, men igennem kom jeg. Der blev udskrevet penicillin uden jeg behøvede at møde op; Jeg kender den læge, jeg talte med. Det kan være en fordel heroppe. Og det er bare overhovedet ikke ok. Det er der mange ting heroppe der ikke er. Systemet er præget af stor udskiftning i personalegrupperne i stort set alle slags offentlige stillinger. Grønland kan endnu ikke selv forsyne sig med arbejdskraft. Spørgsmålet er om et land med 59.000 indbyggere nogensinde vil kunne det. Det kræver meget at tage en uddannelse når man er grønlænder; Med mindre man vælger en af de få uddannelser man kan tage heroppe, må man rejse til Danmark eller Canada for at få en uddannelse. Det er langt væk hjemme fra og ikke alle har de sproglige eller boglige kundskaber der skal til, for at kunne klare en videregående uddannelse på et sprog, der i bedste fald er ens 2. modersmål, i værste fald et sprog man aldrig har lært at mestre til fulde i tale, og måske meget mindre i skrift. Det er de dobbeltsprogede grønlændere fra ressourcestærke familier, der tager væk for at få en uddannelse. En del vender hjem igen. Mange kommer ikke tilbage.
Lille juleaften blev vi inviteret til risengrødsspisning hos min dejlige veninde og kollega, Tupârnak og hendes mand, Simon. De er forældre til Aviaja på Asgers alder og Aputsiaq som er lidt yngre end Gro. Gro og Aputsiaq hænger sammen som ærtehalm så snart de er sammen. Det er så hyggeligt. De to forsvandt hurtigt ind på børneværelset og vi så dem ikke igen før maden var på bordet. Bagefter ville de ud at kælke. Tûparnak og Simon bor i en af lægeboligerne lige ved siden af Sana og med udsigt til sletten foran Sana og Sanabugten. Vidunderligt sted, som trafikalt er afsidesliggende og derfor fint egnet til at ungerne kan løbe ud at lege uden voksenledsagelse. Da børnen havde været ude i mindre end 10 minutter, kom Aputsiaq væltende ind af døren, stortudende... Gro listede ind i sofaen og sad og så vældigt brødbetynget ud. Jeg satte mig hen til hende for at finde ud af hvad der var sket. På Simon forstod jeg at Aputsiaq var blevet bange for spøgelser. På Gro forstod jeg at hun havde fortalt Aputsiaq Qivitoq-historier. Til jer, der ikke ved, hvad en Qivitoq er, kan jeg fortælle at det betyder 'Fjeldgænger'. Dengang man boede i små boplads- eller bygdesamfund, valgte mennesker som havde tabt ansigt (meget alvorlig ting i Grønland) at gå 'til fjelds'. Det betød at de forlod deres samfund og dermed også underskrev deres egen dødsdom; I virkeligheden har det været en form for sofistikeret selvmord. Man klarede sig i den barske natur så godt og så længe man kunne, men på et eller andet tidspunkt ville man dø af sult eller falde i en kløft eller blive overfaldet af en bjørn. Nogle gik også til fjelds med det formål at kaste sig ud fra noget højt, det går trods alt lidt hurtigere end det andet. Der er selvfølgelig opstået nogle myter omkring disse mennesker, som frivilligt har ladet sig forsvinde i fjeldene; Man mente at de erhvervede sig overnaturlige evner derude; hvordan skulle man ellers kunne overleve i denne barske natur? Man var bange for dem. Man mente at de kom ned til bygden og stjal eller overfaldt andre. Qivitoq'er er uhyggelige, magiske væsener som engang var mennesker. Ikke spøgelser (som man i øvrigt også er meget optagede af heroppe). For, ja, der er stadig en udpræget kultur omkriung det at dyrke overtro og skræk-historier; Gro har for eksempel lært om Qivitoq'er fra en pædagog i børnehaven, som tilsyneladende skræmmer livet af ungerne med den slags historier ind imellem. Vi fandt i sommer ud af, at søde dagplejemor Karen har ladet ungerne se en grønlandsk gyserfilm som handler om netop en Qivitoq. Jeg har set filmen, Qaqqat Alanngui, 'Skyggerne i fjeldet', som er mere komisk end uhyggelig for voksne mennesker, men som bestemt ikke er for små børn. Man har absolut ingen skrupler med at skræmme sine unger fra liv og sans heroppe. Angsten for naturens kræfter, for ånder, spøgelser og Qivitoq'er er en indgroet del af den grønlandske kultur og er (eller har været) en væsentlig del af den måde man opdrager sine børn på. En kvinde jeg har hjulpet med at føde, fortalte mig at man i nogle familier stadig bruger skræmmeteknikker frem for moderne opdraglse i forhold til sine børn. Hun kom med følgende eksempel; Man er ude hos nogle venner og spise aftensmad. Det er ved at være gå-hjem-tid. Man ønsker ikke at diktere hvad ens børn skal gøre. Så i stedet for at sige, at nu skal vi hjem, I skal i seng, så kigger man ud af vinduet og siger til sine børn: 'Jeg har hørt, at der bor et monster her i nærheden. Det kommer frem ved 8-tiden. Det er klokken snart. Måske skal vi gå nu, så vi ikke møder monstret?' Gro var meget ked af at have gjort sin ven så bange. Vi snakkede med ungerne om, at spøgelser og Qivitoq'er ikke findes. De troede vist ikke på os...
Top-stjernen sættes på af top-tøsen
Den 24.12. sov vi længe. Det var jo dejligt, men skype-aftalerne med alle derhjemme måtte vige for en hurtig morgenmad, da vi skulle nå ned til Sana i god tid før kl. 10.00. Vi, og resten af byen, tog opstilling på den rigtige side af afspærringerne, og ca. 10.15 kunne vi høre den helikopter som vi ventede på. I en af Air Greenlands flotte, røde helkoptere, kom selveste julemanden flyvende og landede i en sky af ophvirvlet sne fra rotorerne. Vi stod en meter fra ungerne, som var placeret forrest så de kunne se det hele (Asger og Gro ses tydeligt på et af billederne fra dagen på Sermitsiaqs hjemmeside, www.sermitsiaq.ag). Da rotorerne stod helt stille skete der nogte, der for mig var uforudset; Afspærringerne blev brudt og alle Nuuks børn styrtede afsted mod helikopteren. Der så man lige mig få hjertestop; Gro er stor efterhånden og god til at passe på sig selv. Men Asger, frygtløs som han er, er altså stadig bare en lille prut, som nemt kan løbes over ende. Hørte til min ærgelse mig selv råbe til Michael: 'Fang Asger, fang Asger!!' Hønemor! Michael fik løbet Asger op helt henne ved helikopteren. Der var selvfølgelig ikke sket ham noget. Man passer på hinanden heroppe. Ingen børn kom til skade. Nogle blev lidt væk fra deres forældre, men fandt dem igen. Da vi havde hilst på den flotte julemand gik vi ind på hospitalet, hvor der var julehygge-arrangement for hospitalsansatte og deres familier. Her var godter, kaffe og juletræ. Og julemanden var forbi - der blev taget billeder i bedste selfie-stil og med hele familieopstillinger - nu med arm om julemand. Han havde en hjælper med, som delte skumfiduser ud til børnene. Da han var gået var der en, der hev en harmonika frem og begyndte at spille julemelodier. Der blev sunget på dansk, færøsk og grønlandsk på en gang. Festligt.
Waiting for Santa
Santa's ride
Jeg drog alene til julegudstjeneste. Hvilket var lidt trist. Men da jeg hylede det meste af gudstjenesten var det nok meget godt at Gro ikke var med. Det var en fin, dansk gudstjeneste hvor jeg tænkte rigtigt meget på familien derhjemme og min fars julegudstjenste. Vi nåede til slutningen af gudstjenesten hvorunder jeg en del gange havde slugt et par klumper og blinket et par tårer væk. Præsten bredte armene ud og sagde 'Modtag herrens velsignelse'. Og så begyndte hun at synge. Med den fineste, klareste stemme lyste hun velsignelsen på grønlandsk. Da begyndte tårerne at trille. Så meget, at min sidekammerat, en diakonisse-nonne, kiggede medlidende på mig... Hun har sikkert tænkt at jeg var en eller anden ensom stakkel der er flygtet herop fra en kummerlig tilværelse i Danmark...
Juleaften.
Juleaften var alt andet end ensom; Min kollega Pia, som havde vagt på afdelingen, og hendes kæreste Dennis kom og spiste. Og så en meget, meget sød kollega fra Uummanaq, Lea, som var strandet i Nuuk hen over julen. Jeg kender hende ganske overfladisk da hun var jordemoderstuderende på Herlev lige før vi rejste. En dejlig pige, som ikke havde noget sted at være til jul. Heldigvis var der masser af mad, som primæt Michael stod for; And, flæskesteg med sprød svær, gammeldaws rødkål, brune og hvide kartofler, skøn sovs og waldorfsalat. Mums. Ungerne kunne også lide maden, især kød og sovs (man er vel Dynnweber). Pia stod for ris à la manden og mandlen, som vi først fandt i den aller sidste portion. Jeg var vinderen. Og havde kvalme af al den mad. Ret hurtigt derefter blev juletræet tændt, så de to meget utålmodige unger kunne få lov at gå ombord i det gaveorgie, der ventede dem under træet. Det var helt vanvittigt, så mange gaver der lå til dem. De flåede den ene pakke op efter den anden. Der var meget nyt legetøj. Og det var på sin vis også tiltrængt. Det var en meget træt Asger som vi til sidst måtte putte. Da gæsterne var gået fik Gro sin dyne ind på sofaen, hvor hun lå og faldt i søvn lige så stille mens Michael og jeg ryddede op efter maden, fik et glas rødvin sammen og pakkede vores gaver op. En fantastisk juleaften.
Juledag - hygge og leg
Juledag - Tuapannguits skønne legeplads
Fam. Dynnweber - Rock and roll christmas
Juledag var vi selvfølgelig trætte og jeg var stadig småsyg. Ungerne legede med deres gaver og vi gik en vidunderlig tur hvor Gro fik prøvet sin nye snow-kick, en slags løbehjul, bare til sne, men carvingski under i stedet for hjul. Det var herligt. Vi måtte aflyse den planlagte julefrokost den 26., da jeg stadig langt fra var frisk. Til gengæld blev vi inviteret på kaffe hos Karina og Uusaqqak. Karina havde simpelthen lavet gaver til os alle sammen; Michael og jeg fik hver en sofapude med sælskindsbetræk, Asger et par futter med sælskind og Gro de smukkeste, hjemmestrikkede håndledsvarmere. Så rørende og fint. Der vanker dæleme en ekstraordinært god julefrokost til dem i januar. Julen har været fredfyldt og hyggelig. Vi har selvfølgelig savnet familien og de traditioner der erforbundne med de mennesker vi plejer at fejre julen med, men vi har sandelig nydt vores helt egen jul. Michael har haft masser af ture ude med løbe- og skitræning; han har planer om at deltage i Arctic Circle Race i Sisimiut til april, måske sammen med min kollega Tina som han træner med. ACR er et langrendsløb på 160 km over 3 dage. Det er et ret ekstremt løb, men han er sej, min mand, og jeg tror på at han kan klare det. Især hvis han får trænet godt frem mod foråret. Jeg begyndte på arbejde i går og er døgnvagt i dag og faktisk nærmest resten af året; Nytårs aften har jeg tjansen, så vi skal være herhjemme i tilfælde af at jeg arbejder, så Michael ikke skal stå alene med ungerne og have dem bakset hjem på egen hånd langt over normal sengetid. Vi ved endnu ikke om vi får gæster, men det er sådan set ok. Det bliver under alle omstændigheder anderledes i år, da jeg er på kald og vi ikke skal fejre nytår med den flok venner og deres unger som vi plejer. Vi håber på klart vejr nytårsnat; Det skulle være helt fantastisk med fyrværkeriet over Nuuk og Qinngorput. Godt nytår til jer alle sammen. Vi ses snart!
lørdag den 28. december 2013
tirsdag den 17. december 2013
Så kommer der
atter til at være lidt rigelig stor afstand mellem mine indlæg her på vores
rejsedagbogs-blog. Michael har hjulpet mig med at huske og få overblik over de
ting der er foregået siden han og Gro kom tilbage fra deres lille uplanlagte
efterårsferie i Danmark. Jeg vil forsøge at få de vigtige ting med; Det er jo
også vores hverdagsliv vi har her i Nuuk og derfor vil dét at vi lever heroppe
og de ekstraordinære oplevelser vi har, hele tiden flette sig ind i netop
hverdagen, som jo i sig selv bliver for triviel at skrive om i en rejsedagbog.
Michael og Gro
havde en hektisk og god tur til Danmark, om end anledningen var trist. Gro
nåede at se alle de længselsfulde bedsteforældre, oldemødre, onkler, tanter, fætre
og kusiner og, som en sidste icing on the cake, bedsteveninden, sjælevennen
Carla, som lige nu bor hjemme på Lyneborggade 25. De havde på det tidspunkt
været væk fra hinanden i mere end 7 måneder, så det var lidt spændende. Michael
fortæller, at de tog hinanden i hånden og gik i gang med at lege, fuldstændigt
som de plejer, som om de sidste 7 måneder med 3500 km's afstand var væk, som
dug for solen. Det er rørende.
Gro var kun jetlag-ramt i et par dage, så var hun på toppen igen. Hun har fået nogle gode legekammerater ude i børnehaven, hvor hun trives. Det er en lille institution og Gro hører til i 'skolegruppen', bestående af 6 børn som er skoleklar i '14. Det er 50/50 drenge og piger og i modsætning til skovbørnehaven i København, lader det faktisk til at drengene og pigerne godt gider lege med hinanden, hvilket er rigtig sundt for Gros meget veludviklede tøse-gen. Hun har fået en rigtig god veninde, Maja, som hun har leget meget med på det seneste. Pigerne har holdt sleep-overs med hinanden et par gange, og det har været super hyggeligt.
Vores tanker
kredser meget om det faktum at mit vikariat allerede slutter den 30.04. og at
dette føles som meget snart. Tiden er fløjet afsted heroppe og vi føler slet
ikke at vi er færdige med Grønland endnu. Spørgsmålet er om vi nogen sinde
bliver det. Vi skal hjem heroppe fra; Michael må tilbage til sit 'rigtige' job og
Gro skal starte i skole. Vi prøver selvfølgelig på ikke at bruge for megen tid
på at være vemodige og triste over at denne 'ferie' fra vores lidt hektiske
Københavner-liv snart er slut og bare nyde de fordele her er, mens vi er i det.
For tiden er det
meget nemt at nyde at være her; Vejret er vidunderligt, på trods af at vi har
haft en del forvinterstorme som har fået de tidligere storme vi har oplevet,
til at ligne milde briser. Med middelvindshastighed på lidt over 30 m/sek og
vindstød på over 50 m/sek i omtrent 24 timer i streg, har vi således oplevet en
hel by gå i stå. Lukkede skoler og institutioner, indstillede busser og mig,
samlet op og kørt på arbejde af en rar gummiged-chauffør. Han fik ondt af
danskeren i snedriven som, klamrende sig til en lygtepæl, var i gang med at
fiske mobilen op af lommen for at give chefen besked på en ret betydelig
forsinkelse. Der er ikke meget plads i førerkabinen til de her enorme
sneryddere og komfortabelt var det ikke. Men så er det prøvet. Heldigvis havde
vi skønt vejr i vores ferie i november. Planen var egentlig at vi skulle en tur
til Island på afslapning i den Blå Lagune, shopping og hygge i Reykjavik, men
den uforudsete tur til Danmark spiste de penge vi skulle have brugt. Det endte
med at være rigtig godt for os at vi bare skulle være hjemme i Nuuk, uden
planer. Vi nød det skønne, kolde vintervejr, som kom den uge; klingende frost,
en smule pyntelig sne og unger med behov for samvær og hygge. Vi gik lange
ture, hvor vi bl.a. samlede stykker fra strandede isskosser i kolonihavnen mhp
at knuse dem og pakke dem i fryseren som blærede indlands-isterninger, shoppede
nødvendigheder og for alvor kom i gang med julepynten. Mørket var så småt
begyndt at komme snigende på det tidspunkt og pga det meget juleagtige vejr
føltes det ikke helt så forkert eller forbudt at komme tidligt i gang. Michael
fik startet sit luffe-projekt og er nu indehaver af et par meget smukke, flot
håndsyende sælskindsluffer. Han er vanvittigt stolt af dem, og det forstår jeg
sådan set godt…
Efter ferien
sluttede først i november har der været travlhed i det lille hjem; Jeg har haft
nogle heftige døgnvagter men derudover også rigtig mange faste dagvagter,
hvilket betyder at det har været nogle lange institutionsdage for ungerne og
ikke så mange fridage eller korte dage, som jeg plejer at kunne give dem. Dertil
kommer at vi har været afsted til hver sin julefrokost to weekender i træk,
begge meget festlige, sjove og langt fra tørre. Man kan godt mærke at det
frustrerer ungerne når halve weekender forsvinder med tømmermandspleje og
ud-af-huset-aktiviteter i hensyn til den ramte forældre. Nu her, den sidste uge
før vi går på juleferie, kan vi også mærke at der atter, især for Gros
vedkommende, er behov for ferie. Jeg har ikke regulær ferie i julen, men har
helt fri fra den 21.-26. december, så det føles egentlig meget som en lille
ferie. Det bliver så skønt at fejre jul heroppe, bare os og så et par
middagsgæster juleaften; ro og fred, sne og kulde. Ingen stress og ingen jag,
bare gøre de ting, vi har lyst til.
Det er meget nemt
at komme i julehumør heroppe. Alle vejne er der orange papirstjerner i
vinduerne som lyser op her i den allermørkeste tid; Solen står op lidt før ti
og er reelt gået ned ca. 15.30 igen. På overskyede dage bliver det faktisk slet
ikke rigtigt lyst. Til gengæld ligger her sne og den friske, kolde luft gør det
til en vidunderlig lise at trække vejret dybt ned i lungerne når man er ude.
'Den blå time' er tiden fra kl. 14 til solen er helt væk; Her antager himlen
den mest dybe, blå farve jeg nogensinde har set, og da sneen reflekterer det
lys, der nu er, får man en oplevelse af, at nogen har farvet alt meget blåt i
mange nuancer. Når solen er fremme kommer der endvidere en helt klar, lyserød
stribe på himmelhvælvingen modsat det verdenshjørne solen nu engang går ned i.
Og nej, det er ikke rigtigt vest. Solen er nu så langt fra os at den titter op
nærmest i stik syd ud på formiddagen, vandrer en doven tur lige over
horisontlinjen mod vest, og forsvinder så i havet igen ganske tæt på samme
sted, som den dukkede frem fra. Det er en syret oplevelse at betragte solens
korte vej lige over horisontlinjen på det her tidspunkt af året, men også
spændende og lidt sjovt.
I går holdt vi,
traditionen tro, julehygge med hjemmebagte æwleskiver og glögg. Vi har endnu ikke
været så mange mennesker i den lille lejlighed før, og på et tidspunkt var
støjniveauet infernalsk. Mine æbleskiver blev gode – selvom det var uden kærnemælk.
Jeg betragter ikke mig selv som et nærigt eller, for den sags skyld, nøjsomt
menneske, men med en literpris på 49 kr. måtte jeg finde på et alternativ. Det
blev en blanding af vores UHT-behandlede mælk, som nu er blevet hverdag (kan
knapt nok huske smagen af frisk mælk) og frisk ymer. Glimrende resultat. Der
blev flettet stjerner, arbejdet i skind, snakket, grinet og leget med ungerne. Mik-konceptet
er genialt; Det er bare rart og uformelt at holde åbent hus på den måde i et
bestemt tidspunkt, hvor man kan komme dryssende som det passer ind i ens
planer. Der er ingen der kigger skævt til dem, der bare stikker hovedet ind,
nupper en hurtig 'hånder' og smutter efter en halv times tid. Og man kan være sikker
på at alle er daffet hjem igen til den tid, man i invitationen har angivet.
Dermed var lejligheden ryddet op og køkkenet rent kl 18, på trods af at vi har
haft op imod 30 gæster i løbet af eftermiddagen. Vi smed ungerne på den
virkeligt gode Stiga-kælk som Michael har købt til ungerne (og i øvrigt slet
ikke selv er interesseret i, overhovedet), tog en aften-spadserertur gennem
byen og hentede noget så ekstravagant som pizza på byens nogenlunde hædderlige
pizzaria. Dejlig dag, hyggelig aften med ungerne foran fjerneren med vores ret
uhyggelige julekalender 'Pagten' – som ungerne bestemt ikke skal se alene. Gro
er meget ambivalent omkring den. Hun vil rigtig gerne se den og er meget
optaget af historien, men får ind imellem for meget, når der er et ekstra
uhyggeligt afsnit.
| Sundowner: Hendricks G&T med indlandsisterning |
| Himlens nuancer før solen går ned. |
| Juletræet på pladsen hvor blok P har ligget |
| Asger trives i de kolde omgivelser |
Nu venter
juleferien forude – tiltrængt og i høj grad fortjent. Jeg er træt, Michael er
træt og ungerne er trætte. Vi skal bare hygge os max, spise god mad, kælke i
sneen og varme os på hinanden. Glædelig jul til alle derhjemme. Vil forsøge at
sparke et afsnit mere ind inden nytår.
| Solen titter frem over horisonten kl. 10.00 |
mandag den 21. oktober 2013
Alene hjemme.
Michaels farfar, Heinrich, døde
forrige lørdag morgen. Michaels telefon ringede første gang kl.
03.40. Da sov vi stadig. Jeg registrerede blot en lyd og tidspunktet.
Da der blev ringet for tredje gang stod jeg op og tog telefonen.
Klokken var 06.30. Det var svigermor med den triste meddelelse.
Han sov roligt ind et sted mellem
hjemmesygeplejerskens besøg midt på natten og først på morgenen.
Vi vidste godt at det lakkede mod enden; Det var gået stejlt ned af
bakke et par uger. 15 minutter efter at Michael lagde røret på var
hans og Gros billetter købt og betalt så de kunne tage hjem til
Sønderjylland for at deltage i begravelsen.
Det blev en underlig dag, hvor jeg blev
kaldt på arbejde mindre end en time senere og jeg måtte forlade min
mand og overlade ungerne til ham. Det var ikke rart at gå sin vej.
Michael var ked af det og Gro selvfølgelig også påvirket af det
hele.
Natten til søndag fik Asger falsk
strubehoste og høj feber. Jeg vågnede tidligt på morgenen ved at
han ikke kunne trække vejret og kastede sig rundt i sengen i
desperation for at få luft nok. Så så man lige mig komme meget
hurtigt ned på skadestuen med lillefyren, som dog havde overskud til
at udbryde et langtrukkent 'Øøøøøøj!' til den smukke
stjernehimmel og den tindrende klare natteluft.
Efter en boksekamp hvor moderen
forsøgte at tackle og trøste drengen samtidig, så han kunne få
sin bricanyl-adrenalin inhalation, blev hans vejrtrækning bedre og
vi kunne gå beroligede hjem. Men det var en weekend præget af lidt
(forståelig) tristesse, bekymring og mig i vagt. Min vidunderlige
kollega, Katsi, tilbød at tage 1.kaldet hele døgnet søndag så
undertegnede kunne slappe lidt mere af og tage mig af Asger og resten
af familien.
De fløj i tirsdags, Michael og Gro. Og
de kommer hjem til os igen i morgen.
Det har været en ret begivenhedsrig
uge, hvor jeg har prøvet kræfter med alenemor-rollen; Asger forblev
syg det meste af ugen og jeg måtte klare mig på chefens og
kollegernes goodwill; først få afsat døgnvagterne til andre (den
klarede min glimrende chef), bruge noget afspadsering på, i første
omgang at passe den lille feberramte karklud herhjemme og senere på
at få lov at møde forsinket ind i vagt da vuggestuen først åbner
når jeg skal møde. Onsdag aften fik jeg gæster. Svend og Anne var
i Nuuk for at besøge Johannes og Diana. Asger var på ingen måde i
bedring, men alligevel lykkedes det mig at få bikset en ret lækker
middag sammen bestående af fårekølle (langtidsstegt – den
passede sig selv), svamperisotto som jeg forberedte og Svend tilberedte og rodfrugtpuré. Diana havde taget skønne, friske grønlandske
rejer med og Anne og Svend stod for desserten i form af en
Wales-kringle som gjorde Svend nostalgisk efter sin salig mors sønderjyske kaffebord. Det blev en ret hyggelig
aften med masser af snak og dejligt selskab. Det er altid interessant
at have gæster heroppe som ikke har været her før. At opleve den
umiddelbare fascination der rammer de fleste, af dette uberørte, voldsomme og smukke land,
som vi alle har hørt om hele vores liv, men som de færreste af os
ved noget som helst om. Svend og Anne er jo om sig; De havde alle
mulige aftaler med de fleste 'who's who' i Nuuk og Svend skulle
selvfølgelig holde foredrag om kristen etik på Ilimarfik,
universitetet, på teologisk fakultet. Det kunne jeg jo qua min
(midlertidige) alenemor-status ikke deltage i. Det var ellers nogle
spændende emner omkring homoseksuelle ægteskaber, provokerede
aborter osv... Foredraget blev godt nok sendt live på KNRs
radiokanal, men på et tidspunkt hvor en vis lille herre skulle
puttes...
Det lykkedes mig at komme (temmelig
snottet) på arbejde fredag og lørdag havde jeg inviteret kollegerne
hjem til en gang tøsehygge-fællesspisning. Her blev der sludret og
sladret, drukket (lidt for meget) hvidvin og grinet en hel del. Jeg
er virkelig velsignet med nogle meget dejlige kolleger heroppe. Jeg
er i det hele taget meget glad for jobbet og har svært ved at
acceptere at min karrieres højdepunkt allerede snart er overstået
og at jeg stadig har minimum 30 år tilbage i faget. Det bliver
en voldsom forandring at skulle omstille mig til igen at arbejde i
faste aften- og nattevagter, fast hver 2. weekend og i en afdeling
hvor teknologien er altoverskyggende og at der derfor er meget, meget
langt imellem fødsler uden indgreb i en eller anden afskygning.
Samtidig bliver det jo også dejligt at komme hjem til familien og
vennerne derhjemme. Det savn bliver på ingen måde mindre som ugerne
og månederne går. Til gengæld flyver tiden afsted i rasende fart.
Jeg har stadig til gode at forsøge at nedlægge et dyr og håber
meget på at komme afsted her i løbet af vintren, på rype- og
harejagt.
Vinteren lurer rundt om hjørnet;
Dagstemperaturen er faldet drastisk og ligger nu stabilt lige omkring
frysepunktet. Det mærkes tydeligt i luftens sprødhed og tørke.
Himmelen antager atter de mest utrolige farver omkring solnedgang;
dybe men klare farver, blå, grå og lyserød i striber over
horisonten bag de nu permanent snedækkede fjeldtinder. Nordlyset flammer på de klare aftener i et omfang som jeg ikke har oplevet før og månen står op et nyt sted over fjeldende hver aften noget længere mod nord end den foregående dag. (Jeg skal til at lege lidt med vores kamera som jo skulle kunne fange dette fantastiske naturfænomen uden e store vanskeligheder). Vandet er det
meste af tiden et lysende spejl, der bidrager til dette overjordiske
lysspil som bare gør vinteren heroppe så ubegribeligt smuk.
Asger og jeg har sat punktum for vores
sygdomsprægede, men hyggelige, aleneuge med engelske bøffer, pommes
og løse ærter. Mor her har endda bikset en hæderlig sovs sammen
til lillefyren som dog stadig faster lidt, nok pga synkesmerter. Vi
glæder os til at få resten af familien hjem. Nu savner vi dem.
Svend, Anne og Asger i køkkenet.
Gros forklæde atter i brug.
lørdag den 28. september 2013
En forsømt
rejsedagbog kræver nogle sider. Jeg kommer til at give den gas denne gang, da
jeg ikke har skrevet siden juni. Jeg sidder i stuen her en smuk, lettere
overskyet og råkold september-søndag-morgen med lyden af ungerne der leger
hyggeligt med deres farmor på gulvet og som altid har jeg udsigt til smukke
fjelde, hvis tinder allerede er drysset med sne og alle de sommergrønne farver
derude er blevet mere brune, røde og dybe som følge af en tidligt indsættende
nattefrost. Men alt det vender jeg tilbage til. I første omgang spoler jeg
tilbage til Grønlands nationaldag, den 21. juni, hvor vi startede vores ferie
med en tre timers forsinkelse i lufthavnen i Nuuk. Jeg skulle hilse de
uindviede og sige, at Nuuk lufthavn bestemt ikke er noget ophidsende sted at
opholde sig, men vi fik tiden til at gå. Flyveturen ned over Grønland var
fantastisk; Det sommergrønne var endnu ikke slået igennem her i Nuuk, og turen
sydover varslede løfter om et grønnere og mere frodigt Sydgrønland. Vi overfløj
blå, forrevne og uoverskueligt brede gletschere, skinnende tyrkisfarvede smeltevandssøer
på indlandsisen, dybe fjorde med vand i mange nuancer af blå og grøn, brudt af
spiraler af mudder og jord, skyllet ud i havet med smeltevandet fra fjeldene.
(Muligvis stammer enkelte af disse billeder fra dagen før, hvor jeg var afsted
på min første evakueringstur til Ilulissat og Sisimiut, ledsaget af Johannes. Hyggeligt
med selskab af en slags slægtning og meget spændende at komme ud at hente en patient fra kysten.
(Jeg lagde venflon i flyet. Med rystende hænder, da Johannes tørt fik bemærket,
at det altså er en meget vanskelig manøvre om bord på en Dash-7, men det
lykkedes!)) Tilbage til turen. Vi landede i Narsarsuaq i strålende solskin. Jeg
måtte knibe en tåre; De stejle fjeldsider der skråner ned mod lufthavnen var
fyldt med høje, smukke piletræer. Spækket med det fineste, lysegrønne løv. Mine
udbrud førte til en rar bemærkning fra en medpassager. 'Velkommen til
Sydgrønland. Her er meget grønt'. 25 minutter efter landingen blev vi kaldt ud
til den helikopter, som skulle bære os det sidste stykke til vores endelige
destination: Qaqortoq. Helikopterture er en larmende og meget spændende affære.
Det at se jorden i fugleperspektiv, men allievel være så tæt på at man kan se
alt, var noget af en oplevelse. Efter så mange måneder i barske, golde
Vestgrønland var det virkelig en fryd at se kultiverede landområder ved
fåreholderstationerne, græsmarker, blomster og små træer, alt sammen omgivet af
høje, ensomme fjelde. Det første vi så af Qaqortoq var et meget stort og flot
isbjerg, som lå i havet lige ud for heliporten. I det vi landede så vi fire
velkendte ansigter, hvoraf to var små og sad på kroppe, som hoppede op og ned
af spænding. Anton, Virgil, Charlotte og Richard ventede os lige uden for heliporten.
Vidunderligt, frydefuldt at slå armene om en kær veninde, purre op i drengenes
blonde, tykke hår og få et bjørnekram af Richard. Vi kørte alle otte i taxabus
igennem den meget kønne bymidte over hvilken 'Prinsesserne' (to sammengroede
fjelde) tårner, med de karakteristiske farverige grønlandske træhuse drysset ud
over fjeldene som konfetti. Turen endte ved den formidable storsø som danner
bunden i en gryde af stejle fjelde og ved hvilken Charlottes og Richards
hyggelige, varme rækkehus ligger.
Qaqortoqs smukke huse på prinsersserne.
Vi var så heldige at Richard og Charlotte
havde taget fri hele ugen, og ungerne hade meget stor glæde af hinanden. Anton
og Gro fandt melodien med det samme. Og naboens datter Ninna legede med Gro når
Anton for afsted med drengene fra gaden. Det er tankevækkende når man som en
rigtig københavnerfamilie ser ungerne løbe rundt i timevis på vejen og lege
frit og uden konstant voksenopsyn. Det bliver tydeligvis nogle andre lege og en
helt anden fordybelse i det, de foretager sig. Noget som aldrig i samme grad
ville kunne lade sig gøre hjemme i København hvor vi ængstelige forældre altid
har et øje på hver finger og antennerne ude efter løse muskelhunde, teenagere
på knallerter og forsøger at holde ungerne så langt fra vejene og dermed
bilerne, som muligt. Ugen gik med en masse kvalitets-voksensnak, fantastisk
mad, indendørs hygge i perioder, hvor regnen simpelthen var for voldsom til at
ungerne kunne være ude i længere tid af gangen, vandreture gennem denne
kuperede og yndige by, grøn og frodig og med grøfter spækket af lilla lupiner
og gule sibiriske valmuer. Bymidten er idyllisk og hyggelig med et lille torv,
hvor en mindebrønd over lokale helte pryder. En formiddag var vi så heldige at
være på det rette sted på det rette tidspunkt; Byens nyudklækkede studenter kom
gående i parade og slog til sidst ring om mindebrønden, hvorpå de dansede rundt
om den og sang. (Både Michael og jeg blev helt nostalgiske ved denne tradition
som i den grad vækker mindelser om hjembyen og dans om Alspigen med
studenterhuen på.) Hele sceneriet sluttede selvfølgelig med at 'duksen' – hende
med det højeste gennemsnit – blev smidt i springvandet og de stolte forældre
kastede mønter højt op i luften, til glæde for børnene, som frådende kastede
sig over mønterne som det så er meningen man snolder op. (Det er en grønlandsk
tradition, 'Bacca', som udføres i tide og utide, når man får en god nyhed om en
barnefødsel, en graviditet, et frieri, 1. skoledag, konfirmation eller en
hvilken som helst lejlighed, hvor folk finder sig selv i en eksalteret
sindstilstand og derfor begynder at kaste penge til højre og venstre. Og det
ender som regel i gråd og tænders gnidsel, idet der altid vil være nogle unger
som føler sig forbigået med for få mønter eller slet ingen.) Ikke desto mindre
var det festligt og sjovt og Gro holdt op med at græde da Charlotte forbarmede
sig og stak hende en 2-krone så hun havde lige så mange mønter som Anton.
Børnene snoldede gladeligt småpengene op hos købmanden og så var den skid
slået. En enkelt aften blev vi velsignede med fantastisk sommervejr. Det blev
fejret med grill på gaden, hvor vi stillede borde og stole ud, bagte brød,
pillede rejer og drak en vidunderlig Alsacevin mens ungerne sprang rundt om os
og legede til langt ud på aftenen i den aldrig nedgående sommersol . En aften
fyldt med idyl og hvor en ægte følelse af lykke og velvære sneg sig ind på den
måde, hvor man tænker, at man bare kunne blive siddende lige her, sådan her,
resten af sit liv. Med vemod tog vi afsked med familien en tidlig og regntung
torsdag morgen. (Vi håber lidt på et julevisit, afhængigt af om Charlotte kan
holde fri i helligdagene og om Air Greenland er i humør til at udbyde nogle
rimelige priser til den tid.)
Anton og Gro i fjeldetGrillaften på gaden
Vi anløb
Atlanthavnen i Nuuk kl. 15.00 fredag eftermiddag, glade og mætte af oplevelser.
Hjemme ventede Elisabeth og Sejr, min gamle gymnasieveninde og hendes lille
søn, som havde boet i vores lejlighed mens vi var væk. Det var hyggeligt og
rart at have dem boende lidt, ungerne legede med Sejr og jeg fik nogle gode
snakke med Elisabeth. Da hun rejste, rejste Gro også fra os, om end for en
kortere periode. Mandag morgen sejlede hun afsted sammen med 11 andre børn fra
børnehaven og de ansatte. Kolonien varede i 5 dage og foregik dybt inde i
Amaralikfjorden (Lysefjord), lidt syd for Nuuk. Vi hørte ikke en klap fra dem
hele ugen og hentede en lykkelig og træt Gro på kajen fredag eftermiddag. Asger
var henrykt for at have hende hjemme, hvilket vi selvfølgelig også var.
Dagen efter Gro
kom hjem fyldte den store tøs fem år! Fødselsdagsgaven over dem alle var at
moster Dagmar, onkel Jesper og kusine Hilde landede i Nuuk for at være her i 14
dage. Hvor vidunderligt at se familie igen. Hvor skønt at kramme min lille
niece og dufte til hendes hår. Det var et dejligt besøg som bød på alt, rent
vejrmæssigt. Jeg mangler at sige, at Nuuk var 'sprunget ud' under vores ferie i
Qaqortoq; Vi kom hjem til en by, hvor de golde og rå fjeldvægge pludselig
bugnede af saftiggrøn spændstighed og den lave bevoksning afslørede lupiner,
sibiriske valmuer og ranunkler, dog ikke i samme omfang som sydpå. Vejret var
mildere; Vi havde vidunderlige, solrige og nærmest varme dage men oplevede jo
også, hvordan en lumsk tåge fra havet kunne rulle ind over byen i løbet af få
minutter og som et trylleslag få temperaturen til at falde voldsomt på meget
kort tid. Dette tågefænomen heroppe er en historie i sig selv. Nogle dage når
tågen ikke ind til land, men bliver liggende ude på havet med det resultat at
vi kan gå i strålende solskin i Kolonihavnen, med en væg af tåge lige ved
vandkanten. Vi havde nogle gode dage
hvor vi virkelig fik gennemtrawlet Nuuk og alle de seværdigheder byen byder på,
både i form af museer, udsigtspunkter og gastronomi. Dagmar fik shoppet lidt og
inviterede sin kulturelt sultne søster i biffen for at se en Canadisk
inuit-film, som var meget fin og sjov. Det var en smuk og solrig aften og vi
gik en tur i Myggedalen som ligger meget idyllisk lige ud til fjorden. Klokken
var mange og der var fuldstændigt stille. Pludselig hørte vi en blåst fra
fjorden. Ja, vi hørte den før vi så den hval, som havde lavet lyden. Men
hurtigt fik vi øje på den, langt ude i fjorden. Den var oppe og blæse syv-otte
gange, hvorpå vi så den store krop rulle over havoverfladen og dykke dybt ned,
med den smukke, graciøse hale som det
sidste syn. Fjorden vrimlede med pukkelhvaler den aften og vi spottede
ikke mindre end 4 – den sidste på meget tæt hold - på turen hjem til
lejligheden. Jesper var meget misundelig og brugte meget tid på at kigge efter
disse havkæmper resten af deres tid heroppe. Højdepunktet under Dagmars og
Jespers besøg heroppe var en weekendtur ind til Qooqqut, som er et sted inde i
Godhåbsfjorden, ja, bygd kan man næppe kalde det, men snarere et feriested,
hvor bedre stillede Nuukborgere har hytter til rekreativt brug. En slags
sommerhuse. Her har en driftig Nuuk-dreng med dansk baggrund åbnet en
restaurant med hytteudlejning. Vi sejlede derind med en privatchartret
aluminiumsbåd 12 timer forsinket pga en fredag aften med storm. Det var stadig
gråt på turen derind; skyerne hang lavt og skjulte delvist de meget høje fjelde
i den del af fjorden. Vi så springende sæler men ingen hvaler. Ankomsten til
Qooqqut var ret våd; Det regnede, så vi installerede os i de helt
nye og komfortable men spartanske hytter med mudder på støvlerne og dryppende
overtøj. Pludselig klarede det op. Solen afslørede det mest vidunderlige
landskab med svimlende høje fjelde, dybe dale og elve, der bugtede sig ned af
fjeldsiderne og løb ud i havet. Varmen kom den eftermiddag og vi fik brug for
vores myggenet i meget højere grad end vi havde forestillet os. Luften var tyk
af bitte små fluer som søgte ind i alle eksponerede kropsåbninger. Jeg fik
slugt nogle stykker og Asger, som kategorisk nægtede at have sit net over
ansigtet måtte få fisket døde fluer ud af næsen og ørerne om aftenen. Vi kogte
kaffe på trangiaen og stegte Michaels ene rødfisk på en medbragt engangsgrill
og indtog aftensmaden i restauranten som overraskede meget positivt. Michael og
Jesper drog ud for at fiske, dog uden held, og vi fik vandret lidt med de små i
rygsække og Gro springende af sted over fjeldknolde og fra sten til sten over
vandløb. Et mere idyllisk sted på denne jord tror jeg ikke findes. Til alle,
der overvejer at besøge Nuuk om sommeren vil jeg sige, at en tur ind til
Qooqqut er et must!
Hilde og Gro i
smukke Qooqqut
Dagmars og Jespers besøg bød også på en
heldagstur ind til isfjorden med en Targa (motorbåd) med SMÆK på! Dagmar var
lidt hvid om næbbet, men jeg tror resten af selskabet morede sig over farten og
dønningerne. Turen gik forbi fuglefjeldet, smukt og frodigt, fyldt med måger og
mågeunger, som skreg ørerdøvende. Isfjorden frembød meget store og meget flotte
isskosser men desværre var bræen gemt bag en tæt tåge. Jeg tror nu nok at både
Jesper og Dagmar nød turen og fik en god oplevelse. Det var hårdt at tage
afsked i lufthavnen, men fantastisk at have besøg. Det er rørende at folk har
lyst til at betale de ågerpriser Air Greenland kræver, for at besøge os
heroppe.
14 dage senere
kom så mor, far og Ingeborg på besøg i næsten 3 uger. Endnu en gang skønt at få
besøg hjemmefra. Mor og far blev installeret i en lejlighed på Rambøll ganske
gratis og Ingeborg boede hos os. Egentlig skulle hun og Gro bo sammen, men
vores Grønlandseventyr og det at vi har været os fire, alene sammen uden anden
familie i 7 måneder, har åbenbart betydet at Gro er meget knyttet til os og
ikke gerne giver slip på os. Til tider var hun decideret afvisende over for sin
moster og bedsteforældrene, hvilket gjorde mig både ked af det og frustreret.
Nu har jeg haft noget tid til at tænke lidt over det hele og jeg er nået frem
til at det nok er en meget naturlig reaktion; 7 måneder er meget, meget lang tid
for et lille barn. Hun har sandsynligvis ikke reflekteret over at hendes
elskede familie ikke har besøgt hende oftere pga meget stor afstand og økonomi.
Hun er blevet vant til at være meget sammen med os, ikke at blive passet så
ofte osv. Det sædvanlige ritual med at blive puttet af mormor eller ligge i ske
med moster når man kan, er dødt. Forhåbentlig kun midlertidigt. Det var
vidunderligt at se, hvordan min far tog Grønland til sig. Han er glad for
skovene og træerne og har tidligere givet udtryk for, at et land af bare is og
fjeld, ikke interesserede ham. Træer må der til. Heldigvis overraskede landet
her ham positivt og jeg kunne mærke at han trods alt satte pris på denne
uberørthed, ensomhed og det storslåede i naturen heroppe. Far var ikke sen til
at fatte fiskestangen og tage ud i det blå; Desværre var afkastet til at
overse. Ingeborg og far brugte det meste af den 1. fisketur til at ordne en
knudret fiskesnøre og hive alt muligt andet end spisefisk ud af havet. Til
gengæld havde de det vist sjovt. Mormor hyggede max om ungerne, som villigt lod
sig føre med på museum, i svømmehallen og i sofaen, hvor der blev læst
historier og sunget sange. Ingeborg havde slæbt Four Jacks med og introducerede
det til Gro. Det var en stor succes. Gro lærte selvfølgelig 'Mandalay' udenad i
rekordfart. Den 1. uge var præget af
lidt uro; Gro var tydeligvis temmelig kriseramt efter bedste-veninden fra
børnehaven var rejst hjem til Danmark, (et vilkår heroppe – stor udskiftning i
børn og voksne i institutionerne), og havde nogle ret voldsomme følelsesudbrud
ind imellem. I den slags situationer er det ærligt talt lidt hårdt at have
gæster. Ens mere eller mindre begavede forsøg på at tackle diverse situationer
på bliver uvægerligt observeret og ind imellem jo også kommenteret, hvilket
ikke altid er lige rart (om end det kan være vældigt nyttigt og lærerigt).
Heldigvis faldt der efterhånden ro på det hele og det endte med at blive
dejligt for Gro også, at have besøg. Imens mor, far og 'moster hængelår' var
her, var vejret vidunderligt. Stabilt godt sommervejr i næsten 14 dage har vi
hverken haft før eller siden. Vi spottede hvaler. Rigtig mange hvaler. Mor og
far passede ungerne en dag, hvor Michael, Ingeborg og jeg vandrede en lang tur,
rundt om fjeldet Lille Malene og op til 'udsigten', hvorfra man har den mest
guddommelige udsigt ind i Kobbefjord. Turen går primært på tværs af
højdekurverne og min højdestræk blev udfordret til det yderste. Jeg kom slet
ikke med det sidste stykke op – jeg turde ikke gå længere til sidst i angst for
ikke at turde gå ned igen. Fjeldene i Nuuk er ikke sådan at spøge med –
redningsaktionerne på begge Malenefjeldende forløber sig d.d. til 14 stk. i år.
Sidste år var der en dødsulykke på Store Malene, hvor en kvinde styrtede ned.
Disse historier kørte rundt i hovedet på mig jo stejlere det blev og til sidst
måtte jeg kaste håndklædet i ringen og lade min meget sejere søster og min mand
fortsætte de sidste 50 meter op til udsigtspunktet. Imens ventede jeg på dem
ved en af de mange smukke, spejlblanke og uhyggeligt dybe smeltevandssøer der
findes oppe i fjeldet. Jeg blev spist af myg men nød stilheden og den
vidunderlige udsigt jeg trods alt også havde fra min venteposition.
Ingeborg på
toppen
Vi havde forsøgt at arrangere en
overnatningstur til Kapsillit, en bygd helt inde i bunden af Godthåbsfjorden
hvorfra man kan vandre ind til indlandsisen. Beskeden fra det bureau der står
for bookingen af det lille-bitte vandrerhjem derinde var, at alt var booket
hele august og hele september. Så turen gik atter en gang til vidunderlige
Qooqqut. Og det var heller ikke ringe. Af sted gik det i en lille, åben
fiskerjolle med 25 knob gennem fjorden, iført overlevelsesdragter og i
vidunderligt vejr. I Qooqqut var der mindst lige så skønt som første gang vi
var der. Knapt så varmt, men nu med store, saftige blåmuslinger på stranden som
bare kunne plukkes under ebben, modne sortebær i massevis, blåbær i noget mere
beskedent omfang og Tuparnat, arktisk timian, som det var bøvlet men hyggeligt
at samle. Ungerne var henrykte. De satte sig i hver sin klynge sortebær-lyng og
gik i gang med at forsyne sig. Vi fik virkelig en fornemmelse af naturens eget
spisekammer på denne tur. Vi fiskede (små) torsk fra bådebroen og det lykkedes
Michael og far at hive tre flotte ørreder op af vandet ved et af elvudløbene.
De to døgn vi havde derinde var slet ikke nok.
Blåbærrov i Qooqqut
Vi kom tilbage til et pludseligt
efterårskoldt Nuuk. Atter hjemme blev der kogt blåbær- og sortebærmarmelader og
tørret timian til den store guldmedalje. Vi drak grønlandsk kaffe et par gange
– stor succes, og med rette, vi fik vandret lidt mere og hyggede os sammen. Da
den sidste aften kom, blev jeg kaldt på arbejde midt i marsvin-bøfferne. Jeg
måtte tage min afsked i hast og kom derfor temmelig nedslået på arbejde. Det
endte dog med at være en af de slags vagter, hvor jeg hurtigt kom på andre
tanker og glemte alt andet end mit job, hele natten. Næste morgen kunne Michael
berette om en meget hård og tårevædet afsked i Atlanthavnen, hvor de tre
dejlige mennesker stævnede ud om bord på Sarfaq Ittuk med kurs mod Ilulissat.
Dagen efter
begyndte det at regne. Og det har det gjort lige siden, med enkelte
undtagelser. Nattefrosten er sat ind, de sprøde grønne farver er falmet til
brunt, rødt og mosgrønt. Også smukt, men det er sket med uhyggelig hast.
Fjeldtinderne er pudret med et tyndt lag sne og aftenhimlen har atter fået sine
tusinde nuancer af grøn og blå tilbage. Dagen er aftaget med mere end 2 timer
siden slutningen af august, hvor mor, far og Ingeborg rejste.
Sidste hold
gæster, min kære svigermor og –far, ankom 14 dage senere. Endnu en periode med
'undtagelsestilstand' i det lille hjem, på den gode måde. Ungerne, især Asger,
knyttede sig endnu en gang tæt til bedsteforældrene, som alle 4 bærer titlen
'mormor'. Endnu engang var det vidunderligt at opleve hvordan vores gæster var
meget og positivt overraskede over Grønlands ynder og de ting naturen og
omgivelserne har at byde på. Georg sagde lige ud, at han slet ikke havde haft
lyst til at komme herop, at Grønland ikke sagde ham det fjerneste. Men da tågen
over fjeldene trak sig tilbage og afslørede vores fantastiske udsigt,
efterhånden som vi fik vist dem byen og naturen omkring os, måtte han også give
sig. Michael havde yderligere en mission; at udfordre sine forældre smagsløg.
Vi startede forsigtigt ud med indbagt, dybstegt torsk. Det faldt utroligt nok i
rimeligt god jord. Stenbiderrognene og krabbe-maki-rullerne fik vi lov at have
for os selv, men ellers gled der både vesterhavstorsk og grønlandsk lam ned.
Med vellyst, oven i købet. Det var en fornøjelse at lave mad til dem. Besøget
bød på flere vandreture og Nuuks fjelde faldt i god jord hos svigerfar som
desværre kom galt af sted på den sidste tur som Michael og han var på. Han er
nu sygemeldt i tre uger, da slaget på knæet åbenbart kræver mere ro end først
antaget. Besøget bød på endnu en fantastisk tur ind til isfjorden. Det
virkeligt dårlige efterårsvejr holdt pause den weekend, og solen strålede ned
fra en blå, men ikke helt skyfri, himmel. Fuglefjeldet var nu forladt, men
isfjorden var overjordisk smuk i solen og bræen kunne nu tydligt ses fra båden.
Vi var tæt på den, måske kun 1000 meter fra kanten, og med kikkert så vi ind
over gletscheren og ind til indlandsisen. Turen hjem derfra var lovligt
spændende; Isskosserne begyndte at lukke sig om båden og den korte tur ud af
selve isfjorden var lovlig dramatisk, hvor Targaens køl kom lidt mere i
nærkontakt med isen end kaptajnen brød sig om. Når man tænker på hvor
stilfærdig og tilforladelig, isen virker når man bare glider forbi den eller
ligger stille midt i den, (om bord på båden, selvfølgelig), er det lidt en
overraskelse hvor voldsom og larmende samme is bliver, når den rammer en båd,
der for fuldt drøn forsøger at komme væk fra den.
Georg og Anne Marie i isen
Vi nåede helskindede ud af
isens favntag og påbegyndte turen tilbage mod Nuuk. Det bød på et stop i den
nedlagte, ubegribeligt smukke bygd, Qoornoq, som også er et
ferie-fridags-tilflugtssted for Nuukborgere med pengepungen i orden. Solen stod
lavt ind over den yndige bygd og vi mødte en familie på vej hjem til hytten.
Faren havde et jagtgevær med og drengen fortalte stolt hvordan han havde skudt
til måls efter en plastikflaske, som han efter alt at dømme, havde ramt
adskillige gange. Det er helt normalt heroppe at børnene lærer at betjene en
jagtriffel allerede længe før de er myndige. Mange drenge får deres første
riffel foræret når de bliver konfirmeret og nedlægger deres første rensdyr
eller moskusokse samme år. Man forsømmer nærmest sit barn hvis man ikke sørger
for at lære det at nedlægge dyr allerede tidligt i livet.
Qoornoqs kirkegård
Sidste stop på
turen gik forbi Sermitsiaqs imponerende vandfald. Smukt og overvældende er det
at stå neden for de kaskader af smeltevand, der løber ned fjeldsiden og i
solskind siges at danne tusindvis af bitte små regnbuer. For Georg og Anne
Marie blev det til en sejltur mere, hvorfra de så sæler og endnu en gang var
heldige med sejlvejret. Om natten var det så tilbage i al sin pragt; Nordlyset.
Jeg var lykkelig over at især min svigermor nåede at opleve dette naturens mest
underfulde fænomen. Det viste sig så at de havde set det aftenen før, på vej
hjem til Rambøll-lejligheden, men at Anne Marie havde været overbevist om at
det blot var en sky, der blev lyst op nede fra. Næ, de er ikke sådan at
imponere, de sønderjyder.
Vi har nu været
her i otte måneder og har således syv tilbage heroppe i det høje, smukke nord.
Vi begynder at savne vores familie og venner noget mere inderligt nu end vi har
gjort tidligere. Måske fordi alle gæsterne og al selskabelighed hen over sommeren
har skubbet til vores hjemve og længsel efter livet i Danmark. Vi kan mærke at
vi rykker os meget på det personlige plan og at det er godt for os at være her.
Michael keder sig måske lidt rigeligt, rent arbejdsmæssigt, men siger selv at
han nyder det heroppe. Børnene trives også. Asger er begyndt i vuggestue og det
er virkelig godt for ham. Der begynder at ske noget med hans sprog nu efter et
halvt års total stilstand. Vi har været glade for dagplejen, men det er godt at
Asger er kommet videre nu. Det trængte han til. Gro er stadig glad for sin
børnehave, selvom det har været en lidt hård sommer med megen udskiftning. Det
er fantastisk at se, hvordan hun oplever og opdager naturen heroppe; Hun har
styr på havørne, ravne og snespurve og tegner hvaler, krabber og hav og is. Hun
elsker at plukke sortebær og samle spændende sten oppe i fjeldet og har virkelig
nydt de sejlture vi har været på hen over sommeren. Det næste der skal ske for
os er foreløbigt ingenting. Vi skal i gang med en almindelig hverdag efter en
meget festlig og hektisk sommer og af med de ekstra kilo al den selsabelighed
har kostet med lækker mad og vin eller øl stort set hver aften i flere uger ad
gangen. 'Ferien' er slut. Nu skal vi i gang med motion og sunde kostvaner igen.
Skriver igen snart.
tirsdag den 11. juni 2013
Snespurve og et fortabt hjerte.
Så fandt sommeren også Nuuk efter en
ualmindeligt våd og kold maj måned, som ellers har ry for at være en af de
smukkeste heroppe. Selv dagplejemor Karen, som altså har levet hele sit (vist
nok efterhånden 60 år lange) liv her, siger at vejret i år har været helt
'forkert' og anderledes i forhold til det, de er vant til. Tilsyneladende har
man set klimaforandringernes konsekvenser i en del år efterhånden, men 2013 vil
blive husket for det sære vejr.
Jeg må jo indrømme, selv om jeg til fulde har
været indstillet på et noget barskere klima og en alt andet end varm sommer, at
kulden begyndte at gå mig på. Eller måske har det ikke så meget været kulden
men mere solens totale fravær det meste af maj måned og en god bid af den første
juni-uge. Det konstante gråvejr, den isnende vind har gjort, at jeg til sidst
tog mig selv i at tælle dagene, til vi vender tilbage til Danmark. I dag brød
sommeren for alvor igennem; Det har været nødvendigt at smide jakken for første
gang siden 31.01., hvor vi landede heroppe. Mine vandrestøvler fik temperaturen
i og omkring mine fødder til at nå et fuldstændigt absurd og sundhedsskadeligt
niveau (heldigvis er der et ordentligt læs tøj og et par lettere støvler på vej
fra DK – THANK YOU internethandel og hjælp fra en kær søster), og ungerne løb
rundt i fjeldet i t-shirts. Snespurven synger smukt og er at se overalt. Den
lille hvide og sorte sanger lyder næsten fuldstændigt som en solsort. En
solsort, der synger på japansk... Når vejret er sådan her kan jeg næsten ikke
holde ud at opholde mig indendørs. Eller at tænke på, at det en dag er slut, at
vi skal tilbage til vores 'rigtige' liv igen. Sommeren i Grønland er, eller kan
være, fænomenalt dejlig.
Små fine fjeldblomster
Arktisk Timian
Fredag aften bød på grillfest i børnehaven.
Forældrene til skolebørnene havde sørget for en super dejlig eftermiddag/aften
med æggeløb og tovtrækningskonkurrencer på den hyggelige legeplads og grillkød
og hotdogs ad libitum. Alle, børn som voksne, havde en hyggelig eftermiddag i
overordentligt godt selskab. Desværre er mange af skolepigerne dem, som Gro har
knyttet sig til. Men det er, som det er og der er masser af andre søde børn,
som Gro nok helt automatisk vil begynde at lege med når yndlingspigerne enten
er rejst tilbage til DK eller startet i skole.
I skrivende stund sidder jeg på vores altan
med et glas Barolo inden for rækkevidde, formidabel udsigt til de nu knapt så
golde fjelde og havet, som næsten er spejlblankt, med min computer på skødet,
mens jeg forsøger at regne ud om jeg gider læse min rejsedagbog om ti år.
Ungerne er puttet efter en dejlig dag i hhv. dagpleje og børnehave og Michael
er ude at lufte mountainbiken i de nu meget indbydende og tilgængelige fjelde,
hvor planter som vi aldrig før har set, pibler op af mostotter og jordknolde.
Jeg har investeret i bogen 'Naturguide til Grønland' som efter sigende er et
must-have når man bor eller rejser i Grønland. Det er en almindelig rejseguide
men er også den mest omfattende 'flora og fauna'-bog der er udgivet om verdens
største ø. Der er et langt afsnit om Grønlands geologiske forhold. Den er meget
interessant og jeg har den med mig over alt jeg går. Også på arbejde en sen
aften, hvor der er lagt i ovnen til et lidt langtrukkent fødselsforløb. Hvis
mine kolleger strikker, kan jeg vel også læse lidt…
Gro havde sin nye veninde, Filippa, med
hjemme. Jeg hentede pigerne efter en post-døgnvagts-lur lige her, hvor jeg
sidder nu; Jeg slæbte vores ekstramadras herud i formiddags efter at have
afleveret ungerne, fandt dyne og hovedpude frem og lå her under åben himmel og
læste, ind til mine øjne faldt i. Det blev ikke for varmt, vores altan er i
skygge fra kl. 11 om formiddagen. Det var formidabelt! Inden jeg puttede mig
snakkede jeg længe i telefon med min veninde, Chalotte, som er i Qaqortoq i
Sydgrønland med sin familie; Vi skal ned og besøge dem om 14 dage når vi holder
vores 1. uges sommerferie. Charlotte afgav bestilling: Der er ingen Matas i
Qaqortoq, som på trods af sin status som by, er meget lille og lige så
utilgængelig som resten af landet. Så i morgen, på min sidste fridag før
ferien, skal Matas i Nuuk Center ribbes for løsbladsthe (staklen er henvist til
Pickwick), herredeo, dagcreme og parfume/parabenefri solcreme til deres unger.
Vi glæder os som små børn til juleaften til den tur. Vi skal fiske efter torsk
og ørreder, forhåbentlig tilberede fiskene i fjeldet lige når de er fanget. De
skal bare åbnes efter tilberedning og plukkes lige lukt i naturen. Vi skal på
jagt efter arktisk timian, som skulle være helt fantastisk og Charlotte vil
undersøge mulighederne for at få nogen til at sejle os ud til sæteren så vi og
ungerne kan få et Grønlandsk fårehold at se. Og så skal der bare slappes af og
hygges i gode venners selskab. Jeg er spændt på at få dokumenteret den tur. Den
vil nok fylde det meste af næste indlæg.
Når vi kommer hjem har vi gæster i hytten. Min
gymnasieveninde Elisabeth og hendes lille søn, Sejr, lander den 24. og skal bo
hos os. De skulle gerne være vel installerede når vi kommer hjem fra Qaqortoq
og da vi stadig har nogle dages ferie tilbage til den tid glæder jeg mig til at
tilbringe lidt tid sammen med dem. Gro rejser på koloni i 5 dage (!) med
børnehaven ugen efter ferien. De sejler ind i Amaralikfjorden, som er et af to
store fjordsystemer lige her ved Nuuk. Helt inde i bunden af Amaralikfjorden
ligger en skøn lille koloni med adgang til et fantastisk fjeldområde og en
idyllisk elv. Det er da selvfølgelig grænseoverskridende for os at skulle
overlade ansvaret for vores vidunderlige tøs til voksne, som stort set stadig
er fremmede for os, men vi ved at de får en fantastisk tur. Og Gro glæder sig
vildt. Soveposen er allerede testet flere nætter i træk. Når Gro kommer hjem
fra koloni har hun fødselsdag. Og på selve dagen lander Dagmar, Jesper og Hilde
i Nuuk! Det bliver så dejligt at få besøg, at se min søster igen, at servere
stenbiderrogn i store dynger for min seafood-elskende svoger, at lege med min
vidunderlige lille niece og at vise nogle af de mennesker, som betyder
allermest for os, hvordan vi bor og lever, vores fantastiske nye by og den
absolut vidunderlige natur vi befinder os midt i hele tiden. Der er lagt i
ovnen til en fed, fed sommer.
En paraglider nyder godt af vejret og luftstrømmene
Tøsehygge på altanen. Kunne I dog bare se deres udsigt!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)