Bagjul.
Efter en ret heftig juleafslutning på arbejde, hvor jeg til sidst måtte forlade mine hårdt arbejdende kolleger for at nå at komme til frisør inden jul, kunne jeg endelig holde julefri efter en meget travl måned med rigtigt mange nye Grønlandske borgere. Ungerne (i særdeleshed Gro) havde virkelig brug for ferie og jeg havde brug for at være sammen med dem. På min 1. feriedag vågnede jeg op med ondt i halsen. Altså, sådan RIGTIGT ondt i halsen. Typisk. De seks fridage jeg har haft hen over julen er derfor klaret med en ret stor mængde paracetamol og en ind imellem lettere vingeskudt mor. Men vi har hygget os og gjort alle de ting vi gerne ville og som hører sig julen til, hvor end man er i verden.
Gro og jeg bagte småkager, vi fik lavet en ordentlig omgang konfekt, ungerne har kælket og tumlet sig i sneen og vi voksne har fået bund i vasketøj, rengøring og oprydning.
Vores juletræ viste sig at være temmelig fyldigt og flot (og KNAStørt) og vi har derfor måtte omgøre hele stue-arrangementet for at få plads til at danse rundt om det; Således blev der lavet kæmpe familieseng inde på vores soveværelse og ungernes børneværelse tjener som lege- og tv-stue ind til juletræet skal ud igen.
Silja, Karina og Uusaqqaks datter, fyldte 4 år den 20.12 og vi var derfor til kaffemik den 22. i det hyggelige rækkehus i Nuussuaq. Det blæste ret kraftigt den dag og da det også frøs voldsomt var det en temmelig kølig tur fra bussen og hjem til vores søde venner. Jeg havde ikke fået tøj nok på til det vejr (tvivler faktisk på om der findes 'tøj nok' i den vejrsituation) og da vi drog hjem havde jeg fået feber. Bed i det sure æble og ringede til lægeklinikken lille juleaftens morgen. Heroppe findes der ikke privatpraktiserende almene læger som vi kender det derhjemme; De 'almene' er samlet i en lægeklinik på hospitalet. Her kan man kun bestille tid ved at ringe til klinikken mellem 08.15 og 09.00 på hverdage. Lægeklinikken betjener 16.000 borgere. Der er plads til 50 i telefonkøen. Hvis man ikke rammer et tal mellem 1 og 50 når man ringer op, kommer man simplethen ikke igennem. Tricket er; Ring op, igen og igen, fra kl. 08.12. Lige pludselig er der hul igennem, ofte lige før 08.15. Venter du med at ringe op til dit ur har passeret 08.15, så glem at komme til at tale med en læge den dag. Systemet er absurd. Og det kan tilsyneladende ikke laves om. Det betyder, at dem, der kommer igennem til lægen er de mest stædige eller de mest ressourcestærke. De andre giver op. Nå, men igennem kom jeg. Der blev udskrevet penicillin uden jeg behøvede at møde op; Jeg kender den læge, jeg talte med. Det kan være en fordel heroppe. Og det er bare overhovedet ikke ok. Det er der mange ting heroppe der ikke er. Systemet er præget af stor udskiftning i personalegrupperne i stort set alle slags offentlige stillinger. Grønland kan endnu ikke selv forsyne sig med arbejdskraft. Spørgsmålet er om et land med 59.000 indbyggere nogensinde vil kunne det. Det kræver meget at tage en uddannelse når man er grønlænder; Med mindre man vælger en af de få uddannelser man kan tage heroppe, må man rejse til Danmark eller Canada for at få en uddannelse. Det er langt væk hjemme fra og ikke alle har de sproglige eller boglige kundskaber der skal til, for at kunne klare en videregående uddannelse på et sprog, der i bedste fald er ens 2. modersmål, i værste fald et sprog man aldrig har lært at mestre til fulde i tale, og måske meget mindre i skrift. Det er de dobbeltsprogede grønlændere fra ressourcestærke familier, der tager væk for at få en uddannelse. En del vender hjem igen. Mange kommer ikke tilbage.
Lille juleaften blev vi inviteret til risengrødsspisning hos min dejlige veninde og kollega, Tupârnak og hendes mand, Simon. De er forældre til Aviaja på Asgers alder og Aputsiaq som er lidt yngre end Gro. Gro og Aputsiaq hænger sammen som ærtehalm så snart de er sammen. Det er så hyggeligt. De to forsvandt hurtigt ind på børneværelset og vi så dem ikke igen før maden var på bordet. Bagefter ville de ud at kælke. Tûparnak og Simon bor i en af lægeboligerne lige ved siden af Sana og med udsigt til sletten foran Sana og Sanabugten. Vidunderligt sted, som trafikalt er afsidesliggende og derfor fint egnet til at ungerne kan løbe ud at lege uden voksenledsagelse. Da børnen havde været ude i mindre end 10 minutter, kom Aputsiaq væltende ind af døren, stortudende... Gro listede ind i sofaen og sad og så vældigt brødbetynget ud. Jeg satte mig hen til hende for at finde ud af hvad der var sket. På Simon forstod jeg at Aputsiaq var blevet bange for spøgelser. På Gro forstod jeg at hun havde fortalt Aputsiaq Qivitoq-historier. Til jer, der ikke ved, hvad en Qivitoq er, kan jeg fortælle at det betyder 'Fjeldgænger'. Dengang man boede i små boplads- eller bygdesamfund, valgte mennesker som havde tabt ansigt (meget alvorlig ting i Grønland) at gå 'til fjelds'. Det betød at de forlod deres samfund og dermed også underskrev deres egen dødsdom; I virkeligheden har det været en form for sofistikeret selvmord. Man klarede sig i den barske natur så godt og så længe man kunne, men på et eller andet tidspunkt ville man dø af sult eller falde i en kløft eller blive overfaldet af en bjørn. Nogle gik også til fjelds med det formål at kaste sig ud fra noget højt, det går trods alt lidt hurtigere end det andet. Der er selvfølgelig opstået nogle myter omkring disse mennesker, som frivilligt har ladet sig forsvinde i fjeldene; Man mente at de erhvervede sig overnaturlige evner derude; hvordan skulle man ellers kunne overleve i denne barske natur? Man var bange for dem. Man mente at de kom ned til bygden og stjal eller overfaldt andre. Qivitoq'er er uhyggelige, magiske væsener som engang var mennesker. Ikke spøgelser (som man i øvrigt også er meget optagede af heroppe). For, ja, der er stadig en udpræget kultur omkriung det at dyrke overtro og skræk-historier; Gro har for eksempel lært om Qivitoq'er fra en pædagog i børnehaven, som tilsyneladende skræmmer livet af ungerne med den slags historier ind imellem. Vi fandt i sommer ud af, at søde dagplejemor Karen har ladet ungerne se en grønlandsk gyserfilm som handler om netop en Qivitoq. Jeg har set filmen, Qaqqat Alanngui, 'Skyggerne i fjeldet', som er mere komisk end uhyggelig for voksne mennesker, men som bestemt ikke er for små børn. Man har absolut ingen skrupler med at skræmme sine unger fra liv og sans heroppe. Angsten for naturens kræfter, for ånder, spøgelser og Qivitoq'er er en indgroet del af den grønlandske kultur og er (eller har været) en væsentlig del af den måde man opdrager sine børn på. En kvinde jeg har hjulpet med at føde, fortalte mig at man i nogle familier stadig bruger skræmmeteknikker frem for moderne opdraglse i forhold til sine børn. Hun kom med følgende eksempel; Man er ude hos nogle venner og spise aftensmad. Det er ved at være gå-hjem-tid. Man ønsker ikke at diktere hvad ens børn skal gøre. Så i stedet for at sige, at nu skal vi hjem, I skal i seng, så kigger man ud af vinduet og siger til sine børn: 'Jeg har hørt, at der bor et monster her i nærheden. Det kommer frem ved 8-tiden. Det er klokken snart. Måske skal vi gå nu, så vi ikke møder monstret?' Gro var meget ked af at have gjort sin ven så bange. Vi snakkede med ungerne om, at spøgelser og Qivitoq'er ikke findes. De troede vist ikke på os...
Den 24.12. sov vi længe. Det var jo dejligt, men skype-aftalerne med alle derhjemme måtte vige for en hurtig morgenmad, da vi skulle nå ned til Sana i god tid før kl. 10.00. Vi, og resten af byen, tog opstilling på den rigtige side af afspærringerne, og ca. 10.15 kunne vi høre den helikopter som vi ventede på. I en af Air Greenlands flotte, røde helkoptere, kom selveste julemanden flyvende og landede i en sky af ophvirvlet sne fra rotorerne. Vi stod en meter fra ungerne, som var placeret forrest så de kunne se det hele (Asger og Gro ses tydeligt på et af billederne fra dagen på Sermitsiaqs hjemmeside, www.sermitsiaq.ag). Da rotorerne stod helt stille skete der nogte, der for mig var uforudset; Afspærringerne blev brudt og alle Nuuks børn styrtede afsted mod helikopteren. Der så man lige mig få hjertestop; Gro er stor efterhånden og god til at passe på sig selv. Men Asger, frygtløs som han er, er altså stadig bare en lille prut, som nemt kan løbes over ende. Hørte til min ærgelse mig selv råbe til Michael: 'Fang Asger, fang Asger!!' Hønemor! Michael fik løbet Asger op helt henne ved helikopteren. Der var selvfølgelig ikke sket ham noget. Man passer på hinanden heroppe. Ingen børn kom til skade. Nogle blev lidt væk fra deres forældre, men fandt dem igen. Da vi havde hilst på den flotte julemand gik vi ind på hospitalet, hvor der var julehygge-arrangement for hospitalsansatte og deres familier. Her var godter, kaffe og juletræ. Og julemanden var forbi - der blev taget billeder i bedste selfie-stil og med hele familieopstillinger - nu med arm om julemand. Han havde en hjælper med, som delte skumfiduser ud til børnene. Da han var gået var der en, der hev en harmonika frem og begyndte at spille julemelodier. Der blev sunget på dansk, færøsk og grønlandsk på en gang. Festligt.
Jeg drog alene til julegudstjeneste. Hvilket var lidt trist. Men da jeg hylede det meste af gudstjenesten var det nok meget godt at Gro ikke var med. Det var en fin, dansk gudstjeneste hvor jeg tænkte rigtigt meget på familien derhjemme og min fars julegudstjenste. Vi nåede til slutningen af gudstjenesten hvorunder jeg en del gange havde slugt et par klumper og blinket et par tårer væk. Præsten bredte armene ud og sagde 'Modtag herrens velsignelse'. Og så begyndte hun at synge. Med den fineste, klareste stemme lyste hun velsignelsen på grønlandsk. Da begyndte tårerne at trille. Så meget, at min sidekammerat, en diakonisse-nonne, kiggede medlidende på mig... Hun har sikkert tænkt at jeg var en eller anden ensom stakkel der er flygtet herop fra en kummerlig tilværelse i Danmark...
Juleaften var alt andet end ensom; Min kollega Pia, som havde vagt på afdelingen, og hendes kæreste Dennis kom og spiste. Og så en meget, meget sød kollega fra Uummanaq, Lea, som var strandet i Nuuk hen over julen. Jeg kender hende ganske overfladisk da hun var jordemoderstuderende på Herlev lige før vi rejste. En dejlig pige, som ikke havde noget sted at være til jul. Heldigvis var der masser af mad, som primæt Michael stod for; And, flæskesteg med sprød svær, gammeldaws rødkål, brune og hvide kartofler, skøn sovs og waldorfsalat. Mums. Ungerne kunne også lide maden, især kød og sovs (man er vel Dynnweber). Pia stod for ris à la manden og mandlen, som vi først fandt i den aller sidste portion. Jeg var vinderen. Og havde kvalme af al den mad. Ret hurtigt derefter blev juletræet tændt, så de to meget utålmodige unger kunne få lov at gå ombord i det gaveorgie, der ventede dem under træet. Det var helt vanvittigt, så mange gaver der lå til dem. De flåede den ene pakke op efter den anden. Der var meget nyt legetøj. Og det var på sin vis også tiltrængt. Det var en meget træt Asger som vi til sidst måtte putte. Da gæsterne var gået fik Gro sin dyne ind på sofaen, hvor hun lå og faldt i søvn lige så stille mens Michael og jeg ryddede op efter maden, fik et glas rødvin sammen og pakkede vores gaver op. En fantastisk juleaften.
Juledag var vi selvfølgelig trætte og jeg var stadig småsyg. Ungerne legede med deres gaver og vi gik en vidunderlig tur hvor Gro fik prøvet sin nye snow-kick, en slags løbehjul, bare til sne, men carvingski under i stedet for hjul. Det var herligt. Vi måtte aflyse den planlagte julefrokost den 26., da jeg stadig langt fra var frisk. Til gengæld blev vi inviteret på kaffe hos Karina og Uusaqqak. Karina havde simpelthen lavet gaver til os alle sammen; Michael og jeg fik hver en sofapude med sælskindsbetræk, Asger et par futter med sælskind og Gro de smukkeste, hjemmestrikkede håndledsvarmere. Så rørende og fint. Der vanker dæleme en ekstraordinært god julefrokost til dem i januar. Julen har været fredfyldt og hyggelig. Vi har selvfølgelig savnet familien og de traditioner der erforbundne med de mennesker vi plejer at fejre julen med, men vi har sandelig nydt vores helt egen jul. Michael har haft masser af ture ude med løbe- og skitræning; han har planer om at deltage i Arctic Circle Race i Sisimiut til april, måske sammen med min kollega Tina som han træner med. ACR er et langrendsløb på 160 km over 3 dage. Det er et ret ekstremt løb, men han er sej, min mand, og jeg tror på at han kan klare det. Især hvis han får trænet godt frem mod foråret. Jeg begyndte på arbejde i går og er døgnvagt i dag og faktisk nærmest resten af året; Nytårs aften har jeg tjansen, så vi skal være herhjemme i tilfælde af at jeg arbejder, så Michael ikke skal stå alene med ungerne og have dem bakset hjem på egen hånd langt over normal sengetid. Vi ved endnu ikke om vi får gæster, men det er sådan set ok. Det bliver under alle omstændigheder anderledes i år, da jeg er på kald og vi ikke skal fejre nytår med den flok venner og deres unger som vi plejer. Vi håber på klart vejr nytårsnat; Det skulle være helt fantastisk med fyrværkeriet over Nuuk og Qinngorput. Godt nytår til jer alle sammen. Vi ses snart!
