Alene hjemme.
Michaels farfar, Heinrich, døde
forrige lørdag morgen. Michaels telefon ringede første gang kl.
03.40. Da sov vi stadig. Jeg registrerede blot en lyd og tidspunktet.
Da der blev ringet for tredje gang stod jeg op og tog telefonen.
Klokken var 06.30. Det var svigermor med den triste meddelelse.
Han sov roligt ind et sted mellem
hjemmesygeplejerskens besøg midt på natten og først på morgenen.
Vi vidste godt at det lakkede mod enden; Det var gået stejlt ned af
bakke et par uger. 15 minutter efter at Michael lagde røret på var
hans og Gros billetter købt og betalt så de kunne tage hjem til
Sønderjylland for at deltage i begravelsen.
Det blev en underlig dag, hvor jeg blev
kaldt på arbejde mindre end en time senere og jeg måtte forlade min
mand og overlade ungerne til ham. Det var ikke rart at gå sin vej.
Michael var ked af det og Gro selvfølgelig også påvirket af det
hele.
Natten til søndag fik Asger falsk
strubehoste og høj feber. Jeg vågnede tidligt på morgenen ved at
han ikke kunne trække vejret og kastede sig rundt i sengen i
desperation for at få luft nok. Så så man lige mig komme meget
hurtigt ned på skadestuen med lillefyren, som dog havde overskud til
at udbryde et langtrukkent 'Øøøøøøj!' til den smukke
stjernehimmel og den tindrende klare natteluft.
Efter en boksekamp hvor moderen
forsøgte at tackle og trøste drengen samtidig, så han kunne få
sin bricanyl-adrenalin inhalation, blev hans vejrtrækning bedre og
vi kunne gå beroligede hjem. Men det var en weekend præget af lidt
(forståelig) tristesse, bekymring og mig i vagt. Min vidunderlige
kollega, Katsi, tilbød at tage 1.kaldet hele døgnet søndag så
undertegnede kunne slappe lidt mere af og tage mig af Asger og resten
af familien.
De fløj i tirsdags, Michael og Gro. Og
de kommer hjem til os igen i morgen.
Det har været en ret begivenhedsrig
uge, hvor jeg har prøvet kræfter med alenemor-rollen; Asger forblev
syg det meste af ugen og jeg måtte klare mig på chefens og
kollegernes goodwill; først få afsat døgnvagterne til andre (den
klarede min glimrende chef), bruge noget afspadsering på, i første
omgang at passe den lille feberramte karklud herhjemme og senere på
at få lov at møde forsinket ind i vagt da vuggestuen først åbner
når jeg skal møde. Onsdag aften fik jeg gæster. Svend og Anne var
i Nuuk for at besøge Johannes og Diana. Asger var på ingen måde i
bedring, men alligevel lykkedes det mig at få bikset en ret lækker
middag sammen bestående af fårekølle (langtidsstegt – den
passede sig selv), svamperisotto som jeg forberedte og Svend tilberedte og rodfrugtpuré. Diana havde taget skønne, friske grønlandske
rejer med og Anne og Svend stod for desserten i form af en
Wales-kringle som gjorde Svend nostalgisk efter sin salig mors sønderjyske kaffebord. Det blev en ret hyggelig
aften med masser af snak og dejligt selskab. Det er altid interessant
at have gæster heroppe som ikke har været her før. At opleve den
umiddelbare fascination der rammer de fleste, af dette uberørte, voldsomme og smukke land,
som vi alle har hørt om hele vores liv, men som de færreste af os
ved noget som helst om. Svend og Anne er jo om sig; De havde alle
mulige aftaler med de fleste 'who's who' i Nuuk og Svend skulle
selvfølgelig holde foredrag om kristen etik på Ilimarfik,
universitetet, på teologisk fakultet. Det kunne jeg jo qua min
(midlertidige) alenemor-status ikke deltage i. Det var ellers nogle
spændende emner omkring homoseksuelle ægteskaber, provokerede
aborter osv... Foredraget blev godt nok sendt live på KNRs
radiokanal, men på et tidspunkt hvor en vis lille herre skulle
puttes...
Det lykkedes mig at komme (temmelig
snottet) på arbejde fredag og lørdag havde jeg inviteret kollegerne
hjem til en gang tøsehygge-fællesspisning. Her blev der sludret og
sladret, drukket (lidt for meget) hvidvin og grinet en hel del. Jeg
er virkelig velsignet med nogle meget dejlige kolleger heroppe. Jeg
er i det hele taget meget glad for jobbet og har svært ved at
acceptere at min karrieres højdepunkt allerede snart er overstået
og at jeg stadig har minimum 30 år tilbage i faget. Det bliver
en voldsom forandring at skulle omstille mig til igen at arbejde i
faste aften- og nattevagter, fast hver 2. weekend og i en afdeling
hvor teknologien er altoverskyggende og at der derfor er meget, meget
langt imellem fødsler uden indgreb i en eller anden afskygning.
Samtidig bliver det jo også dejligt at komme hjem til familien og
vennerne derhjemme. Det savn bliver på ingen måde mindre som ugerne
og månederne går. Til gengæld flyver tiden afsted i rasende fart.
Jeg har stadig til gode at forsøge at nedlægge et dyr og håber
meget på at komme afsted her i løbet af vintren, på rype- og
harejagt.
Vinteren lurer rundt om hjørnet;
Dagstemperaturen er faldet drastisk og ligger nu stabilt lige omkring
frysepunktet. Det mærkes tydeligt i luftens sprødhed og tørke.
Himmelen antager atter de mest utrolige farver omkring solnedgang;
dybe men klare farver, blå, grå og lyserød i striber over
horisonten bag de nu permanent snedækkede fjeldtinder. Nordlyset flammer på de klare aftener i et omfang som jeg ikke har oplevet før og månen står op et nyt sted over fjeldende hver aften noget længere mod nord end den foregående dag. (Jeg skal til at lege lidt med vores kamera som jo skulle kunne fange dette fantastiske naturfænomen uden e store vanskeligheder). Vandet er det
meste af tiden et lysende spejl, der bidrager til dette overjordiske
lysspil som bare gør vinteren heroppe så ubegribeligt smuk.
Asger og jeg har sat punktum for vores
sygdomsprægede, men hyggelige, aleneuge med engelske bøffer, pommes
og løse ærter. Mor her har endda bikset en hæderlig sovs sammen
til lillefyren som dog stadig faster lidt, nok pga synkesmerter. Vi
glæder os til at få resten af familien hjem. Nu savner vi dem.
Svend, Anne og Asger i køkkenet.
Gros forklæde atter i brug.
