Leverpostej.
Som man kan se på
frekvensen af mine indlæg, er det blevet hverdag i Nuuk. Dog er leverpostejen stadig af den mere
spændende slags. Vi bliver mere og mere glade for at være her. Som 'aften'solen
nu, i skrivende stund, lyser på de snedækkede fjelde som danner baggrunden for
et stille og fantastisk blåt hav, som 'Naja Arctica' ligger, stor og mægtig i
havnen med sine knald-røde kraner lige uden for vores vinduer, kunne jeg ikke
tænke mig at være noget andet sted. Naturens skønhed er ikke blevet mindre
nærværende eller iøjefaldende for os, på trods af at vi er langt inde i vores
4. måned af opholdet. Vi er ligesom faldet ind i den rytme her er; Alt er tæt
på. Både butikkerne, arbejdspladserne og pasningsordningerne. Vi er tættere på
hinanden, både på det fysiske og mentale plan. Dermed ikke sagt at alt er lutter
fryd og gammen hele tiden. Det meget tætte samvær har sine ulemper i form af
kuller; Gro bliver simpelthen træt af os en gang imellem. Hun er en stor tøs nu
og det begynder tydeligvis at være hendes behov at være væk fra os engang
imellem. Hun startede i børnehave den 30.04. Der var ikke tale om indkøring;
Hun ankom og smed mig nærmest ud. Jeg var der kun i 20 minutter den første
dag. De sidste 15 mest for min egen
skyld og jeg gik til sidst efter at Gro havde proklameret at jeg bare kunne gå,
'for jeg har det godt i min børnehave!'. Børnehaven Esther er en god, tryg og
spændende børnehave. Der er kun 20 børn og 4 voksne. Ikke én dag er gået
deroppe uden at de har været ude at lege. Vel at mærke i overordentligt dårligt
vejr. Gro kommer lykkelig og stimuleret hjem. Hun er begyndt at få veninder og
venner deroppe og jeg må indrømme at mit hjerte slår et slag over af lettelse,
når en rødkindet, fremmed unge i flyverdragt, vadende rundt i sne til knæene på
legepladsen, gennem gitteret råber 'Hey! Der kommer Gro! Heeeej Gro!' når jeg
afleverer hende om morgenen. Hun er henrykt for både sine nye kammerater og for
de meget engagerede og søde voksne deroppe, som allerede nu har haft ungerne
med på en længere vandretur til byens bibliotek og låne bøger om bl.a. prutter,
været i svømmehallen af flere omgange og i sportshallen til gymnastik. Det er
et godt sted. Og Asger er faktisk blomstret lidt op efter storesøster er
stoppet i dagplejen; Han er mere glad og mindre frustreret over sin fremmelige,
snedige søster når de ses igen om eftermiddagen efter en dags adskillelse.
Når vi er på tur,
bare os fire, er Gro atter den undersøgende, legende pige som vi kender hende
fra København. Hun udforsker naturen og omgivelserne med barnets uudtømmelige
engagement og nysgerrighed. Selvom kalenderen skriver 12. maj og her ligger et
tykt lag sne og fuld vinterudrustning atter er nødvendig når man er ude,
boltrer hun sig med fryd. Hun tegner i sneen (eller mudderet) med pinde, ruller
sig i det hvide, bløde tæppe, klovner rundt og lander med hovedet først i en
snedrive, dukker storgrinende og rødkindet op derfra igen, løber af sted over
stok og sten, vader igennem de største og dybeste vandpytter, peger og
fortæller og snakker med sig selv. Vi nyder hende. Og vi nyder Asger, som også
elsker at være ude. Allerhelst af sted på egen hånd, ikke holde nogen i hånden,
ikke følge anvisninger om retning og 'uden om vandpytterne'. Selvom han endnu
kun mestrer få enkeltstavelsesord, forstår han alt vi siger og udtrykker han
sin klare holdning til tingene. Vi mærker, under det blide, stadigt lettere
blanke småbarnsudseende, en overordentligt stædig og viljefast lille herre med
et eksplosivt og lettere utålmodigt temperament. (Fra faderen, naturligvis).
For parforholdet
er livet her i Arktis glimrende terapi. Vi ser mindre fjernsyn, er mindre
trætte, ser mere til hinanden og taler meget, meget mere sammen end vi har
gjort længe. I samværet og nærværet i forhold til børnene og familien heroppe,
hvor vi mest har hinanden og mindre et netværk der skal plejes, blomstrer vores
venskab og vores kærlighed til hinanden. Vi hygger med en kold øl eller et glas
vin i weekenden, kræser for hinanden i køkkenet, hjælpes ad med opvasken og planlægger
tiden mere efter hvad vi har lyst til at lave sammen og ikke så meget efter min
arbejdsplan. Selvom vi skal og må vende tilbage til livet i København når mit
vikariat udløber, forbeholder vi os ret til at nyde denne pause fra det, som i
nogle år har haft mere karakter af et arbejdsfællesskab end kærlighedsforhold,
og netop dyrke denne. Men tilbage skal vi dog; Arbejdsmæssigt er Nuuk ikke
ligefrem The Place to Be for Michael.
Han savner sine fagkolleger hjemme i Ørestaden, den sparring han havde og de
større og mere spændende trafikopgaver, som han dog stadig er involveret i. Han
lærer dog nogle andre ting heroppe, bl.a. om politiks indflydelse på infrastrukturelle
projekter samt en hel del om sig selv og får måske nogle indsigter og kompetencer
i forhold til sig selv, som han kan bruge når vi vender hjem igen og som kan
komme ham til gode.
Vi er begge vildt forelskede i naturen heroppe – klimaet,
voldsomheden, skønheden, havet. Man kan læse i rejselitteratur om, at Grønland
kan gå i blodet på én. Det har det for vores begges vedkommende. Jeg har en
stærk fornemmelse af at vi kommer til at blive ved med at vende tilbage hertil,
igen og igen, resten af vores liv.
I starten af
måneden, den 1.5., deltog vi i et motionsløb gennem byen, arrangeret af den
organisation som hedder Majii Nuan, Aktivér Maj, som bruges til at sætte fokus
på livsstil og sundhed hele måneden med diverse sportsevents i hele byen for
hele familien. Vejret var fantastisk; Den sidste snavsede rest af sne var netop
smeltet bort, solen stod højt over byen og det var lunt som en forårsdag i
Danmark. Vi løb (jeg med Asger i vognen, Michael med Gro ved siden af på cykel)
5 km. rundt i Nuuk med omtrent 400 andre borgere og linselusen Chris MacDonald
som motivator. Det var sjovt, hyggeligt og lokalt på den fede måde. Dagen efter
begyndte et sandt mareridt af arktisk lortevejr; Det blæste med en styrke på
17-19 m/sek, (som vi hurtigt skulle finde ud af bogstaveligt talt blot var
blæst) og slud og regn piskede ned over byen over et par dage. Det var slemt,
synes vi, men det skulle blive meget, meget værre. Jeg har altid været lidt
forundret over mængden af taxaer i byen; Det er en lille by, et lille område.
Indtil i går havde vi på 3 måneder og lidt til, bevæget os rundt inde for en
radius på omtrent 10 km. Nu ved jeg, hvorfor her er taxaer. Mandag nåede
stormen op på en styrke på 22 m/sek. og vindstød på op til 42 m/sek. For jer,
der ikke har noget begreb om det, kan jeg fortælle jer, at jeg havde
overordentligt svært ved at stå fast, selv med ryggen mod vinden og uden at
løfte fødderne. (Jeg har set folk gå ret lange distancer baglæns, for at undgå modvinden i ansigtet. Med samtidigt snefald betyder sådan en storm, at ansigtet nærmest bliver sandblæst. Hurtig, effektiv og meget smertefuld ansigtsbehandling, som oven i købet er ganske gratis.) Samtidigt piskede tøsneen ned, og jordens temperatur lå og
svingede konstant omkring frysepunktet, hvilket betød isslag de fleste steder.
Der hvor der ikke var overiset gik man i cementtung sjap til midt på
skinnebenet. Jeg kunne mærke vinden tage fat i mine ben hver gang jeg løftede
dem. Flere gange rakte jeg ud mod og tog
fat i lygtepæle, hegn og husmure. Ikke kun for at holde mig fast, men lige så
meget for ikke at blive kastet ind mod dem ved et eventuelt pludseligt
vindstød. Børnene er de sidste 14 dage blevet hentet i taxa to gange. Alene af
den grund, at jeg ikke turde have ansvaret for at holde fast i hele to børn på
en gang og samtidig selv skulle kunne stå fast på benene, uden af blive skubbet
ud over en fjeldknold eller ud på kørebanen. Det har virkelig været hæsligt
vejr. I oploadede videoklip, filmet på Michaels telefon fra vores altan, kan
man måske fornemme voldsomheden af vejret. Men jeg skal hilse og sige at
videoen på ingen måde gør stormen ret. Det var meget, meget værre end det her
ser ud, men hvis man holder øje med den slud, der i tåger bliver blæst af sted,
kan man måske fornemme hvordan det var at befinde sig ude i.
Vi har både
fejret bryllupsdag og min fødselsdag inde for den sidste uge. Det har været
hyggeligt og rart. Jeg havde min første kaffemik i fredags, dagen før
fødselsdagen, og det gik godt. Jeg bagte som sædvanligt alt for mange kager og
vi havde en hyggelig dag i selskab med nogle af mine kolleger og vores dejlige
venner Karina og Ussaqqak. Lørdag morgen var det hæderligt vejr; Jeg blev
vækket tidligt af ungerne og Michael, som sang for mig og fyldte sengen op med
gaver, som jeg åbnede endnu før jeg fik vand i hovedet. Gro har kreeret en hel
hønsegård i HAMA-perler, Michael brillierede med et originaltryk af Jens
Rosing, en Grønlandsk kunstner som laver de fineste billeder af det grønlandske
dyreliv, smukt rammet ind i en tynd træramme. Derudover var der en moderne
grønlandsk kogebog fra Mutti og Vatti og en smukt udskåret rentak-ring med et
lille, fint detaljeret isbjørnehoved, som min kære husbond havde sørget for på
vegne af mine dejlige svigerforældre. Efter en hurtig morgenmad med frisk
kaffe, boller og blødkogt æg pakkede vi os selv og ungerne ind i uldundertøj og
masser af overtøj og uldtæppe, smurte en lækker madpakke og lavet saftevand,
drog vi mod Tidevandstrappen i Atlanthavnen, hvorfra den lille båd, Marie
Martek, stævnede ud med kurs mod Godhåbsfjorden og isbræen ved Kapisillit. At
se Nuuk, vores nye by, fra vandsiden var et vidunderligt syn. Selvom vi lever
midt i fjeldene og har udsigt til dem fra vores stue, glemmer vi i hvor høj
grad byerne heroppe nærmest er blevet etableret på trods af naturen heroppe. En lille, tilsyneladende sårbar, sattelitby
durk oven på massivt og stejlt grundfjeld, ude midt i polarhavet. Der er noget
smukt, nærmest trodsigt over de ellers meget trøstesløse, håbløst forfaldne
boligblokke, som ligger alleryderst på klippen, lige ud til bugten. Efter det
meste af fire timers sejlads ind i fjorden begyndte det at skurre mod skroget
af båden. Ind imellem kunne jeg helt nede i kahytten, hvor jeg vågede over en
sovende Asger som tog sin middagslur på den smalle bænk dernede, mærke
decideret modstand, hvor isskosserne nærmest skubbede til båden og ikke
omvendt. Isfjorden kan ikke beskrives med ord, der rækker. Jeg vil forsøge
alligevel; Vejret var en smule usadigt og vi sejlede ind imellem ind i små,
overordentligt lokale snebyger, som sendte en tåge ud over det fuldstændigt
krystalklare og stille vand. Frem af denne tåge dukkede isskosser og – bjerge i
blå, sort, hvid eller krystalklare farver, som forladte, eroderede slotte i et
underligt, hjemsøgt hav. Kaptajnen navigerede os rutineret langt ind i drivisen
lige ud for gletscheren, hvorfra indlandsisen stykvist skubbes ud i havet. Ca. 2 km. fra kanten af gletscheren slukkede
han motoren. Total stilhed. Når vi i korte intervaller fik Gro og hendes nye
kammerat Sigurd til, at tie helt stille, var der ingen anden lyd end de nærmest
uhørlige dønninger fra den vuggende båd og isens diskrete knitren. Jeg har ikke
set meget, der overgår dette syns skønhed, vemodighed og ensomhed. Som en ørken
af is, vand og fjeld. Der. Lige der løb vores kameras batteri tør for strøm!
Heldigvis havde vi fået skudt masser af fantastiske billeder, som jeg håber I
vil nyde. Videoen fra vores sejltur er skudt med Michaels telefon.
Vi var i havn i
Nuuk igen kl 17. Vi var mere end trætte. Michael hentede den lækreste Thaimad
fra byens meget autentiske Charoen Porn (det hedder den altså), en ordentlig
omgang bland-selv-slik og en sodavand til ungerne i dagens anledning. Vi satte
en hyggelig tegnefilm på DVD'en og fortærede således min fødselsdagsmiddag
foran flimmeren. Børnene gik ud som små, smukke lys og Michael og jeg kravlede
bogstaveligt talt i seng lidt efter. Min krop gynger stadig nu, mere end et
døgn efter vi kom i land.
