Ferie!
En forsinket
vinterferie har gjort mere end godt! Sidste gang vi havde regulær
ferie sammen var i sommer. Den faldt med andre ord på et meget tørt
sted. Og efter 14 dages mildest talt ustabil pasningssituation, hvor
vi har måttet hugge en hæl og klippe en tå rent arbejdsmæssigt
for at få enderne til at mødes, har det været kærkomment at kunne
være 100% nærværende over for bønene og hinanden. Vi har i dén
grad kørt 'når far kommer hjem er mor lige gået'. En eftermiddag,
hvor Michael havde misforstået en melding om at komme hjem N-U, da
jeg var blevet kaldt til et subakut kejsersnit, havde vi 'vagtskifte'
ved elevatoren! Nåede lige akkurat ned på OP, inden patienten blev
kørt ind på stuen og de gik i gang...
Pyyyh, den
børnelogistik. Selvom vores hverdag helt generelt er blevet lettere,
er der stadig perioder, hvor vi er udfordrede på det punkt.
Nå, men vi har
været så fantastisk heldige at have vidunderligt vejr det meste af
ugen – de to dages gråvejr vi havde blev brugt til indehygge og
biblioteksbesøg mens Michael fik afviklet de timer han var kommet
bagud med arbejdet i de førnævnte uger. De dage vi har haft sammen
har udelukkende været brugt på salighedsting; Vi har udforsket
nogle af Nuuks fjelde bevæbnet med kaffe, chokolade, saft og kamera.
Første tur gik op i Radiofjeldet, en høj fjeldknold midt i byen,
hvorfra der er den mest fantastiske udsigt. Man kan se hele Nuuk fra
oven, lidt grå og industriel i udseendet, omgivet af glitrende vand.
Man kan se udover bydelen Nuussuaq på den anden side af fjeldet, med
de maleriske og sjove huse i tusindvis af klare, optimistiske farver
som vi kender det fra de billeder vi har af Grønland fra vores
barndom. Over det hele, majestætisk knejsende i sin lidt alpine
skarphed; Sermitsiaq. Dette smukke, mystiske og fuldstændigt golde
fjeld, som ligger for sig selv ude i Godthåbsfjorden, blåt og hvidt
og barskt. Man kan ikke lade være med at tage billeder af det hele
tiden, i forskelligt vejr, i forskelligt lys, indhyllet i skyer eller
med sne, som er farvet lyserødt af solnedgangen. Jeg tør slet ikke
tænke på, hvor mange billeder vi har af det motiv... Børnene var
seje og frygtløse. Det var med hjertet i halsen at jeg iagttog
Asgers forsøg på at følge sin søster opad, opad af de ret stejle
(og absolut ikke børnevenlige) fjeldsider. Heldigvis er jeg så
ængsteligt anlagt at han fik meget kort snor deroppe. Ellers havde
han simpelthen slået sig halvt fordærvet...
Den altid eventyrlystne Gro drikker iskoldt smeltevand
Min vidunderlige familie der, hvor verden begyndte
Dagen efter
gjaldt det så Lille Malene, som vi har formidabel udsigt til fra
vores lejlighed. Turen gik til Cirkussøen, et smeltevandsreservoir
cirka halvvejs oppe af Lille Malene, i en gryde i overgangen mellem
de to Malene-fjelde. Man kan ikke have klapvogn med derop. Asger blev
placeret i bærerygsækken og spændt på sin fars ryg og så tog vi
bussen til Qinngorput og begyndte opstigningen. Det gik forbløffende
godt, selvom en stadig lidt haltende Gro måtte holde nogle pauser.
Der ligger stadig sne deroppe, og det var ikke nemt for hende at
komme hen over sneen de steder, hvor det stadig ligger. Men turen var
anstrengelserne værd; Cirkussøen er stadig frossen på overfladen,
og den store, hvide flade tog sig umådeligt flot ud i solskinnet,
som en glinsende perle midt i et voldsomt, forrevet landskab med
lodrette klippesider. Klippesiderne blotter de geografiske lag på
meget smuk vis og da jeg stod så tæt på og betragtede det, fik jeg
sådan en underlig fornemmelse af, at stå det sted, hvor verden
begyndte. Kunne nærmest mærke den dybe rumlen i mellemgulvet af
grudfjeldet, der maste sig opad og løftede jordskorpen... Selvom
Michael (den lyseslukker) gjorde opmærksom på, at fjeldet nok ikke
har rejst sig så hurtigt, at det lavede en dyb og voldsom lyd...
Bag en fjeldknold som jeg besteg alene (Michael blev nede på det
flade med ungerne), var en smuk, let skrånende slette. Solen var så
lun, at jeg kunne dufte sortebærlyngen, som vokser overalt. Det fik
mig til at længes efter sommer. Naturen holder sig stadig i
jordfarver, gråt og sort. Vi venter på at den lave bevoksning her
er, bliver grøn og vi tror ikke at det tager så lang tid mere nu.
Vi har ladet os fortælle, at der er en eneste, men meget vægtig
fordel ved det tidlige forår heroppe; De store mængder smeltevand
efterlader de tætbevoksede lyngområder våde og sumpede med masser
af relativt dybe vandhuller. I år vil megen af denne fugt når at
tørre ud inden det bliver så varmt, at myggenes æg klækker. Og de
klækker netop i det sumpede lyng. Det vil sandsynligvis betyde
meget færre myg end man normalt ser her om sommeren. Hurra for det.
Uden sne ville
pessimisten måske kalde Nuuk for grim. Det grå grundfjeld og de
grå, støvede asfalterede veje. Al den snavs der har gemt sig under
sneen, som nu dukker frem i de våde, mudrede grøfter rundt omkring.
Optimisten er jeg dog; Det lidt triste/kedelige jordplan opvejes til
fulde af, at ens blik uværgerligt hele tiden søger opad og udad;
Opad mod fjeldenes konturer og former, opad mod den voldsomt smukke
og farverige himmel, ud mod vandet som glitrer i fjorden, og i stor
stil brydes af en motorbåds kølhale og vitterliggør naturens
egentlige størrelse og afstande, som ellers er totalt umulige at
vurdere med det blotte øje. Den klare luft heroppe og den, generelt
set, meget uberørte natur gør at det er ekstremt svært at
forestille sig hvor store ting er og hvor langt de er væk. Jeg
begynder at fatte hvorfor man, i de mareridtsagtige fortællinger om
folk, der farer vild i ødemarken, går efter pejlemærker som ser ud
til at være i overskuelig afstand, men aldrig kommer tættere på.
Vi er på vej ind
i den lyse tid på året. Og når jeg siger lyse tid, kan jeg på
indeværende tidspunkt allerede se, at de danske, lyse sommernætter
godt kan gå hjem at ligge sig. Vi så en film i aftes og gik først
i seng efter midnat. Jeg kigger altid ud af vinduet i stuen, som
vender mod vest. Ved midnatstid var himlen over mig mørk og
tindrende stjerneklar, månen lå som et gult, papirtyndt segl over
fjeldene hvis konturer jeg stadig kunne se foran den røde stribe
sollys der stadig lå derude. Som om naturen lige skulle sætte trumf
på dette fantastiske syn, lå der en lang og klar stribe nordlys
over fjorden. Jeg var inde at putte Asger kl. 03.12 og kiggede ud
igennem vinduerne mod nordøst; Solen var på vej op igen. Om ganske
få uger bliver her slet ikke rigtig mørkt.
Ferien går på
hæld for os. Det er fint; Vi har dejlige ting at se frem til. Gros
børnehavestart nærmer sig med hastige skridt, og det er på tide.
Gro snakker mere og mere om sine kammerater og sin familie derhjemme.
Asger har fået tilbudt en vuggestueplads hernede i centrum med start
15.05., men vi skal lige finde ud af om det er en institution vi
gerne vil have ham i. Nu er muligheden der, og måske vælger vi at
gøre brug af den.
Vi har holdt os
til landjorden i denne ferie; Det er meget dyrt at komme ud at sejle
når man endnu ikke lige kender nogle, der kan tage en med ud og vi
har valgt at spare lidt på vores penge for dermed at få råd til at
sejle ned til Qaqortoq i Sydgrønland, hvor vi har venner. Det er
vanvittigt dyrt at rejse indenrigs i Grønland. En sådan tur koster
det samme som hvis vi tog hjem til Danmark på ferie. Det er ret
absurd, men so be it! Vi skal nok få set Grønland fra vandsiden. Om
en måneds tid begynder hvalerne at lægge vejen forbi vores by. Så
der skal hvalspottes og far Peters kikkert kan for alvor komme til
sin ret. Der skal samles kvan og arktisk timian til krydderisamlingen
og plukkes sortebær til bagværk, likør, marmelade, smoothies etc.
Vi har et år tilbage heroppe og vi har alle intentioner om, at vride
alle de oplevelser ud af det, vi kan
