Hverdag og hjemve.
Ja, kære venner og familie. Denne blog
fungerer som vores rejsedagbog og derfor vil nogle af indlæggene
have karakter af dette. I denne uge bliver det nok ikke verdens mest
spændende eller opløftende af slagsen, men skrives skal det. Dels
for min egen skyld, for at få det ud gennem fingerene, dels fordi
kroppen har en fantastisk evne til at glemme ubehag og smerte og jeg
vil gerne have at vi husker det, vi er i nu, når vi engang kigger
tilbage på vores ophold her. Så ikke noget 'adventure' i denne
uge...
Vi har nu undværet mor Maren i lidt over en uge.
Det har mildest talt krævet noget tilvending. At sende hende ud af
døren føltes lidt som at sende den sidste rest af vores liv i
Danmark afsted. Nu er vi alene, nu skal vi klare os selv på helt
vanlig vis med to små unger og to fuldtidsjobs. Og endda lidt mere
end vi plejer; der er ikke lige nogen der kan komme forbi og passe en
syg unge eller hygge lidt med børnene mens mor og far stjæler sig
lidt (tiltrængt) alenetid. Der er ingen andre end os selv at trække
på, når Michael bliver syg i Hedvigs arbejdsweekend og undertegnede
må nøjes med den absolut mest nødvendige mængde søvn for at
kunne stå oprejst efter et nattekald. Men det er peanuts. Det
overlever man, man klarer sig igennem, fordi man er voksne.
En helt anden historie er det med vores
lille Gro. Hun er en sej, robust og stærk pige. Og hun kæmper. Med
vreden og sorgen over at blive taget ud af sin trygge tilværelse
hjemme på stenbroen med fast dagsskema; afsted kl. kvart i otte til
bussen, ud i skoven med veninderne Laura og Michaela og tumle rundt,
hjem kl 16, godt brugt. Lege lidt med Carla på 3. sal, spise
aftensmad og så i seng. Med savnet af en fantastisk og højt elsket
mormor. Med frustrationen over at være henvist til en dagpleje med
lutter små unger som 1) taler et sprog hun endnu ikke forstår 2)
ikke forstår de lege hun leger og tager hendes klodser når hun er i
gang med at bygge noget 3) alle er under 4 år og bare ikke er
særligt spændende eller stimulerende for en ret intelligent
4½-årig. Gros trivsel (eller mangel på samme) resulterer i nogle
voldsomme følelesesudbrud med skrigen og hylen, slåen og biden og
totalt manglende evne til at samarbejde. Det er selvfølgelig hårdt
når det står på, men først og fremmest gør det mig ufatteligt
ondt at se min ellers så glade pige være så ulykkelig, som hun er
ind imellem. Og når jeg siger ind imellem så betyder det ca 1 gang
i døgnet. Michael og jeg er plagede af skyldfølelse over at have
forvoldt hende dette her. Vi kigger nogle gange på hinanden og
spørger os selv om rimeligheden i at voksne mennesker af egoistiske
årsager vælger at tage den slags spring og så må ungerne bare
følge med. Indpasse sig i det, som passer forældrene. Selvfølgelig
er børn underlagt deres forældres vilje, det er ligesom en del af
det at være barn. Men kan vi som nogle børns voksne tillade os at
rive disse op med rode og bare flytte dem i forventning om at de så bare indpasser sig? Eller tilpasser sig? Det er vel også
tilpasningsevnen der er karakteristisk for børn, så de kan vel tåle
det? Jeg brød sammen en dag over frokosten med en flok af mine nye (virkeligt dejlige) kolleger. En af dem sagde 'Jamen, Hedvig, hun har
jo stadig sin base, sin kerne, i orden. I er jo ikke blevet skilt
eller noget. Hun har jo stadig jer
og det er vel mere vigtigt og trygt for hende end noget andet?' Og
hun har jo ret, Tina. Gro går ikke
i stykker af det her. Vi er der for hende hele
tiden. Men jeg kan bare konstatere at mine børns trivsel betyder alt
for min egen trivsel. Jeg tror dog på at det her godt kan blive
godt; Vi har købt ski til Gro, de burde komme inden for de næste
par dage, hun er meldt ind i Børnenes Biografklub i kulturhuset
Katuaq, Rosa fra Rouladegade kommer forbi og giver et show, som
Michael har købt billetter til og som familie har vi faktisk ret god
tid til hinanden heroppe. Vi skal bare have hende i en børnehave, og
det er dybt, dybt frustrerende ikke at kunne stille hende noget i
udsigt på den konto endnu. Vi kan bare konstatere at det offentlige
system er uigennemtrængeligt, ineffektivt og dybt ulogisk. Vi har
skrevet hende op i et par private børnehaver også, men det er
ligeledes på ventelister med relativt lange udsigter. Vi gør hvad
vi kan, presser på hvor vi kan og håber, håber
på snarligt gennembrud i sagen. Det er ganske enkelt også sådan,
at hvis ikke Gro kommer til at trives, så gør resten af familie
heller ikke og så kan vi ikke blive heroppe...
Asger
stortrives til gengæld. Han er vokset voldsomt (måske er det
lyset), han er glad og stor og veltilpas. Han elsker sin storesøster
og det, at hun kan få ham til at grine bare ved at kigge på ham,
muntrer også hende op. Michael virker ret glad for sin nye
arbejdsplads. Han er stadig i gang med at vende sig til madpakken
frem for Meyers Kantinemad, men tilgengæld er der forsvundet lidt
taljemål, hvilket han bestemt ikke kimser af. Der er indkøbt pigdæk
til mountainbiken, så han nu også kan transportere sig rundt på
sin foretrukne måde og udsigten til en frieftermiddag i weekenden,
hvor Lille Malenes skipister skal prøves af, får øjnene til at
tindre. Han kæmper med det grønlandske sprog som han lige nu er på
intensivkursus i, men bliver mere og mere fascineret af dette sære,
polysyntetiske sprog.
Jeg har
overraskende travlt på fødegangen; Mine kolleger er også temmelig
forundrede over hvor voldsomt det virker lige for tiden. Det er en
blanding af usædvanligt mange fødende og en
underbemandingssituation som gør, at vagterne er forholdsvist hårdt
belastet. Det er selvfølgelig ingen ting imod det jeg kom fra i
Herlev med et gennemsnit på 13 fødsler i døgnet, men jeg har sørme
godt nok været kaldt meget om natten i mine døgnvagter. Heldigvis
har lyset heroppe den bivirkning at mit søvnbehov er i bund. Det er
ret markant, men både jeg og resten af familien nyder godt af det.
Jeg har haft rigtig mange dejlige fødsler. Kvinder heroppe føder
bare, som jeg vist tidligere har nævnt. Ved ikke om det udelukkende
er genetisk eller det er forholdene heroppe der gør det. For det er
ikke kun inuitkvinderne der bare føder. Det er også alle dem med
anden etnisk baggrund end Grønlandsk. Måske er det de forhold der
er heroppe og den overgivelse til naturen og dens kræfter, som man
automatisk underlægger sig i disse egne af verden; Her er ingen
muligheder for epiduralblokade og sectio på maternal request er slet
ikke noget, der diskuteres. Eller igangsættelse pga molimina
(graviditetsgener, som ikke medicinsk kræver intervention). Derfor
er der simpelthen også færre indgreb. Vi ved jo godt at den
udbredte brug af epiduralblokade fører flere indgreb med sig og at
disse indgreb oftest resulterer i nogle komplikationer som man måske
var sluppet helt for, havde man klaret sig uden. Og det er skam ikke
for at være en barsk vikingejordemoder, der synes at det skal gøre
ondt at føde. Det er simpelthen et klokkeklart faktum;
Epiduralblokader fører til flere indgreb og komplikationer i
fødselsforløbene. Genestisk betinget må det til gengæld være, at
kvinderne heroppe ikke rigtigt brister. Jeg har taget imod nogle
kæmpe unger uden at moderen har fået så meget som en lillebitte
suturkrævende labiabristning... Min rekord er og bliver min 2.
fødsel heroppe, hvor jeg fuldstændigt uproblematisk greb (som i
ingen håndgreb ud over de sædvanlige, mine damer) en
kleppert af en pige på 4735 g.! Var konen gået i stykker? NEJ,
det var hun ikke. (Til gengæld fik hun selvfølgelig atoni
bagefter, sikke noget rod). Men jeg er stadig imponeret....
Mere senere.
Nu tror jeg godt at
jeg kan sove igen efter endnu en dejlig nattefødsel.
