Hverdag og hjemve.

Ja, kære venner og familie. Denne blog fungerer som vores rejsedagbog og derfor vil nogle af indlæggene have karakter af dette. I denne uge bliver det nok ikke verdens mest spændende eller opløftende af slagsen, men skrives skal det. Dels for min egen skyld, for at få det ud gennem fingerene, dels fordi kroppen har en fantastisk evne til at glemme ubehag og smerte og jeg vil gerne have at vi husker det, vi er i nu, når vi engang kigger tilbage på vores ophold her. Så ikke noget 'adventure' i denne uge...

Vi har nu undværet mor Maren i lidt over en uge. Det har mildest talt krævet noget tilvending. At sende hende ud af døren føltes lidt som at sende den sidste rest af vores liv i Danmark afsted. Nu er vi alene, nu skal vi klare os selv på helt vanlig vis med to små unger og to fuldtidsjobs. Og endda lidt mere end vi plejer; der er ikke lige nogen der kan komme forbi og passe en syg unge eller hygge lidt med børnene mens mor og far stjæler sig lidt (tiltrængt) alenetid. Der er ingen andre end os selv at trække på, når Michael bliver syg i Hedvigs arbejdsweekend og undertegnede må nøjes med den absolut mest nødvendige mængde søvn for at kunne stå oprejst efter et nattekald. Men det er peanuts. Det overlever man, man klarer sig igennem, fordi man er voksne.

En helt anden historie er det med vores lille Gro. Hun er en sej, robust og stærk pige. Og hun kæmper. Med vreden og sorgen over at blive taget ud af sin trygge tilværelse hjemme på stenbroen med fast dagsskema; afsted kl. kvart i otte til bussen, ud i skoven med veninderne Laura og Michaela og tumle rundt, hjem kl 16, godt brugt. Lege lidt med Carla på 3. sal, spise aftensmad og så i seng. Med savnet af en fantastisk og højt elsket mormor. Med frustrationen over at være henvist til en dagpleje med lutter små unger som 1) taler et sprog hun endnu ikke forstår 2) ikke forstår de lege hun leger og tager hendes klodser når hun er i gang med at bygge noget 3) alle er under 4 år og bare ikke er særligt spændende eller stimulerende for en ret intelligent 4½-årig. Gros trivsel (eller mangel på samme) resulterer i nogle voldsomme følelesesudbrud med skrigen og hylen, slåen og biden og totalt manglende evne til at samarbejde. Det er selvfølgelig hårdt når det står på, men først og fremmest gør det mig ufatteligt ondt at se min ellers så glade pige være så ulykkelig, som hun er ind imellem. Og når jeg siger ind imellem så betyder det ca 1 gang i døgnet. Michael og jeg er plagede af skyldfølelse over at have forvoldt hende dette her. Vi kigger nogle gange på hinanden og spørger os selv om rimeligheden i at voksne mennesker af egoistiske årsager vælger at tage den slags spring og så må ungerne bare følge med. Indpasse sig i det, som passer forældrene. Selvfølgelig er børn underlagt deres forældres vilje, det er ligesom en del af det at være barn. Men kan vi som nogle børns voksne tillade os at rive disse op med rode og bare flytte dem i forventning om at de så bare indpasser sig? Eller tilpasser sig? Det er vel også tilpasningsevnen der er karakteristisk for børn, så de kan vel tåle det? Jeg brød sammen en dag over frokosten med en flok af mine nye (virkeligt dejlige) kolleger. En af dem sagde 'Jamen, Hedvig, hun har jo stadig sin base, sin kerne, i orden. I er jo ikke blevet skilt eller noget. Hun har jo stadig jer og det er vel mere vigtigt og trygt for hende end noget andet?' Og hun har jo ret, Tina. Gro går ikke i stykker af det her. Vi er der for hende hele tiden. Men jeg kan bare konstatere at mine børns trivsel betyder alt for min egen trivsel. Jeg tror dog på at det her godt kan blive godt; Vi har købt ski til Gro, de burde komme inden for de næste par dage, hun er meldt ind i Børnenes Biografklub i kulturhuset Katuaq, Rosa fra Rouladegade kommer forbi og giver et show, som Michael har købt billetter til og som familie har vi faktisk ret god tid til hinanden heroppe. Vi skal bare have hende i en børnehave, og det er dybt, dybt frustrerende ikke at kunne stille hende noget i udsigt på den konto endnu. Vi kan bare konstatere at det offentlige system er uigennemtrængeligt, ineffektivt og dybt ulogisk. Vi har skrevet hende op i et par private børnehaver også, men det er ligeledes på ventelister med relativt lange udsigter. Vi gør hvad vi kan, presser på hvor vi kan og håber, håber på snarligt gennembrud i sagen. Det er ganske enkelt også sådan, at hvis ikke Gro kommer til at trives, så gør resten af familie heller ikke og så kan vi ikke blive heroppe...

Asger stortrives til gengæld. Han er vokset voldsomt (måske er det lyset), han er glad og stor og veltilpas. Han elsker sin storesøster og det, at hun kan få ham til at grine bare ved at kigge på ham, muntrer også hende op. Michael virker ret glad for sin nye arbejdsplads. Han er stadig i gang med at vende sig til madpakken frem for Meyers Kantinemad, men tilgengæld er der forsvundet lidt taljemål, hvilket han bestemt ikke kimser af. Der er indkøbt pigdæk til mountainbiken, så han nu også kan transportere sig rundt på sin foretrukne måde og udsigten til en frieftermiddag i weekenden, hvor Lille Malenes skipister skal prøves af, får øjnene til at tindre. Han kæmper med det grønlandske sprog som han lige nu er på intensivkursus i, men bliver mere og mere fascineret af dette sære, polysyntetiske sprog.

Jeg har overraskende travlt på fødegangen; Mine kolleger er også temmelig forundrede over hvor voldsomt det virker lige for tiden. Det er en blanding af usædvanligt mange fødende og en underbemandingssituation som gør, at vagterne er forholdsvist hårdt belastet. Det er selvfølgelig ingen ting imod det jeg kom fra i Herlev med et gennemsnit på 13 fødsler i døgnet, men jeg har sørme godt nok været kaldt meget om natten i mine døgnvagter. Heldigvis har lyset heroppe den bivirkning at mit søvnbehov er i bund. Det er ret markant, men både jeg og resten af familien nyder godt af det. Jeg har haft rigtig mange dejlige fødsler. Kvinder heroppe føder bare, som jeg vist tidligere har nævnt. Ved ikke om det udelukkende er genetisk eller det er forholdene heroppe der gør det. For det er ikke kun inuitkvinderne der bare føder. Det er også alle dem med anden etnisk baggrund end Grønlandsk. Måske er det de forhold der er heroppe og den overgivelse til naturen og dens kræfter, som man automatisk underlægger sig i disse egne af verden; Her er ingen muligheder for epiduralblokade og sectio på maternal request er slet ikke noget, der diskuteres. Eller igangsættelse pga molimina (graviditetsgener, som ikke medicinsk kræver intervention). Derfor er der simpelthen også færre indgreb. Vi ved jo godt at den udbredte brug af epiduralblokade fører flere indgreb med sig og at disse indgreb oftest resulterer i nogle komplikationer som man måske var sluppet helt for, havde man klaret sig uden. Og det er skam ikke for at være en barsk vikingejordemoder, der synes at det skal gøre ondt at føde. Det er simpelthen et klokkeklart faktum; Epiduralblokader fører til flere indgreb og komplikationer i fødselsforløbene. Genestisk betinget må det til gengæld være, at kvinderne heroppe ikke rigtigt brister. Jeg har taget imod nogle kæmpe unger uden at moderen har fået så meget som en lillebitte suturkrævende labiabristning... Min rekord er og bliver min 2. fødsel heroppe, hvor jeg fuldstændigt uproblematisk greb (som i ingen håndgreb ud over de sædvanlige, mine damer) en kleppert af en pige på 4735 g.! Var konen gået i stykker? NEJ, det var hun ikke. (Til gengæld fik hun selvfølgelig atoni bagefter, sikke noget rod). Men jeg er stadig imponeret....

Mere senere.

Nu tror jeg godt at jeg kan sove igen efter endnu en dejlig nattefødsel.   

Kaffemik og flåede sælhoveder.

Så gik vi ind i uge 3 af vores Grønlandseventyr.

Det har været en rigtig god uge, hvor børnene (særligt Gro) er faldet lidt mere til og til ro end de forgangne uger; Dagplejemor Karen er stadig sød og rar, og hendes barnebarn Akraluk kommer tit på besøg om eftermiddagen. Det synes Gro er meget, meget spændende. Han er nemlig både sød og taler dansk OG grønlandsk… Så nu kan Gro sige alt muligt på grønlandsk. Vi håber dog meget på en snarlig børnehaveplads til hende. Hun er simpelthen for stor til at gå i dagpleje.

Det at vente på institutionsplads har været denne uges prøvelse numero uno. Her kan man ikke bare logge på borger.gl og se pladser på ventelisterne eller ringe på institutionskontoret; Man kan simpelthen ikke få oplyst, hvor langt man står på ventelisten til de forskellige institutioner. Man får oplyst den generelle plads på listen og så står alt andet hen i det uvisse. Ingen kan sige noget om tidshorisont. Det er dybt, dybt frustrerende, men en del af livet her; Det er skik følge eller bliv sindssyg! Så vi vælger det sidste og forsøger os i øvrigt med de private institutioner der også findes her i byen. Gro trænger meget til at lære nole jævnaldrende børn at kende. Heldigvis har nye grønlandske bekendte gjort os opmærksomme på et af de mange fantastiske børnetilbud; gymnastik og leg for børn i alle aldre i Nuussuak-hallen hver søndag formiddag. Der er mange børn at lege med, masser af stimulation for begge unger og så koster en sæson (fra nu og frem til og med maj) sølle 300 kr. pr. barn. Nåh, jo, og så fordi vi har hele to af slagsen gives der selvfølgelig lige lidt rabat. Var lige ved at komme til at grine. I sådan en situation kan jeg godt mærke at vi simpelthen er vant til københavnske priser.

Vejret heroppe har været fænomenalt; Høj sol og klingende frost, aftner og nætter med sne, så dagene har været fyldt med den fineste, hvideste pulversne. Jeg vil tro at det er det, Canadierne kalder for Champagne Powder. Michael har sukket efter pisterne på Lille Malene, som vi med far Peters kikkert (tak for lån) kan se over på fra lejligheden. Mine kolleger og andre hospitalsansatte er da også nærmest væltet ud af Dronning Ingrids Hospitalsdøre, for at skynde sig hjem og spænde langrends- eller alpinskiene på bilen og suse af sted før pisterne bliver for fyldte ved fyraftenstid. Vi har for alvor i denne uge opdaget i hvor høj grad folk heroppe bruger deres fritid på, bare at være ude. Børn slæbes af sted på kælk, unge mennesker fylder bussen op med ski og snowboards og mine rare nye kolleger snakker om alle de hjemmeskudte og hjemmefiskede lækkerier de har fået fyldt kummefryseren op med i det forgangne år. Og jeg må jo indrømme, trods mit fortsatte (lette) granatchok at jeg for hver dag der går, bliver mere og mere forelsket i dette storslåede landskab. Alene udsigten fra vores lejlighed tager luften fra mig. Ikke mindst efter jeg har fået vasket vinuerne, som var mere end almindeligt snavsede. Det gik dog op for mig, hvorfor man ikke nødvendigvis går højt op i udvendig vinduesvask på denne tid af året i disse luftlag; Det var en ganske stor udfordring at få væsken af ruden, idet det nærmest øjeblikkeligt frøs til is… Men det var bøvlet værd.

På den gastronomiske front har vi atter nydt narhval-bøffer. Det er simpelthen så lækkert, at mor Maren måtte have det igen, før hun rejser i starten af næste uge. Vi har mæsket os i røget rensdyr, røgede kammuslinger, røget narhval og masser af sild. Vi har været på Brættet nogle gange. Vi købte torskefillet. Helt frisk torskefillet, i enorme stykker. Vi fik et stykke af siden af en torsk. Stykket vejede over et kilo. Det er nærmest skræmmende at tænke på, hvor stor denne kolos af en torsk må have været, da den stadig var i live og i et stykke. Den må kunne have ædt Asger i en eneste mundfuld! I dag var der sæl. Blodige, store, ukurante stykker kød med og uden spæk. Det ser ud til at være en populær spise heroppe. Prøves skal det da, men jeg tror at det er klogt at vente til vi kender nogen, der har forstand på tilberedningen… På bordet ved siden af alt det blodige lå hele, flåede sælhoveder, luffer med skind på og et stykke ubestemmeligt et-eller-andet. Jeg ved skisme ikke hvad man bruger det til. Suppe, måske?

I dag var vi til vores livs første kaffemik. Karina og Uusaqqak’s lille Asger er fyldt et år, og vi var inviteret. Læse, læse om kaffemik; Hvad gør man? Hvad har man med? Hvor meget kage må man spise? Hvor meget kaffe må man drikke? Hvor længe bliver man hængene? Reglerne er mange og min præstationsangst fik et boost da mine kolleger fortalte mig, hvor vigtig en 1 års fødselsdag er i Grønland. Det er en ret stor milepæl heroppe hvor børnedødeligheden en gang var meget, meget høj… Gudskelov blev præstationsangsten gjort til skamme; Karina og Uusaqqak  er søde og afslappede, der var høflig selvbetjening af lam, flødekartofler, hjemmelavet sushi og et utal af gode kager. Vi slog slæverne ind i et par timer i det hyggelige rækkehus med den mest vidunderlige udsigt ud til den dybe Godthåbsfjord med de blåeste isskosser jeg nogensinde har set.  Himlen var 1000 nuancer af blå og solen kastede et rødt skær ud over fjeldene.

Nu siger vi snart farvel til mormor, som rejser til Danmark på tirsdag. Det er med tungt hjerte, må jeg sande. Vi kommer til at savne hendes tilstedeværelse og kærlige børnepasning. Og selvfølgelig bliver det rart at komme i gang med vores ’egen’ hverdag heroppe.

                                         Store Malene i aftensolen

                                          Snetosserne

                                          Flået sælhoved. Og noget andet

                                                      2 x Asger

                                                    Fødselsdagspyntet, grønlandsk hjem

                                          Hvis bare kameraet gjorde virkeligheden ret....

Følelsesmæssig rutschetur.

Sådan vil det nok altid være at skifte sine rammer så radikalt ud som vi har gjort med flyttet til Grønland, omend det kun er for en begrænset periode.
Vores første uge her i Arktis har været præget af at vi har flyttet os så langt bort fra alt det, vi kender så godt; Nye arbejdspladser, kolleger, lokaler og for mit vedkommende, procedurer. Rent fagligt byer Grønland på helt nye udfordringer, både på den gode og den mindre gode måde. Omfanget af de sociale realiteter heroppe har ramt mig som en forhammer. Jeg vidste jo godt, at meget ville være anderledes. Men nogle af de skæbner jeg allerede nu har mødt, har historier som bogstaveligt talt får de små hår til at rejse sig i nakken på mig. Alligevel har jeg set ekstremt seje kvinder føde. Uden anden form for smertelindring end jordemoderens støttende ord og måske en lille varmepude. Heroppe føder man bare. Ingen epiduralblokader, ingen dikkedarer. Jeg glæder mig meget til selv at få fingre i disse uovertrufne, fantastiske og smilende inuit-kvinder.
På hjemmefronten har moder Marens tilstedeværelse vist sig at være mere værd end den Grønlandske undergrund. Børnene har haft en fantastisk tryg og god start i dagplejen hos en skøn kvinde, som har sat mor i forbindelse med en gammel bekendt fra ungdommen i Flensborg! Gro og Asger hygger sig begge i dagplejen og er i det hele taget overraskende upåvirkede af de nye og meget anderledes omgivelser og vilkår. Michael er så småt ved at finde sig til rette med sin nye arbejdsplads og er i gang med en ret radikal afvænning fra Meyer's gode kantinemad.

Vi må sande at vejret i Nuuk er ikke sådan at bide med skeer med. Denne uge har budt på alt fra overraskende mildt tøvejr til den vildeste storm og til denne weekends mest fantastiske vintervejr. Den storm, som onsdag og torsdag henlagde det meste af byen i uigennemtrængelig, tykt og voldsomt snefald og torsdag morgen sendte mig i jorden (Hej, blå balde) med vindstød i nærheden af orkanstyrke. (Kombinationen af spejlblank overflade, manglende pigsåler og den slags vind er lemlæstende). Man må udholde nogle ydmygelser i sådan en situation; Jorden var så glat og vinden så kraftig at jeg ikke kunne komme op igen. Jeg måtte kravle ud til kanten af P-pladsen foran vores ejendom, hvor der ikke var så megen is før jeg kunne komme på benene og måtte gå tilbage til lejligheden og iføre mig mine pigsåler. Heldigvis for mig var klokken kun 07.20 og der var ingen mennesker på gaden endnu....

De sidste to dage har budt på Nuuk fra det, der må være den mest charmerende side; Høj sol, krystalklar, tindrende luft, frostgrader og smuk, ny vinterkjole. Det sorte grundfjeld er forsvundet lidt og stikker nu kun sporadisk frem af sneen. Under sneen er jorden fortsat dækket af blank is, og mine pigsåler er siden styrtet blevet mine mest pålidelige venner. Børnene har lyserøde kinder og næsetipper når vi kommer ind fra kulden.
Vejret de sidste to døgn har været perfekte for Aurora Borealis, Nordlys. Og i aftes, kl. 22.10, efter en hel aftens længselsfuld spejden ud af vinduerne, lystes himlen over os op af grønne, hvide og lilla bølger, tåger, spiraler, formationer. Det så ud som om at det kom rullende ind fra over havet og strakte lange, grønne arme ud imod fjeldene mod nord. Det var overvældende, vildt, smukt og stille. (Det var vi ikke; Vi jublede og hylede ude på altanen og løb rundt i lejligheden fra vindue til vindue for at få det hele med). Denne overjordiske skønhed gør det nemt at forstå den oprindelige Inuit-kulturs tro på ånder og i det hele taget naturen som en beåndet kraft, hvis luner man er totalt underlagt og ikke kan stille andet op med end at indrette sig efter det og respekterer dens styrke.

Med maven fuld af narhvalbøf med bløde løg, kartofler og grøn salat (MUMS, btw), takker jeg af for i dag og kravler i seng til sædvanlig tid her kl. 21.15...

                                          Kælketur til Sanabugten

                                          Sermitsiiaq - nu i morgensol med frisk sne

                                          Seminariet i kolonihavnen

                                          Sanabugten i solnedgangen.

                                                   Udsigt fra altanen: Sermitsiaq                                      

                                          SANA og Sanabugten i baggrunden

                                         Den Atlantiske Havn og bagved Stor- og Lille Malene

          Nuuk, den 03.02.2013

Hermed det første indlæg i vores rejsedagbog.

Vi ankom i torsdags, d. 31.01.2013 efter et par meget hektiske uger med boligselskabskonkurs, forsøg (og succes) med at få udlejet lejligheden på rekordtid, tømme lejlighed for diverse private effekter, holde en dejlig afskedsfest, gå på arbejde, gøre rent i lejligheden og overdrage denne til den meget søde familie, som nu skal være Lyneborgere det næste halve år.

Air Greenland ydede fantastisk service og efter ca 3½ times flyvetur kunne vi ud af vinduerne se indlandsisen. Solen stod meget lavt og kastede et rødt lys over dette fuldstændigt fantastiske, vidunderlige og farlige landskab som var helt igennem ærefrygtindgydende og umuligt at tage øjnene fra. Indflyvningen til Kangerlussuaq var vild; For en flyskrækker som mig var det noget nervepirrende at lande i denne gryde af høje, skarpe fjelde; et havari her må være den sikre død!

Temperaturen var -23 grader celcius og den korte gåtur fra fly til terminal gav sammenklistrede næsebor og kridhvid, nærmest skyagtig ånde. 5 minutter efter ankomst stødte jeg på det første velkendte ansigt; Marianne fra studietiden i Aalborg er jordemoder i Sissimiut og var på Bygdebesøg. Vi fik en sludder og hele familien blev inviteret på slædetur med eget spand og slæde, når vi engang skal op af kysten og besøge Marianne og familien. Videre med en lillebitte, infernalsk larmende sardindåse af et propelfly - Dash-7 (sikkerhedsbrochurerne sagde Dash-8! Hej igen, flyskræk, min gamle ven) – som bar os sydover langs Grønlands vestkyst. Under os det mest smukke og øde, nærmest vemodige landskab med sorte fjelde sporadisk dækket af sne og dybe, stillestående tilfrosne fjorde. I havet skinnende turkisblå isskosser og -bjerge og efter 50 minutter – Nuuk!

Denne underlige, sattelitagtige metropol for foden af et voldsomt, majestætisk og smukt fjeldlandskab, tilfældigt spredt ud over en knold med vand til begge sider, dybt inde i Godhåbsfjorden. Temperatur kun -6 grader celcius og en luft så tør, at en kold og fugtig novemberdag hjemme i København udløser mere tænderklapren end her, i Arktis, tættere på polarcirklen end jeg nogensinde har været.

Kufferterne måtte vi se langt efter; De var ikke kommet med fra Kangerlussuaq. Til gengæld blev vi hentet i lufthavnen af min nye boss og gamle veninde Signe og en pudsig og rar Oline fra Boligadministrationen. Vi blev kørt til vores nye hjem; en skøn treværelses lejlighed i ret nybygget ejendom, 3 minutters gang fra SANA og placeret med havudsigt til to sider på 8. sal; fra stuen panoramaudsigt til fjeldene Lille Malene og Store Malene og Nuuks vartegn, fjeldtoppen Sermitsiaq (på dansk: Sadlen), den Atlantiske havn i forgrunden og lige neden for vores ejendom. Fra værelserne kan vi se ned på SANA og Sanabugten, hvor horisontlinien udgøres af et lidt fladere fjeldlandskab og hvor isskosser sejler forbi i løbet af dagen.

De sidste par dage er gået med at finde ud af logistikken. Først skulle mor Maren hentes i lufthavnen, siden er der blevet købt ind og slæbt til huse fra Brugseni, som er kæmpe stor og har alt fra tændstikker til Canada Goose jakker. Priserne heroppe er knapt så voldsomme som forventet; Kød er meget billigere, grøntsager, æg og kolonialvarer lidt dyrere og friske mælkeprodukter koster KASSEN! Vi er allerede ved at vende os til den langtidsholdbare mælk, men må nok sande at vi aldrig kommer til at elske det... Vi har smagt Lomvie (fra Brættet, værs'go selv at fjerne al indmad og tarme) og spist rodfrugter fra fryseren (!), Maren tygger tørfisk en masse og vi har oplevet vores første arktiske snestorm. Den startede i nat (det kan godt høres på 8. sal) og her kl. 17.10 lokaltid raser den stadig med en vindstyrke der ligger et sted mellem 30 og 40 sekundmeter. De mennesker der er født her er totalt uimponerede; turen til Malik, den lækre svømmehal med fjeld- og havudsigt, forgik trods det dramatiske vejr i bus, der kørte fuldstændigt planmæssigt. Gro nød at brænde noget krudt af i vandet og mor løste sin første mimrebillet!

I morgen starter vores nye hverdag; ungerne og mormor skal besøge dagplejemor Karen i Nussuaq (3,5 km. væk og alligevel noget værre bøvl), undertegnede skal i 1. dags intro på fødeafdelingen på SANA og Michael skal indstalleres på Rambølls lille kontor i midten af Nuuk centrum.

Vi er klar. Og spændte.

Hedvig.